close

Studehandel var, sammen med kornproduktion, en vigtig del af senmiddelalderens danske økonomi. Stude er kastrerede okser, og de kunne fra 1400-tallet eksporteres, fordi der var efterspørgsel efter kødet, og fordi der var produktionsoverskud i Danmark efter den befolkningsnedgang, som den sorte død havde medført.

Faktaboks

Også kendt som

øksnehandel, øksenhandel, øxenhandel, oksehandel

Studene blev i 1400-tallet handlet af bønderne selv, men efterhånden som handlen voksede, blev den underlagt love og overtaget af adel og købmænd, indtil den gradvist ophørte i 1700-tallet.

Baggrunden for studehandelen

At handelen med stude voksede så kraftigt i senmiddelalderen hang sammen med, at befolkningen i de vest- og centraleuropæiske byer voksede kraftigt fra 1400-tallet, og man havde her brug for en øget import af fødevarer for at tilfredsstille næringsbehovet.

Danmark blev i stigende grad involveret i denne europæiske kvæghandel, og opdræt af okser blev derfor en rentabel forretning for de danske bønder og godsejere. Dette blev muliggjort af, at landbruget var i stand til at skabe et produktionsmæssigt overskud efter den sorte døds befolkningsnedgang og tilgængeligheden af store græsningsarealer rundt om i landet.

Studehandelens organisering

Studehandelen i Danmark var i 1400-tallet organiseret på den måde, at bøndernes køer fødte kalve, hvor de kviekalve, man ikke ville beholde som malkekvæg, blev slagtet på gårdene, mens tyrekalvene blev kastreret og herefter opdrættet til de havde nået en alder af 4-5 år. De dyr, der efterfølgende blev solgt, var okser, der havde gået på græs sommeren over – de såkaldte græsøksne.

Hver september og oktober mødtes tyske opkøbere med jyske og fynske sælgere på de store studemarkeder i Ribe og Kolding, og studene blev derefter drevet til de nordtyske hansestæder i tide til efterårsslagtningerne. Fra omkring 1420 og frem til slutningen af 1400-tallet blev hovedparten af de danske okser eksporteret via efterårsdrivninger, hvor antallet steg fra 2000 styk til over 10.000 stykker kvæg årligt.

Studehandelen omlægges og vokser i omfang

Henimod slutningen af 1400-tallet steg efterspørgslen efter danske okser yderligere, da de store byer i Rhinlandet og Nederlandene også ville have del i den danske kvægeksport for at skaffe føde nok til deres voksende befolkninger. For at imødekomme dette behov, blev man nødt til at omlægge eksportmønstrene.

Antallet af forårsdrivninger, hvor okserne havde stået på stald og her var blevet opfedet vinteren over, steg støt fra 1480 og frem, mens efterårsdrivningerne svandt ind i løbet af 1500-tallets første årtier. Disse stude under opfedning blev kaldt for græsøksne, så længe de om sommeren gik på græs, og staldøksne, når de om vinteren var på stald.

Oksedrivningens forskellige ruter

Allerede i slutningen af 1400-tallet var drivning ad bestemte ruter fast udviklet. Christian 1.s handelsforordning fra 1475 nævner Ribe, Kolding og Assens som steder, hvortil kvæg blev drevet og handlet på store markeder. I de første årtier af 1500-tallet begyndte man også at eksportere okser fra Sjælland, Skåne og Lolland-Falster i større stil.

Stude fra Lolland og Falster blev udskibet fra Rødby og fragtet til Travemünde og herfra videre til markedet i Lübeck. Stude fra Skåne blev ligeledes fragtet med skib til det lybske marked. Stude fra Sjælland blev sejlet fra Korsør over Storebælt til Nyborg, hvorfra turen gik til Assens, hvor både de sjællandske og fynske stude blev sejlet til Årøsund øst for Haderslev, og herfra fortsatte drivningerne sydover. De jyske stude blev enten drevet via Holstebro og Varde til Ribe, eller via Viborg og Aarhus til Kolding.

