close

Artiklen

Alle ændringer

Project 2025

Vers. 1
Denne version blev publiceret af Anne Mørk 18. august 2025. Artiklen ændrede 2306 tegn.

Projekt 2025 er en politisk plan fra den konservative tænketank The Heritage Foundation udgivet i 2023. Rapporten fremlægger en plan for at sikre højreorienteret kontrol af det amerikanske politiske system og statsapparat.

Den mere end 900-sider lange rapport med titlen "Mandate for Leadership: The Conservative Promise" blev offentliggjort i 2023, som playbook til en kommende republikansk præsident, for hvordan magten skulle sikres i konservative hænder. Blandt bidragsyderne var adskillige tidligere ansatte i den første Trump-regering (2017-2021) samt andre republikanske tænkere og politikere. Blandt rapportens forslag var
  • Centralisering af magten i præsidentposten på bekostning af de øvrige dele af det politiske system
  • Afskaffelse af det merit-baserede bureaukrati, der skal erstattes af politisk udnævnte loyalister
  • Nedlæggelse eller markante nedskæringer af ministerier og agenturer, bl.a. undervisningsministeriet, sundhedsministeriet og diverse miljøagenturer
  • Ophævelse af beskyttelse fra diskrimination på baggrund af køn, race, kønsidentitet, osv.
  • Strammere regler for immigration og deportationer af udokumenterede indvandrere
  • Styrkelse af kristne værdier

Rapporten har været stærkt kritiseret af både Det Demokratiske Parti, dele af Det Republikanske Parti samt mange interessegrupper for at true amerikansk demokrati, borgerrettigheder og tredelingen af magten.

I forbindelse med sin kampagne til præsidentvalget i 2024 , blev Donald Trump ofte sat i forbindelse med rapporten, især eftersom mange af rapportens forfattere enten havde arbejdet for Trump tidligere eller arbejdede for hans 2024-kampagne. Mange moderates vælgeres frygt for rapportens indhold fik Trump til at melde ud, at han intet havde at gøre med den eller ville benytte den. Efter Trumps indsættelse udnævnte han nogle af rapportens forfattere til højtstående stillinger i sin administration og gennemførte flere forslag fra rapporten. Adskillige amerikanske medier og interesseorganisationer har "Project 2025 trackers" hvor de løbende sammenligner Trumps politik i den anden præsidentperiode med forslag fra rapporten.