close

De baltiske stater er en fællesbetegnelse for tre lande ved Østersøens østlige kyst. De ligger syd for den Finske Bugt. Fra nord til syd er der tale om Estland, Letland og Litauen.

Faktaboks

Etymologi

Tillægsordet baltisk optræder for første gang omtrent 1075 som et låneord i latin hos Adam af Bremen, hvor det henviste til Østersøen: mare Balticum (mare betyder ‘hav’). Ad omveje kom adjektivet til at betegne Estland, Letland og Litauen; se baltisk.

Også kendt som

de baltiske lande; Baltikum; randstaterne

Betegnelsen de baltiske stater har været anvendt, siden landene blev uafhængige fra Rusland i 1918. De baltiske lande betyder i dag det samme som de baltiske stater, men det gælder kun delvis for mellemkrigstiden og slet ikke for tiden inden 1. Verdenskrig.

At der findes en fælles betegnelse for netop disse tre stater, betyder ikke, at de har meget tilfælles – hverken i historisk, sproglig, kulturel eller religiøs henseende. I modsætning til fx Amerikas Forenede Stater eller Mikronesiens Forenede Stater indgår de baltiske stater ikke i en fælles statsdannelse. De er tre uafhængige stater, som af omverdenen har fået benævnelsen de baltiske stater.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig