close
Spring til indhold

Overlæge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Portrætfotografi af Bodil Bloch.
Bodil Bloch (1873–1968), som i 1916 blev Danmarks første kvindelige overlæge.

Overlæge er i Danmark en læge i en ledende funktion, sædvanligvis på et sygehus eller en sygehusafdeling. En overlæge er som regel fastansat speciallæge og har typisk et eget fagligt ansvarsområde, ofte inden for et nærmere defineret speciale eller delspeciale på afdelingen. Uddannelsessøgende læger, herunder reservelæger og 1. reservelæger, arbejder under overlægens supervision.[1] I 2019 var der anslået ca. 6.500 overlæger ansat i regionerne, hvoraf de fleste arbejdede på hospitalerne.[2.1]

Tidligere havde en såkaldt ledende overlæge en hel afdeling som ansvarsområde, men i 2021 blev denne titel ændret til cheflæge og det blev gjort muligt permanent at oprettete flere ledende overlægestillinger på hver afdeling, hver med specifikke underopgaver, eksempelvis den specialeansvarlige ledende overlæge.[3]

Historisk betegner overlæge den øverste eller fornemste blandt flere læger og blev tidligere også brugt om en kongelig livlæge. I civil sammenhæng blev betegnelsen især anvendt om den øverste læge ved et civilt hospital eller, mere specifikt, lederen af en medicinsk afdeling på et større hospital, undertiden i modsætning til overkirurg som leder af en kirurgisk afdeling. I Norge blev ordet civilt brugt om den overordnede læge ved et større hospital.[4][5]

I Danmark har overlæge siden 1842 også været en overordnet militær lægestilling. I hæren og flåden blev overlæge efter 1842 betegnelsen for indehaveren af tredje eller næstøverste charge i lægekorpset. Blandt de fastansatte læger i hær og flåde var overlæge den laveste grad. Betegnelsen har desuden været anvendt om overordnede læger ved offentlige institutioner, herunder Sundhedsstyrelsen, Invalideforsikringsretten, Direktoratet for Ulykkesforsikringen og Fabriktilsynet, og bruges fortsat også om læger med andre ledende funktioner, eksempelvis i kommunernes socialforvaltninger som socialoverlæger, på Statens Serum Institut og i forsvaret.[4][6][1][5]

Forhold til ledende overlæge og cheflæge

[redigér | rediger kildetekst]

På sygehuse har overlægebetegnelsen traditionelt dækket flere funktioner. En overlæge kan have et afgrænset fagligt ansvarsområde på en afdeling, mens den overlæge, der har en hel afdeling som ansvarsområde, betegnes cheflæge. Cheflæger udgør sammen med chefsygeplejersken afdelingsledelsen. Efter en ændring af den lægelige ledelsesstruktur i 2021 skiftede de hidtidige ledende overlæger titel til cheflæger, mens der under cheflægerne blev etableret en formaliseret lederfunktion med betegnelsen ledende overlæge. De daværende specialeansvarlige overlæger skiftede samtidig titel til ledende overlæger, mens tidligere cheflæger allerede var ansat som lægefaglige direktører eller vicedirektører.[1][3]

Efter den nye struktur har cheflægen det overordnede ledelsesansvar for afdelingens medarbejdere, mens den ledende overlæge bistår cheflægen og har ansvar for den faglige og strategiske ledelse. Ledende overlæger kan blandt andet varetage ledelsen af afsnit eller sektioner eller have ansvar for uddannelse, forskning, kvalitetsarbejde, udvikling og andre faglige eller organisatoriske ledelsesopgaver på afdelingen. Ændringen skulle styrke den lægelige ledelse på sygehuse og hospitaler, blandt andet inden for kvalitet, forskning, udvikling og uddannelse.[3]

  1. 1 2 3 Larsen, Jørgen Falck (12. marts 2026). "overlæge". Lex – Danmarks Nationalleksikon. Foreningen lex.dk. Hentet 23. juni 2026.
  2. "Overlægen – i virkeligheden: Hvad er en overlæge?" (PDF). Lægeforeningen. Overlægeforeningen. foråret 2019. Hentet 23. juni 2026.
    1. Side 5.
  3. 1 2 3 Redaktionen (25. februar 2021). "Overlæger jubler: Nyt ledelses-system på sygehuse styrker lægerne". Sundhedspolitisk Tidsskrift. Hentet 23. juni 2026.
  4. 1 2 Norrie, Gordon (1924). "Overlæge". I Blangstrup, Johan Christian (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 18. (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 702.
  5. 1 2 "overlæge". Ordbog over det danske Sprog. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Hentet 23. juni 2026.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)
  6. Strelitz, Paula; Japsen, Gottlieb; Rode, Mikal, red. (1949). "overlæge". Den nye Salmonsen. Under medvirken af Erik Lund (4. udgave). København: J. H. Schultz Forlag. s. 3405.