close

Faktaboks

Imran Khan

Imran Ahmad Khan Niazi

Født
5. oktober 1952, Lahore, Pakistan
Profession
Politiker og sportsmand
Imran Khan, 2023
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Imran Khan er en pakistansk politiker og sportsmand; Khan var Pakistans premierminister i årene 2018-2022. I 2023 blev Khan anklaget for korruption og dømt til 14 års fængsel.

Før Imran Khan gik ind i politik, var han en succesfuld cricketspiller, der som holdkaptajn for det pakistanske landshold skabte store resultater, bl.a. ved at vinde World Cup Cricket Final i 1992.

Imran Khans politiske karriere

Imran Khan udnyttede sin berømmelse fra sportsverden til i 1996 at stifte partiet PTI, Pakistan Tehreek-e-Insaf, ‘Den Pakistanske Retfærdighedsbevægelse’, et parti i opposition til den regerende politiske elite.

PTI vandt parlamentsvalget i 2018, og samme år blev Khan premierminister i en koalitionsregering, der lovede at mindske ulighed og indføre sociale reformer.

Støtte til militærkup

I 1999 støttede Khan general Pervez Musharraf, da denne ved et militærkup afsatte den daværende præsident Nawaz Sharif. Khans begrundelse for støtten var, at dette skifte skulle mindske korruptionen; i 2002 blev Khan som den eneste PTI-kandidat valgt til parlamentet.

Mistillidsafstemning

Khan gik af efter at have lidt nederlag i en mistillidsafstemning i 2022, men han havde fortsat stor folkelig opbakning, især fra ungdommen og middelklassen, og der var store protester til støtte for ham.

Khans politiske succes

Imran Khans tidlige politiske succes skyldtes bl.a., at han kritiserede Pakistans indirekte involvering i den amerikanskledede krig mod Afghanistan fra 2001, hvor man tillod droneangreb udført fra pakistanske baser.

Hans tilhængere hævder, at hans fald fra magten skyldes valgsvindel og amerikansk indblanding, ligesom støtten fra det magtfulde pakistanske militær ikke længere var til stede.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig