romersk borgerret

Romersk borgerret kunne også tildeles fremmede ved lov eller som belønning. I modsætning til de græske bystater fik Rom tidligt ry for at være generøs med tildelingen af borgerret til fremmede. Slaver frigivet af romerske borgere blev med få undtagelser romerske borgere, men med begrænsede politiske rettigheder i første generation.

Antallet af romerske borgere voksede støt, især efter tildelingen af fuld romersk borgerret til de italiske forbundsfæller efter afslutningen af Forbundsfællekrigen i 89 f.v.t. Romerske borgere udgjorde alligevel længe et mindretal blandt Romerrigets indbyggere.

Romersk borgerret var en belønning, som især den lokale elite i provinserne nød godt af i kejsertiden, selv om stemmeretten havde mistet sin betydning. Romerske borgere besad fortsat en række privilegier. Dette gjaldt ikke mindst ejendomsretten til jord og fast ejendom samt retsgyldige ægteskaber. Romerske borgere havde endvidere ret til at blive dømt efter romersk lov og var derfor fri for fysisk afstraffelse. Dødsdomme kunne appelleres til kejseren, således som apostlen Paulus gjorde uden held.

I 212 e.v.t. tildelte Caracalla de fleste frie indbyggere i Romerriget romersk borgerret, som derved mistede sin betydning. Til gengæld opstod der en ny juridisk skelnen blandt de frie mellem honestiores, de fornemme, og humiliores, de lavere. Senatorer, medlemmer af ridderstanden og veteraner blev idømt mildere straffe for samme forbrydelser end den øvrige del af den frie befolkning. De sidstnævnte risikerede ydmygende offentlige henrettelser i form af korsfæstelse eller blive kastet for vilde dyr, mens honestiores havde ret til en værdig henrettelse eller selvmord.

• sociale forhold i Romerriget
• Romerrigets historie