veteranpolitik

Statens omsorg for såkaldte krigsinvalider går historisk langt tilbage. Først fra omtrent midten af 1800-tallet, ved det spæde demokratis fødsel, blev rettigheder og pligter knyttet mere eksplicit sammen gennem den grundlovsforankrede værnepligt.

Efter Treårskrigen (1848–1851) vedtog Rigsdagen bestemmelser om understøttelse til invaliderede og deres efterladte. Ordningen dækkede primært officerers enker og soldater med fuld uarbejdsdygtighed.

Var den invalides pension utilstrækkelig til selvforsørgelse måtte veteranen søge supplerende fattighjælp og mistede dermed sin nyligt vundne stemmeret. Danmark var et klassesamfund og ikke et velfærdssamfund som det, vi kender i dag. Menige invalide var ofte henvist til fattighjælp og private støtteforeninger, hvor våbenbrødrene hjalp hinanden. Denne spontane og frivillige organisering i militære foreninger kan ses som et udtryk for, at den statslige indsats på området også med datidens øjne ikke var tilstrækkelig.

De kummerlige forhold ændrede sig ikke med nederlaget i krigen i 1864. Nederlaget gjorde det svært for de hjemvendte soldater at opnå anerkendelse. Danmark mistede en tredjedel af sit territorium, og veteranerne blev glemt, da en hædring af deres indsats kunne fremstå som en fejring af nederlaget. Under 1. Verdenskrig (1914–1918) var Danmark neutralt, men ca. 25.000–30.000 danskere i Nordslesvig var tysk-preussiske statsborgere, og blev derfor indkaldt til den tyske hær. Omkring 5.000–6.000 sønderjyder omkom. Da Nordslesvig ved genforeningen i 1920 atter blev dansk, befandt de sønderjyske soldater sig i en juridisk gråzone, og fik kun pension og anerkendelse efter lange forhandlinger med Tyskland på baggrund af de betingelser, som blev nedfældet i Versailles-traktaten. Danmark arvede 4.000 personer, som i en eller anden grad var invaliderede og havde brug for hjælp. Sønderborg Kaserne fungerede fra år 1920 og frem til 1925 som en invalideskole, hvor de mange krigsinvalider kunne tilegne sig praktiske færdigheder som snedker, skomager, o.l.

Statens manglende understøttelse ændrede sig ikke efter 2. Verdenskrig (1940–1945), hvor der opstod der fire grupper med vidt forskellig status ved befrielsen i maj 1945. Den Danske Brigade i Sverige på ca. 5.000 mand, modstandsbevægelsens mange grupper, handelsflådens søfolk, som var i i alt lidt over 6.000, hvor ca. 1.400–1.500 omkom og Frikorps Danmark med ca. 6.000 frivillige i Waffen-SS.

Disse gruppers uens juridiske stilling ved befrielsen skabte det politiske grundlag for den klare afgrænsning til 1948.

Siden 1948 har Danmark bidraget til FN's fredsbevarende missioner. UNTSO i Mellemøsten var den første mission. Fra 1950 til 1953 sejlede hospitalsskibet Jutlandia til Korea under FN. Herefter fulgte UNEF I i Sinai og Gaza (1956–1967), som nogle måske kender fra folkekomedien Soldaterkammerater på vagt fra 1960. Dernæst UNFICYP på Cypern fra 1964 og UNIFIL i Libanon fra 1978. Disse missioner bragte mange danskere i tjeneste uden nogen samlet statslig ramme for støtte, anerkendelse og akklimatisering ved hjemkomst. Psykiske eftervirkninger af tjenesten var stigmatiserede, og det sociale fællesskab i soldaterforeninger og soldaterne imellem udgjorde den primære støttestruktur for mange hjemvendte. Tjenstgørende havde adgang til en psykolog i Forsvaret, men risikerede deres job eller videre karriere, hvis de gjorde brug af denne.

Golfkrigen 1990–1991 markerede et vendepunkt i offentlighedens bevidsthed. Folketinget vedtog den 31. august 1990 at sende korvetten Olfert Fischer til Den Persiske Golf til håndhævelse af FN's sanktioner mod Irak. Besætningsmedlemmerne betragtes retrospektivt som de første veteraner i moderne forstand.

Fra 1992 sendte Danmark tropper til de FN-ledede missioner på Balkan – UNPROFOR, SFOR og KFOR – med et bidrag, der relativt til befolkningsstørrelsen var et af de mest betydelige i den vestlige verden. Danmark mistede 12 soldater og fik 35 såret under Balkankrigene. To begivenheder var særligt formende for den veteranpolitiske bevidsthed. Operation Bøllebank i 1994 ved Tuzla i Bosnien – hvor danske kampvogne faldt i serbisk baghold og gik til modangreb – ændrede befolkningens syn på den risiko, dansk militær deltagelse indebærer. Også Operation Una i 1995 i Dvor i Kroatien kostede liv og efterlod et antal soldater med psykiske skader.

