Don Giovanni

Operaen foregår i en unavngiven by i det gamle Spanien.

Historien om Don Juan og stengæsten var blevet dramatiseret talrige gange i løbet af 1600- og 1700-tallet af bl.a. Tirso de Molina, Molière og Carlo Goldoni. På Mozarts tid blev den især forbundet med folkelige underholdningsformer som komisk opera og halvreligiøse farcer. I Wien blev Karl von Marinellis (1745-1803) komedie Dom Juan oder Der steinerne Gast således opført hvert år i forbindelse med allesjælesdag. I disse versioner af historien blev Don Juan skildret som en morder, voldtægtsforbryder og gudsbespotter, som fortjener sin overnaturlige straf.

Mozart fik i sommeren 1787 bestilling på en opera til Nationalteatret i Prag. Det var hensigten, at den skulle opføres i forbindelse med brylluppet mellem kejser Josef 2.s niece og den sachsiske tronarving. Impresarioen Domenico Guardasoni (ca. 1731-1806) foreslog Mozart at skrive ny musik til en libretto af Giovanni Bertati (1735-1815), Don Giovanni o sia Il convitato di pietra (Don Juan eller Stengæsten), som allerede var blevet sat til musik af Giuseppe Gazzaniga i Venedig i februar samme år. På komponistens foranledning skrev Da Ponte dog i stedet en ny libretto, idet han anvendte Bertatis libretto som skabelon for handlingen. Don Giovanni blev uropført den 29. oktober 1787 med stor succes, men ikke i forbindelse med fyrstebrylluppet. I stedet dirigerede Mozart Figaros bryllup i anledning af prinsessens besøg i Prag.

Mozarts og Da Pontes fremstilling af Don Giovanni var givetvis inspireret af eventyreren Giacomo Casanova, Da Pontes ven, som var i Prag i oktober 1787 og med stor sandsynlighed deltog aktivt i operaens tilblivelse. Operaen afviger fra tidligere behandlinger af historien ved at skildre forføreren som charmerende og relativt sympatisk og ikkevoldelig, hvorved hans skyld nedtones. Don Giovannis overnaturlige straf fremstår således uforholdsmæssigt streng set i forhold til hans forseelser, hvorved publikum indbydes til at sætte spørgsmålstegn ved de stive kønsroller og det moraliserende blik på erotisk forførelse, som var indbygget i historiens traditionelle sceneversioner. Med sin kritiske holdning til adelens forældede æreskodeks og katolsk bigotteri, som navnlig forbindes med Donna Anna og statuen, er Don Giovanni et udtryk for josefinismen.

Skønt Don Giovanni formelt set er en opera buffa, sprænger den genrens konventioner, idet både Kommandantens og Don Giovannis dødsscener er malet i tragiske farver, mens den uhyggevækkende scene med stengæsten peger frem mod 1800-tallets gotiske skrækromantik. Mozart anvender gennem hele operaen skarpe kontraster mellem lys og mørke, glæde og sorg, løssluppenhed og rædsel, erotik og had, medfølelse og hævntørst, komik og tragik, som knytter sig til Don Giovannis, Leporellos og Zerlinas sfære på den ene side og Donna Annas, Komturens og Don Ottavios sfære på den anden.

Leporellos Listearie, Don Giovannis og Zerlinas Forførelsesduet, Don Giovannis Champagnearie og Serenade samt Zerlinas to arier, der alle tilhører operaens mest populære numre, er kendetegnet ved deres brug af lette danseformer og charmerende, sensuelle melodier. Scenerne med Komturen samt Donna Annas Hævnarie og Brevarie trækker til gengæld på den tragiske stil fra opera seria og låner fra såvel kirkemusik som militærmusik. Tonearten d-mol knytter sig til Komturens og Donna Annas hævntørst, mens den talende statue konsekvent ledsages af basunerne. Musikken, som Mozart skrev til den romantisk anlagte, men omskiftelige Donna Elvira, er overvejende parodisk, hvilket også gælder hans musik til den moraliserende slutscene.

Til førsteopførelsen i Wien, som fandt sted på Burgtheater den 7. maj 1788, skrev Mozart nye og mere virtuose arier til Don Ottavio og Donna Elvira samt en duet for Leporello og Zerlina. De fleste opførelser af operaen bygger på en kombination af Pragversionen og Wienerversionen af partituret.

De sangoversættelser, hvori Don Giovanni blev fremført i det tysksprogede område fra slutningen af 1700-tallet og frem til omkring 1900, ændrede radikalt på operaens karaktertegning og moralske perspektiv. Det gælder fremfor alt den oversættelse, som musikkritikeren Friedrich Rochlitz (1769-1842) udgav i 1801, og som også fik afgørende indflydelse på operaens opførelses- og receptionshistorie uden for Tyskland. Her blev Don Giovanni fremstillet som en morder, voldtægtsforbryder og gudsbespotter, ligesom i de ældre versioner af historien om Don Juan, som Da Pontes libretto egentlig parodierede. Kvinderne blev nu oftest fremstillet som passive ofre, mens statuen blev skildret som et sendebud fra det hinsidige. Dette blev gjort for i højere grad at få Don Giovannis forseelser til at svare til hans strenge straf, der nu betragtedes som guddommelig.

• Wolfgang Amadeus Mozart
• Lorenzo Da Ponte
• Figaros bryllup
• Così fan tutte
• Don Juan