Det var et mord, der gav genklang. Da billeder af Hussein al-Suleihmans mishandlede lig kort efter nytår begyndte at florere på nettet, udsendte oprørsgruppen Ahrar al-Sham, som al-Suleihman ledede, en erklæring, hvor de udtrykte vrede over mordet, der øjensynligt var begået af den rabiate islamistiske militsgruppe ISIL – Islamisk Stat i Irak og Levanten.

En oprørsgruppe, der er rabiat i en grad, så selv al-Qaeda har taget afstand fra den og frabedt sig at blive associeret med gruppen, der indtil for nylig blev betragtet som en slags udløber af det globale netværk, og som har sænket en sort sky af ultrarabiat sharialov og vilkårlige mord ned over dele af Syrien.

I erklæringen udtrykte Ahrar al-Sham vrede over mordet og torturen og omfanget af mishandling »i en grad, der var ukendt for det syriske folk før revolutionen, selv når det kom til den kriminelle Assads sikkerhedstjenester«.

Gruppen krævede også, at ISIL’s adfærd skulle stilles for en uafhængig retsinstans – det vil i denne sammenhæng sige en shariadomstol – eller tage konsekvenserne, nemlig at »revolutionen og jihaden vil styre ind i en sump af interne kampe, hvor den syriske revolution vil blive den første taber«.

ISIL, der fortrinsvis består af udenlandske jihadister og har sit udspring i den irakiske borgerkrigs vilde blodrus, ignorerede truslen og fortsatte sin terrorisering af andre oprørsgrupper og civilbefolkningen og har som konsekvens siden nytår måttet kæmpe mod en stadig større del af den øvrige opposition. En kamp, der for alvor sprang op igen, da gruppen for et par uger siden myrdede endnu et højtstående medlem af Ahrar al-Sham, Abu Khalid al-Suri, hvilket udløste en massiv reaktion fra andre oprørsgrupper.

Skaber sammenhold

De interne kampe er gode nyheder for Assad-styret, der har genvundet territorium omkring blandt andet Aleppo som konsekvens af oprørernes interne kampe. Men måske lidt mere overraskende følges kampene også med en vis optimisme blandt Assads modstandere.

»På mange måder er det jo negativt for oprøret, fordi det udviser splittelsen. Men på den anden side kan det faktisk hjælpe oppositionen,« konstaterer svenskeren Aron Lund, der er en af de fremmeste eksperter i de syriske oprørsgrupper for blandt andet tænketanken Carnegie Endowment for International Peace.

»Et af de klareste argumenter for ikke at levere tunge våben til oprørerne har været, at de ville kunne ende i hænderne på grupper som ISIL. Men nu ser du en klar splittelse ned igennem oprørsbevægelsen. Derfor ser vi også penge begynde at komme ind til våben nu,« forklarer Aron Lund. »For mange oprørere er det blevet det måske vigtigste salgspunkt, når de skal overbevise udenlandske donorer om, at de skal have penge og våben: At de skal bruge dem til at isolere den mest rabiate gruppe og jage dem ud af Syrien.«

Og indsatsen har faktisk haft konsekvenser. ISIL, der indtil for kort tid siden var den stærkeste og mest velorganiserede gruppe i hastig ekspansion over det meste af Syrien, er i dag trængt tilbage fra en lang række byer og provinser.

»Der er ikke nogen tvivl om, at de udenlandske støtter til oprøret meget gerne vil ændre dynamikken blandt oprørerne i Syrien, og at især Saudi-Arabien ser koalitionen af islamiske oprørsgrupper i Den Islamiske Front som essentiel i at isolere en gruppe som ISIL, mens man fra vestlig side også spekulerer i, hvem man kan samarbejde med, og hvordan man kan isolere de mest ekstreme grupper ved at støtte de rigtige steder,« siger Syrien-observatøren Aymenn al-Tamimi.

Samtidig har indsatsen til en vis grad bragt en del af oprørets notorisk splittede landskab af væbnede grupper sammen, som f.eks. grupperne i Den Islamiske Front, en gruppe af syv af de stærkeste islamistiske grupper som Ahrar al-Sham og den tidligere FSA-allierede gruppe, Liwa al-Tawhid, mens ISIL’s problemer også har givet mere luft til FSA-grupper, der var blandt de første til at konfrontere den rabiate gruppe, hvis historie med massemord, kidnapninger og indførelse af uhørt rabiate islamistiske regeringsmetoder har indført et rædselsregime i dele af Syrien, skabt opbakning bag Assad i regeringskontrollerede områder og skræmt internationale støtter bort fra revolutionen.

