Tom Stoppard

Allerede i Rosenkrans og Gyldenstjerne er døde var Stoppards særkende som dramatiker tydeligt. Med afsæt i to bifigurer fra William Shakespeares Hamlet, der kommer tragisk af dage på Hamlets bud, udforskede Stoppard den eksistentialistiske identitetsøgen. Stykkets rappe komiske dialog er beslægtet med absurde teater og bringer særligt mindelser om Samuel Becketts Vi venter på Godot (1953) og Luigi Pirandellos Seks personer søger en forfatter (1921). Tragikomedien er en kinesisk æske af metafiktionelle lag og intertekstuelle referencespil, som blandt andet inkluderer replikker fra Shakespeares Hamlet. En markant karakter er således også den unavngivne “Player”, den ledende skuespiller fra truppen, der i Hamlet opfører Musefælden, “the play within the play”,

Metafiktionen og legen med flere fiktive niveauer var tilbagevendende temaer hos Stoppard. I The Real Thing (1982) viser den indledende scene sig at være fra et teaterstykke, hvorefter den egentlige handling starter. I Night and Day (1978) blandes fantasi og virkelighed i udforskningen af kolonialisme og journalistik. I Travesties (1975) optræder historiske figurer som Vladimir Lenin, James Joyce og Tristan Tzara i selskab med karakterer fra fiktive værker, fx to karakterer fra Oscar Wildes The Importance of Being Earnest (1895, dansk udgave Bunbury).

Stoppards dramatik er også kendetegnet ved en kredsen om filosofi og videnskab. Mest eksplicit ses det nok i Arcadia (1993), der rummer to parallelle handlingsspor. Sporene udfolder sig i hhv. begyndelsen af 1800-tallet og nutiden og favner emner som kaosteori, termodynamik og matematik samt tid, historie, klassicisme og romantik.

Den idehistoriske og videnskabelige interesse kom også til udtryk i eksempelvis The Hard Problem (2015), som undersøger spørgsmålet om, hvad der udgør menneskets bevidsthed ud fra psykologiske og neurovidenskabelige perspektiver, og i den ni timer lange trilogi The Coast of Utopia (2002), der udspiller sig i miljøet omkring russiske intellektuelle tænkere og forfattere som Mikhail Bakunin og Ivan Turgenev i perioden 1833-1866.

Stoppards historisk-politiske engagement var fremtrædende i eksempelvis Rock 'n' Roll (2006), som foregår i perioden mellem det såkaldte Pragforår i 1968 og Fløjlsrevolutionen i 1989, og omhandler rockmusikkens betydning i det politiske opgør.

I Stoppards sidste skuespil Leopoldstadt (2020) greb han tilbage til sin egen jødiske familiebaggrund i et historisk familiedrama, der udspiller sig i Wien i årene 1899-1955. Her vendte han igen tilbage til spørgsmålet om menneskets eksistens og identitet.

I tillæg til egne værker oversatte og bearbejdede Stoppard adskillige værker af blandt andre Arthur Schnitzler, Václav Havel, Anton Tjekhov og Luigi Pirandello.

Flere af hans dramatiske værker modtog priser som BAFTA, Tony og Olivier Awards.

I 1998 skrev Tom Stoppard sammen med Marc Norman (f. 1941) manuskriptet til filmen Shakespeare in Love, der modtog i alt syv Oscars, herunder en Oscar for bedste manuskript og for bedste film. I Shakespeare in Love vendte Stoppard tilbage til Shakespeare som inspirationskilde i en fiktiv historie om tilblivelsen af den tragiske kærlighedshistorie i Romeo og Julie, som i filmen igen inspirerer Shakespeare til at skrive komedien Helligtrekongersaften.

I 1990 skrev og instruerede Stoppard en filmversion af Rosencrantz and Guildenstern Are Dead, for hvilken han vandt Den gyldne Løve ved filmfestivalen i Venedig. I hovedrollerne medvirkede Gary Oldman som Rosencrantz, Tim Roth som Guildenstern og Richard Dreyfuss som the Player.

Stoppard var med sit talent for sprælske dialoger desuden bidragyder på manuskripter som Indiana Jones and the Last Crusade (instrueret af Steven Spielberg, 1989) og Sleepy Hollow (instrueret af Tim Burton, 1999).

Blandt Stoppards værker for radio kan nævnes Darkside (2013), skrevet i anledning af 40-årsjubilæet for udgivelsen af rockgruppen Pink Floyds album The Dark Side of the Moon.