kassettebånd

Kassettebåndet betegner i almindelig sprogbrug næsten altid compact-cassetten, et magnetbåndformat udviklet af den hollandske elektronikproducent Philips i 1962 og introduceret på det europæiske marked i 1963. Kassettebåndet var oprindeligt designet til diktafoner og taleoptagelser, men blev hurtigt et udbredt medie for musiklytning og hjemmeoptagelser.

Formatet består af en lille plastkassette (100 × 64 × 12 mm), hvori et 3,8 mm bredt magnetbånd løber mellem to spoler. Kassettebåndet kan vendes, så der kan afspilles lyd på begge sider. For at gøre det muligt, har magnetbåndet plads til fire spor, der er organiseret således, at man bruger to spor på side A (et stereospor) og de to andre spor på side B.

Den kompakte størrelse, betjeningsvenligheden og den gradvist forbedrede lydkvalitet gjorde kassettebåndet til et udbredt medie. I begyndelsen kunne kassettebåndet indeholde 60 minutters lyd (30 minutter på hver side). I 1972 blev båndet med en kapacitet på 90 minutter introduceret, og det blev hurtigt det mest foretrukne format.

Selvom ordet "kassettebånd" oftest henviser til compact-cassetten, findes der også andre kassettebaserede formater til både lyd og video, herunder f.eks. VHS, Video8 og DAT. Compact-cassetten blev dog langt det mest udbredte format til privat lydoptagelse.

Gennem 1970’erne og 1980’erne opnåede kassettebåndet en kolossal udbredelse, både globalt og i Danmark. Særligt introduktionen af Sony’s Walkman i 1979 revolutionerede brugen og gjorde det muligt at medbringe musik overalt. I samme periode blev den bærbare kassetteafspiller med indbyggede højttalere, populært kaldet en ghettoblaster, et udtryk for kassettens rolle i ungdoms- og gadekultur. Ghettoblasterne muliggjorde kollektiv lytning i det offentlige rum og blev et vigtigt symbol i forbindelse med hiphopkulturens udbredelse fra midt 1970’erne og i starten af 1980’erne.

I en dansk kontekst har kassettebåndet også haft betydning for undergrundsmusik og DIY-kultur, særligt i 1980’ernes punk- og eksperimentalscene, hvor kunstnere og små pladeselskaber kunne udgive musik uden store produktionsomkostninger.

Kassettebåndet betød også, at unge kunne bytte bånd med hinanden, og at lokalradioer i 1980’erne blev en vigtig kilde til hjemmelavede optagelser. Herudover spillede kassettebåndet en rolle i det pædagogiske arbejde, fx i sproglæring og musikundervisning, hvor lærere og elever kunne optage og genafspille materiale uden avanceret udstyr. Således udkom kassettebånd i stor stil i 1980’erne med alt fra pop og rock til undervisningsmaterialer.

I modsætning til grammofonpladen var kassettebåndet nemt at indspille på i hjemmet, og det skabte bekymring i musikindustrien på grund af muligheden for piratkopiering. I Danmark og internationalt forsøgte man fra starten af 1980’erne at begrænse hjemmeoptagelser gennem kampagner og afgifter, og diskussioner om båndafgifter og rettighedsbetalinger blev en del af den kulturpolitiske debat. Det blev dog først i 1992, at Danmark indførte en såkaldt blankbåndsafgift, en afgift, der blev lagt på uindspillede lyd og videobånd for at kompensere ophavspersoner og rettighedshavere for privat kopiering af ophavsretligt beskyttet musik og video

Kassettebåndets tekniske kvalitet blev forbedret over tid, bl.a. gennem flere versioner af Dolby-støjreduktion (Dolby B i 1968, Dolby C i 1980, Dolby S i 1989), bedre båndmateriale som krombånd (ca. 1970’erne) og metalbånd (ca. 1980’erne), samt forbedrede afspilnings- og optagehoveder. Båndoptagere blev stadig mere avancerede, og hi-fi-kassetter kunne fra midten af 1980’erne nå en lydkvalitet, der kunne konkurrere med lyden af vinylplader. Mange danske husstande havde kassetteafspillere indbygget i radioanlæg, bilradioer og bærbare enheder fra 1970’erne og frem, og brugen af kassettebånd blev en selvfølgelig del af hverdagen.

Alligevel blev kassettebåndet gradvist overhalet af CD’en i 1990’erne og senere af digitale formater som MP3. I 2000’erne gik produktionen og anvendelsen drastisk ned, og mange kassettebånd blev smidt ud eller henlagt.

Men kassettebåndet har oplevet en vis renæssance i 2010’erne og 2020’erne, hvor det blandt visse kunstnere og lydentusiaster værdsættes for sin taktile kvalitet, sin varme og uperfekte lo-fi lyd, og for den nostalgiske værdi det repræsenterer.

Flere båndudgivelser fra nyere kunstnere bliver i dag solgt i små oplag, ofte side om side med vinylplader. Det gælder også internationale popmusikere, som blandt andet Taylor Swift, der har udgivet flere albums i en kassettebåndsversion.

• båndoptager
• VHS
• DAT