Mens bønderne i 1400-tallet selv tjente gode penge på at producere og eksportere stude, overgik eksporten med tiden til godsejere og købmænd, der fik eneretten til selve eksporten. Christian 2.s landlov fra 1521 indførte et forbud mod eksport af græsøksne, og i 1524 blev det udtrykkeligt fastslået, at kun adelen, bisperne og kongen måtte opfede stude på indkøbt foder.
Ved en kongelig forordning udstedt af Christian 3. i 1550 blev bønderne forpligtet til at opstalde stude, de såkaldte fodernød, men fra nu af var det kun adelsgodserne, der havde tilladelse til at fede okser op med henblik på salg og transport. Eksporten af græsfodrede okser og saltet kød blev fra 1550 forbudt. Det staldopfedede produkt, der havde opnået en højere værdi, skulle være det eneste, der var tilgængeligt på markedet.
På hovedgårdene samt på de kongelige ladegårde blev studene inden salget opfodret i stald vinteren over, hvorved de tog kraftigt på i vægt. Først efter at have gennemgået vinteropfedning blev dyrene klassificeret som staldopfedede okser og om foråret drevet ad kvægruterne ned gennem Jylland og hertugdømmerne.
Langt hovedparten af de danske stude blev sendt til det store kvægmarked ved Wedel nær Elben vest for Hamborg, som fandt sted hvert år fra 25. marts og varede i 3-4 uger. Herfra blev de i løbet af sommeren sendt videre til Rhinegnene eller Nederlandene. Når de nåede frem, blev de på ny sat på græs, og efter at have opnået deres største vægt, blev de slagtet og kødet solgt i byerne eller brugt som proviant for datidens omfattende skibsfart.
Omfanget af denne studehandel var enormt, og ved midten af 1500-tallet eksporterede Danmark årligt omkring 40.000 stude, der passerede toldstedet ved Gottorp nær Slesvig, hvortil kom et mindre antal udskibet fra Skåne, Sjælland eller fra den jyske vestkyst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.