Under og efter Balkankrigene blev posttraumatisk belastningsreaktion for alvor en del af den offentlige debat om danske veteraner.

I vores årtusinde er der to konflikter, som har været afgørende for udviklingen af dansk veteranpolitik. Irak og Afghanistan.

Den 21. marts 2003 vedtog et snævert flertal at støtte den USA-ledede koalition i Irak. Samtidig bemyndigede Folketinget den 6. november 2001 dansk militær deltagelse i Afghanistan under Operation Enduring Freedom. Operationen begyndte efter terrorangrebene den 11. september 2001 havde udløst NATO's anvendelse af artikel 5. I Afghanistan koncentrerede den danske indsats sig fra 2006 i Helmandprovinsen, hvor Danmark deltog i de længstvarende kamphandlinger siden krigen i 1864. ISAF-missionen sluttede i 2014 med et samlet dansk tab på 43 faldne, 30 hårdt sårede og 182 sårede.

Danmark var nu et krigsførende land, hvilket førte til livlig debat derhjemme. De militære operationer, de mange faldne, de hjemvendte med fysiske skader og PTSD, historier i pressen om selvmord blandt Balkanveteraner, og den tiltagende offentlige opmærksomhed var medvirkende til at skabe politisk opmærksomhed og vilje til at formulere en sammenhængende veteranpolitik.

I oktober 2010 offentliggjorde regeringen Danmarks første formelle veteranpolitik. Politikken fastsatte ansvarsfordelingen mellem stat og kommuner, understregede behovet for tværsektorielt samarbejde og indeholdt konkrete initiativer for psykologhjælp, rådgivning og social reintegration. Ansvaret for veteraner blev herved gjort til en fælles opgave for Forsvaret, kommunerne og det øvrige velfærdssystem. Partier fra både rød og blå blok erkendte og forholdt sig kritiske over for, at den første statslige veteranpolitik først blev vedtaget i efteråret 2010. Alene ISAF-operationen afstedkom omtrent 7.000 veteraner de foregående år.

Allerede året forinden var der optræk til større anerkendelse af veteranerne. I marts 2009 vedtog forligspartierne bag forsvarsforliget 2005–2009 den 5. september som officiel flagdag for Danmarks udsendte. Initiativet udsprang fra overkonstabel Kim Eg Thygesen, der fra 2006 samlede opbakning til en officiel markering. Den første Flagdag for Danmarks udsendte fandt sted den 5. september 2009.

Dansk Folkeparti havde i 2005 foreslået at indføre en national flagdag den 29. august for at markere bruddet med den tyske besættelsesmagt, mens Venstre foreslog den 31. august, hvor vi udsendte korvetten Olfert Fischer til golfen, og som markerede vores første internationale engagement.

Kompromiset blev en national flagdag på en neutral dag, som ikke var knyttet til én specifik historisk begivenhed. Dagen markerer anerkendelse af alle, der har deltaget i internationale operationer siden 1948.

Danmark fik i denne periode også Monument over Danmarks Internationale Indsats. Grundstenen blev lagt i foråret 2011 på Kastellet i København, og monumentet blev indviet af H.M. dronning Margrethe 2. den 5. september 2011 på den tredje Flagdag. Kunstneren er Finn Reinbothe, og inskriptionen lyder: "EN TID ET STED ET MENNESKE". Her kan man bl.a. se navnene på de danske soldater, som har mistet livet i tjenesten. Monumentet er samtidig sted for Danmarks evige flamme, som ellers typisk befinder sig ved den ukendte soldats grav.

I oktober 2011 åbnede Veterancentret på Ringsted Kaserne som den første statslige institution med et samlet ansvar for veteranstøtten. Centret koordinerer støtten til soldater, veteraner og pårørende og tilbyder psykologhjælp, socialrådgivning, jobvejledning og rehabilitering. En særlig del af arbejdet er den opsøgende indsats, hvor centret systematisk kontakter tidligere udsendte efter hjemkomst. Også i landets kommuner så vi i denne tid et nybrud i veteranindsatsen, idet Slagelse Kommune i 2011, som den første af landets kommuner, oprettede en stilling som veterankoordinator.

Den 7. november 2024 indgik forsvarsforligskredsen en ny politisk aftale for en, i forligsmæssig sammenhæng, meget lang periode fra 2024 til 2033. Aftalen afsatte i alt 2,4 milliarder kroner til veteranformål og er den hidtil største samlede investering i dansk veteranpolitik.

Det centrale element i Veteranaftalen 2024 er formodningsreglen – en omvendt bevisbyrderegel i sager, hvor veteraner med PTSD søger erstatning for arbejdsskade. Frem til 2024 bar veteranen selv bevisbyrden for at godtgøre, at en PTSD-diagnose skyldtes tjenesten. Med formodningsreglen antages årsagssammenhængen nu at foreligge for tidligere udsendte veteraner med PTSD.