Vitiligo er en hudsygdom med velafgrænsede pletter med pigmenttab i huden eller på slimhinder. Mellem én og to procent af befolkningen har denne sygdom, og af disse har cirka en tredjedel et eller flere familiemedlemmer med vitiligo.
Årsager til vitiligo
Årsagen til vitiligo er ikke klarlagt. Pigmenttabet opstår, fordi pigmentcellerne (melanocytterne) i huden forsvinder. Mest sandsynligt skyldes tilstanden, at kroppens egne immunceller angriber og ødelægger pigmentcellerne. Det vil sige, at immunsystemet angriber kroppens egne celler. Det kaldes en autoimmun reaktion.
Symptomer på vitiligo og udvikling
Vitiligo kan starte fra spædbarnsalder til alderdom, men debuterer normalt i 10–30-årsalderen. Pletterne er skarpt afgrænsede og uden irritation eller skældannelse. Der kan være punktvis restpigment i pletterne, som et udtryk for tilbageværende, fungerende melanocytter nederst i hårsækkene.
Pletterne breder sig normalt symmetrisk, det vil sige, at de er ens på de to kropshalvdele. Fremtrædende hudområder er særligt udsatte, for eksempel fingerknogler, stræksider af albuer og knæ og ansigt, samt områder omkring kropsåbningerne. Armhulerne og lysken bliver også ofte ramt. Hudområder, der udsættes for rifter og skader, og i nogle tilfælde tryk, for eksempel efter seler, synes lettere at udvikle vitiligo. Dette skyldes det såkaldte koebnerfænomen. Der findes en variant af vitiligo, som holder sig til et begrænset område og kun på den ene side af kroppen; varianten hedder segmental vitiligo.
Ud over pigmenttabet er der ingen andre synlige symptomer eller kløe. Ved solbadning bliver pletterne let solbrændte, og de bliver desuden tydeligere ved, at den omkringliggende hud bliver brun.
Vitiligo har ofte en trinvis udvikling med perioder, hvor pletterne i løbet af uger til måneder øges i antal og størrelse, for derefter at holde sig uændret i lang tid, ikke sjældent gennem flere år. Undtagelsesvis kommer pigmentet tilbage.
Diagnose
Det er i de fleste tilfælde let at stille diagnosen på grundlag af, hvordan hudforandringerne ser ud. Man kan af og til forveksle vitiligo med blege pletter, der forbigående kan opstå i huden efter eksem, og den nokså almindelige tilstand pityriasis versicolor, som skyldes en svampeinfektion i huden.
Behandling af vitiligo
Behandlingen ved vitiligo er ikke effektiv. Mange metoder er forsøgt, men resultaterne er ikke tilfredsstillende.
Lysbehandling
Lysbehandling, specielt med smalspektret UVB, såkaldt TL01, kan give noget tilbagegang af pletterne, mere hos personer med mørk hudtype end lys hudtype. En del af dem, der opnår pigmentering af pletterne ved denne behandling, oplever, at pigmentet forsvinder igen efter afsluttet behandling.
Lokalbehandling
Tacrolimus er en calcineurinhæmmer, der modvirker immunreaktionen i huden. Behandling med tacrolimussalve kan have en vis effekt, men det tager lang tid, før effekten eventuelt kommer, ofte flere måneder. Det er vigtigt at behandle ikke kun afblegede hudområder, men også tilstødende, normalt udseende hud. Kortisoncremer kan også have effekt, men er lidt nyttige, fordi behandlingen tager så lang tid, at der vil være fare for bivirkninger. Den vigtigste bivirkning er tynd hud. De fleste personer med vitiligo oplever lille eller ingen effekt af lokalbehandling med calcineurinhæmmere og kortisoncremer. I 2022 blev ruxolitinib godkendt i USA til lokalbehandling af vitiligo. Ruxolitinib er en JAK-hæmmer. Det er en type lægemiddel, der hæmmer enzymet januskinase i cellerne, og som dæmper betændelse i huden og har klart dokumenteret effekt på vitiligo, særligt i ansigtet. Behandlingen vil efterhånden også blive tilgængelig i Europa.
Autotransplantation
Autotransplantation er en behandling, der består i at skære små hudstykker ud fra patientens normalt pigmenterede hud, dyrke pigmentcellerne fra disse hudstykker og derefter transplantere dem ved hjælp af små snit ind i de pigmentløse pletter. Dette er en meget kostbar og omstændelig behandling og bruges derfor lidt.
Solcreme
Personer med vitiligo bør bruge solbeskyttelse, når de er udsat for sollys, både for at beskytte de pigmentløse pletter mod solskader, og for at undgå, at den normale hud bliver brun, hvilket gør de hvide pletter tydeligere. Det er bedst at bruge solcreme med høj solfaktor og god beskyttelse mod UV-A.
Selvbrunende cremer
Selvbrunende cremer kan bruges. De påvirker ikke pigmentdannelsen, men forårsager en kemisk reaktion i overhudens hornlag, som gør, at det får en brunere farve.
Prognose
Det mest almindelige er en gradvis progression gennem livet. Spontan eller solinduceret repigmentering er ikke usædvanlig, men det er meget sjældent, at tilstanden går helt tilbage.