Kilden alliance

Problemet er bare, hvem man vil støtte til at tage opgøret. For mens få i Vesten vil sætte spørgsmålstegn ved det formålstjenstlige i at få ISIL udmanøvreret, er spørgsmålet, hvad man synes om dem, der kan gøre det. Ahrar al-Sham-lederen Abu Khalid al-Suri, hvis drab udløste de seneste kampe mod ISIL, var en kendt jihadist, der stod både Osama bin Laden og hans efterfølger, Ayman al-Zawahiri, nær, og al-Qaeda-gruppen Jabhat al-Nusra er et af de vigtigste kort i kampen mod gruppen.

»Problemet er, at det ikke er al-Qaeda, man kæmper imod. Det er en gruppe, der er meget værre end dem. Bland de grupper som slås mod ISIL findes også Jabhat al-Nusra, Syriens gren af al-Qaeda. Det er et dilemma, for saudierne og for mange andre,« siger Aron Lund og konstaterer:

»Vil man give penge til, at ISIL bliver jaget ud af Syrien, giver man med overvældende sandsynlighed også støtte til Jabhat al-Nusra.«

Aymann al-Tamimi afviser ligeledes, at det kan lade sig gøre at skelne mellem gode og onde i oprørsbevægelsen på den måde:

»Der er en vestlig idé om, at man kan styre udviklingen på jorden. Man vil meget gerne ændre dynamikken. Men man kan f.eks. ikke isolere Jabhat al-Nusra, de er en integreret del af oprørsbevægelsen og samarbejder også med de grupper, Vesten støtter. Også i syden, hvor den vestlige støtte er mest markant og bliver øget i øjeblikket.«

Nye toner fra golflandene

Timingen er på mange måder ellers god for oprørerne. Efter fiaskoen ved fredsforhandlingerne i Genève og det fornyede fjendskab mellem Rusland og Vesten som følge af krisen på Krim synes mange af de lande, der har holdt tilbage med støtten, mens de ventede på, at forhandlingsforløbet løb sin gang, for alvor at være parate til at engagere sig militært til fordel for oprørerne. Både fra Saudi-Arabien og Qatar lyder nye toner, og for nylig godkendte den amerikanske kongres tilstrømningen af mindre skydevåben op til antitankraketter til ’moderate oprørere’.

»Saudi-Arabien vil have Den Islamiske Front som et hovedorgan til at kæmpe imod ISIL. Man er parat til at levere tungere våben og forsøger at presse USA til at gøre det samme,« siger Aymenn al-Tamimi, der dog samtidig konstaterer, at Den Islamiske Front i sig selv er ganske splittet – også i graden af deres vilje til aktivt at bekæmpe ISIL.

Også Aron Lund vurderer, at støttebilledet har ændret sig noget til fordel for oprørerne.

»Mit indtryk er, at våbenstøtten virkelig bliver debatteret lige nu, og Qatar og Saudi-Arabien ser sammenbruddet af Genève-forhandlingerne som et carte blanche til virkelig at begynde at støtte; nu er der fri bane, sådan opfattes det,« siger han.

Samtidig er Saudi-Arabien og Qatar ude i en åben krig om indflydelse, og konsekvensen er, at de nærmest konkurrerer om at støtte mest, forklarer Aron Lund.

Den afgørende brik i puslespillet mangler imidlertid stadig, nemlig USA.

»For USA er det en langsom optrapning, mens det er en voldsom optrapning for Saudi-Arabien og Qatar. USA har haft en ’pisk og gulerod’-politik i forhold til Assad, man prøvede med guleroden i Genève, og nu finder man pisken frem. Men det er ikke nogen særlig stor pisk,« siger han og tilføjer: »Obama ønsker på sigt Assads fald, men man ønsker det absolut ikke lige nu, fordi man ved, at det vil udløse kaos, mens golflandenes holdning mere er, at hvis det skal være Somalia, så lad det være Somalia. Det frygter man i USA, og derfor er det hovedsagelig symbolske ændringer. Spørgsmålet er, hvor længe det kan holde. Der presses fra alle sider.«