Adelen og købmændene overtager eksporten

Mens bønderne i 1400-tallet selv tjente gode penge på at producere og eksportere stude, overgik eksporten med tiden til godsejere og købmænd, der fik eneretten til selve eksporten. Christian 2.s landlov fra 1521 indførte et forbud mod eksport af græsøksne, og i 1524 blev det udtrykkeligt fastslået, at kun adelen, bisperne og kongen måtte opfede stude på indkøbt foder.

Ved en kongelig forordning udstedt af Christian 3. i 1550 blev bønderne forpligtet til at opstalde stude, de såkaldte fodernød, men fra nu af var det kun adelsgodserne, der havde tilladelse til at fede okser op med henblik på salg og transport. Eksporten af ​​græsfodrede okser og saltet kød blev fra 1550 forbudt. Det staldopfedede produkt, der havde opnået en højere værdi, skulle være det eneste, der var tilgængeligt på markedet.

hovedgårdene samt på de kongelige ladegårde blev studene inden salget opfodret i stald vinteren over, hvorved de tog kraftigt på i vægt. Først efter at have gennemgået vinteropfedning blev dyrene klassificeret som staldopfedede okser og om foråret drevet ad kvægruterne ned gennem Jylland og hertugdømmerne.

Langt hovedparten af de danske stude blev sendt til det store kvægmarked ved Wedel nær Elben vest for Hamborg, som fandt sted hvert år fra 25. marts og varede i 3-4 uger. Herfra blev de i løbet af sommeren sendt videre til Rhinegnene eller Nederlandene. Når de nåede frem, blev de på ny sat på græs, og efter at have opnået deres største vægt, blev de slagtet og kødet solgt i byerne eller brugt som proviant for datidens omfattende skibsfart.

Omfanget af denne studehandel var enormt, og ved midten af 1500-tallet eksporterede Danmark årligt omkring 40.000 stude, der passerede toldstedet ved Gottorp nær Slesvig, hvortil kom et mindre antal udskibet fra Skåne, Sjælland eller fra den jyske vestkyst.

Studeeksportens krise og ophør

Studeeksporten fra Danmark toppede i perioden 1610-1620 og nåede en årlig volumen på 45.000 okser. Ødelæggende plyndringer og hærgninger, såvel under Kejserkrigen 1625-1629 som i forbindelse med Svenskekrigene 1643-1645 og 1658-1660, betød dog, at den danske okseeksport faldt voldsomt. Først i slutningen af 1600-tallet nåede man igen et niveau på 20.000 okser.

I løbet af 1700-tallet begyndte denne dog atter at falde, hvilket især skyldtes, at Nederlandene indførte en kraftig told på import af kvæg. Den danske studeeksport over land ophørte stort set efter år 1800 som følge af de gennemgribende forandringer, der prægede samfundet, politikken, landbruget og handlen i denne periode.

Stavnsbåndets ophævelse frem mod år 1800 spillede her en vigtig rolle, da godsejerne ikke længere kunne tvinge deres fæstebønder til at opstalde og opfodre okser vinteren over.

Læs mere i Lex

Læs mere i Danmarkshistoriens kilder

Videre læsning

  • Poul Enemark: Dansk oksehandel 1450-1550. Fra efterårsmarkeder til forårsdrivning. Aarhus Universitetsforlag, 2003.
  • Poul Enemark: Oksehandelens historie ca. 1300-1700, Aarhus Universitetsforlag, 1980.
  • Karl-Erik Frandsen: Okser på vandring. Produktion og eksport af stude fra Danmark i midten af 1600-tallet. Skippershoved, 1994.
  • Bjørn Poulsen m.fl.: Sønderjysk landbrugshistorie. Jernalder, vikingetid og middelalder. Historisk Samfund for Sønderjylland, Haderslev, 2003.
  • Richard Willerslev: Dansk studehandel fra 1560 til 1660, i: Historie/Jyske Samlinger, ny række 2, s. 153-181, 1952.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig