Forsvarschefen er chef for Forsvarskommandoen og er dermed den øverste chef for det samlede danske forsvar.
Stillingen, der beklædes af en 4-stjernet general eller admiral, blev oprettet den 27. maj 1950 ved lov. Siden stillingens oprettelse og frem til slut 00'erne blev stillingen skiftevis besat med en officer fra Hæren, Søværnet eller Flyvevåbnet. I 2012 blev denne kutyme, kendt som rotationsprincippet, formelt afskaffet og erstattet af en åben ansøgningsproces. Man kunne rotere mellem værnene internt i forsvaret, fordi værnene var selvstændige kommandoer, og der var kutyme, for at det politiske niveau ikke ville blande sig i dette.
Dette blev ændret i foråret 2014, hvorefter kommandoerne alle blev lagt under én værnsfælles kommando, i dag benævnt Forsvarskommandoen. Samtidig mistede forsvarschefen beføjelserne over materiel, HR, IT og dele af den daglige drift på kasernerne, som i stedet blev styrelser direkte i departementet.
Kritikere af modellen gav udtryk for, at der blev for lang afstand fra den operative virkelighed til de administrative støttefunktioner, mens tilhængere pegede på, at forsvarschefen ikke på en tilfredsstillende måde alene kunne håndtere ansvaret for økonomi, drift og det operative på én gang.
Den 1. marts 2025 blev styrelsesmodellen delvis tilbagerullet, da bl.a. HR-afdelingen, benævnt Personelkommandoen, samt Etablissement- og Terrænkommandoen blev lagt under Forsvarskommandoens myndighedsområde igen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.