Harald Engberg
| Harald Engberg | |
|---|---|
| Født | 26. februar 1910  København, Danmark |
| Død | 7. april 1971 (61 år) Rigshospitalet, Danmark |
| Gravsted | Hellerup Kirkegård |
| Ægtefælle | Else Knipschildt (fra 1955) |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Statsgymnasiet Schneekloths Skole (til 1928), Københavns Universitet (til 1934) |
| Beskæftigelse | Teaterkritiker, balletkritiker, forfatter, litteraturkritiker, chefredaktør |
| Arbejdsgiver | Esbjerg Højskole (1937-1940), Gammel Hellerup Gymnasium, Lyngby Statsskole, Politiken (fra 1945) |
| Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Harald Engberg (født 26. februar 1910 i Sankt Stefans Sogn, København, død 7. april 1971 i København)[1] var en dansk journalist, kulturkritiker og chefredaktør på dagbladet Politiken.
Han markerede sig især som toneangivende teateranmelder i 1950'erne og 1960'erne og som en central stemme i dansk kulturjournalistik.[1]
Biografi
[redigér | rediger kildetekst]Engberg blev cand.mag. i dansk og tysk fra Københavns Universitet i 1934. Han arbejdede derefter som lærer ved blandt andet Esbjerg Højskole (1937–1940), Gammel Hellerup Gymnasium og Lyngby Statsskole. I 1946 forlod han undervisningen for at hellige sig journalistikken. Efter at have bidraget til den socialdemokratiske presse blev Engberg i 1945 fastansat på Politiken. Han begyndte som film- og teaterkritiker, blev senere tilknyttet kronikredaktionen og avancerede i 1963 til posten som bladets kulturelle chefredaktør. Fra Frederik Schybergs død i 1950 overtog han rollen som Politikens førende teateranmelder.[1]
Som kulturkritiker kombinerede Engberg journalistisk flair med skarp formuleringsevne og sans for den aktuelle pointe. Hans anmeldelsessamling Den unge vredes tid (1970), der rummer udvalgte artikler fra 1958–1968, blev betragtet som et tidsbillede af efterkrigstidens teater og kulturdebat.[1]
Svend Kragh-Jacobsen beskrev ham i sin nekrolog som en kritiker med ”opfindsomt pointeret form, der kunne forene skarpe observationer med fiks formulering”, og som en skribent, for hvem artiklen i sig selv kunne blive en forestilling. Engberg stillede krav om, at dansk teater skulle måle sig med de internationale scener, og han var ofte kritisk over for dramatikere, der i hans øjne manglede format – herunder Kjeld Abell og H.C. Branner.[1]
Han fandt inspiration i internationale strømninger og havde særlig interesse for Jean-Paul Sartre, Eugene O'Neill, Arthur Miller og Tennessee Williams. I 1950'erne var han blandt de første danske kritikere, der tog de britiske "unge vrede mænd" som John Osborne og Arnold Wesker alvorligt.[1]
Engberg mente, at klassiske teatertekster skulle fremføres, så de talte til samtidens publikum. Denne tanke prægede både hans bog Pantomimeteatret (1959) og hans studier af Bertolt Brecht. I bogen Brecht på Fyn (1966, revideret 1968) kortlagde han Brechts danske eksilår, dog med en tolkning, der lagde vægt på dramatikerens tidløse kvaliteter snarere end hans politiske teori. Hans biografi Nordahl Grieg (1946) viste til gengæld en mere direkte forståelse af forfatterens politiske engagement.[1]
Trods længere sygdomsperioder fortsatte Engberg sit arbejde som chefredaktør på Politiken indtil sin død. Hans rejsereportager og artikelsamlingen Indeni Amerika (1966) videreførte temaer fra den tidligere bog Scenen er USA (1950) og viste hans evne til at kombinere reportage og kulturkommentar.[1]
Udgivelser
[redigér | rediger kildetekst]- Nordahl Grieg, 1946
- Scenen er USA, 1950
- Teatret 1945–52, 1952
- Pantomimeteatret, 1959
- Brecht på Fyn, 1966 (revideret 1968)
- Indeni Amerika, 1966
- Den unge vredes tid, 1970
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 5 6 7 8 Lundgren, Henrik (17. juli 2011). "Harald Engberg". Dansk Biografisk Leksikon. Hentet 15. oktober 2025.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Harald Engberg på Internet Movie Database (engelsk)
- Harald Engberg på Filmdatabasen
- Harald Engberg på danskfilmogtv.dk
