Der er en ny drejning i sagen om SF-gruppeformand Ole Sohns eventuelle fortidsbelastninger fra hans tid som formand for DKP, Danmarks Kommunistiske Parti. Fra at handle om nogle pinagtige loyalitetserklæringer over for den østtyske DDR-stat i denne stats sidste krampestunder drejer fokus sig nu mod, hvordan Sohn forholdt sig til de millioner, som Moskva siden verdenskommunismens barndom i 1920'erne sendte til sine broderlige filialer i den ikke-kommunistiske del af verden.

At Sohn var ganske uvidende om, at pengene kom flydende - sådan som nogle af hans erklæringer kan udlægges - må afvises som en umulighed. Koldkrigsforskeren, dr. phil. Poul Villaume, siger det fyndigt til Ritzau:

»Hvis ikke Ole Sohn gjorde sig tanker om det, så var han stort set den eneste i Danmark, som ikke gjorde det.«

Bogen Guldet fra Moskva, der udkom i 2001 og har bl.a. den danske historiker Morten Thing som forfatter, bringer oplysninger om, at en 'O. Sohn' syv gange modtog penge fra Moskva, og at det samlede beløb udgjorde 5,2 millioner kr. Men det er ikke dokumenteret, at Sohn personligt har kvitteret.

Ole Sohn har i nogle interview-sammenhænge understreget, at han modsat sine DKP-formandsforgængere Jørgen Jensen og Knud Jespersen ikke selv tog nogen af pengene.

»Jeg har ikke modtaget en eneste krone til mig selv,« har Sohn erklæret til Ritzau.

Heri kan læses, at de tidligere formænd beholdt en del af Moskva-pengene til sig selv - som et supplement til formandsgagen.

Det har de næppe opgivet til skattevæsenet. (Deres selvangivelser har Politiets Efterretningstjeneste rimeligvis været medlæser på).Der er noget komisk i at forestille sig muligheden af, at formændene for partiet, der konstant førte sig frem mod 'økonomiske jonglører', selv har været anført af skattesvindlere.

Men heri ligger jo så også et meget kontant problem for Ole Sohn nu. Han kan ikke udtale sig på en måde, så han kommer til at anmelde sig for skatteunddragelse eller andre økonomiske forbrydelser.

Har Sohn modtaget 5,2 millioner, ville de være skattepligtige, med mindre han kunne dokumentere, at han blot havde videreformidlet dem til formål, hvor indtægter var skattefrie.

Tilsvarende dunkelhed omgærder, hvor langt ind i Sohns formandstid DKP blev ved med at modtage pengene.

Ifølge Sohns forklaringer bl.a. til TV 2 søndag aften var det først, da han i januar 1990 vandt den indre kontrol over partiet, han rigtigt kunne tage affære. Da indså han »partiets økonomiske råddenskab, fik lukket partiavisen Land og Folk, trykkeriet Terpo Tryk samt andre fallerede aktiviteter«.

»Dermed dannede jeg grundlag for, at DKP forsvandt fra stemmesedlen, og jeg gik over til Enhedslisten.«

Det hører til usædvanlighederne, at en partiformand roser sig af at være den, der lukkede og slukkede lyset i sit parti.

Hertil kommer, at Sohns oprydning af de Moskva-støttede aktiviteter faktisk indtræder så sent, at det falder sammen med, at Moskva selv stoppede for udbetalingerne - efter Østeuropas overgang til kapitalismen og med udsigt til Sovjets egen kollaps.

Dette kalder historikeren Morten Thing »tankevækkende«. Til Ritzau siger han:

»Faktisk får DKP pengene, indtil russerne i 1991 stopper udbetalingen«.

I det lys var nedlukningen af DKP's underskudsaktiviteter en livsnødvendighed snarere en moralsk/økonomisk sanering.

Hvis man - som Ole Sohn - har appetit på en ministerpost med stort økonomiansvar, er det af en vis betydning, at man kan godtgøre, at man har kunnet gennemskue og håndtere de millionstrømme, der i tidligere tillidshverv er flydt omkring én.