close

Den ældste bebyggelse fra Estlands forhistorie stammer fra Præborealtid (i dette område ca. 9000-8000 f.v.t.), hvor bevoksning med birk og fyr begyndte at afløse tundraen, og landet blev befolket sydfra af jægere og fiskere. De vigtigste bopladser fra jægerstenalderen er Pulli ved floden Pärnu og Kunda på kysten af Den Finske Bugt.

Yngre stenalder og bronzealder

I neolitikum (yngre stenalder) udvikledes Narva-kulturen, som også fandtes i Letland og Litauen, og Estland indlemmedes derefter i den østeuropæiske kamkeramiske kulturkreds, der forbindes med udbredelsen af de finsk-ugriske sprog.

I bronzealderen forekom svedjebrug og kvægavl. De nederste lag af Estlands ældste befæstede boplads, Asva på Saaremaa (Øsel), dateres til slutningen af denne periode. På samme tid eksisterede forbindelser til Sydfinland og Mellemsverige.

Jernalderen

I ældre jernalder gik man over til agerbrug, hvilket resulterede i en befolkningstilvækst. Det økonomiske opsving afspejles i store gravfelter med rektangulære stensætninger og i en blomstrende smykkeindustri med bl.a. emaljearbejder. Samtidig begyndte en omfattende jernproduktion, som førte velstand og anlæggelse af forsvarsborge med sig.

Yngre jernalder karakteriseres af nye tilflugtsborge, skattefund og våben af europæiske former. Bebyggelse forekom på det tidspunkt over hele det nuværende Estland, dog med en koncentration i de egne, hvor de større byer Tallinn og Tartu nu ligger.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig