close
Vers. 17
Denne version blev publiceret af Autokorrektur 3. oktober 2024. Artiklen blev ændret 0 tegn fra forrige version.

Tom Høyem er en dansk rektor og politiker; fra 2015 tysk statsborger. Han var 1973-1975 landsformand for partiet Centrum-Demokraterne og 1982-1987 minister for Grønland i Poul Schlüters firkløverregeringer.

Høyem blev uddannet cand.phil. i nordisk filologi 1973. Fra 1975 til 1979 var han lektor i dansk ved Stockholms Universitet, mens han samtidig og indtil 1981 fungerede som korrespondent i Sverige for Berlingske Tidende. Han var medstifter af Modersmål-Selskabet i 1979.

I 1976 var han sammen med bl.a. sin partifælle Ingolf Knudsen (1940-1999, MF 1973-1979) med til at stifte Europahøjskolen på Møn. Knudsen blev skolens første forstander, og Høyem dens formand 1980-1982.

I 1994 blev Høyem rektor for Europaskolen i München, indtil han i 2000 blev rektor for Europaskolen i Karlsruhe; denne post beholdt han til 2015.

I 1994 meldte han sig ind i det tyske liberale parti FDP (Freie Demokratische Partei), og ti år senere blev han valgt ind i byrådet i Karlsruhe for samme parti.