Petersbrevene

Efter angivelse af afsender og adressat (1,1-2) følger en lovprisning for frelsen (1,3-12) og en række formaninger om at leve i overensstemmelse med det kristne håb, om ikke at vække unødigt anstød i det omgivende samfund og om at underordne sig myndighederne (1,13-2,17). Dernæst står en såkaldt hustavle med formaninger til forskellige grupper: tjenestefolk, hustruer og ægtemænd (2,18-3,7) samt mere almene formaninger (3,8-12).

Et større afsnit med yderligere formaninger (3,13-4,19) giver indblik i, at forfatteren forudsætter forfølgelser af de troende. Her findes ansatspunkterne til en lære om Jesu nedfart til dødsriget (3,19 og 4,6). Det følges af formaninger til de ældste (se presbyter), de unge samt til alle (5,1-9), hvorefter brevet rundes af med et ønske om Guds bistand og en slutningshilsen (5,10-14).

Solidt forankret i urkristen tradition er dette brev forkyndende og navnlig formanende. Med tanke på adressaternes himmelske tilhørsforhold tiltales de som udlændinge hér (1,17; 2,11) og som udvalgte, der bor som fremmede blandt andre folk (1,1). De må derfor en tid være forberedt på forfølgelser og lidelser, ligesom Kristus har måttet udstå lidelser, og de skal tilmed glæde sig over at lide for Kristi skyld (3,14-18; 4,12-19). I den situation formanes og opmuntres de til indbyrdes kærlighed og omsorg og til at leve på en sådan måde, at de bliver et vidnesbyrd for dem, de lever iblandt (2,11-12). Omtalen af forfølgelse er ofte antaget af afspejle forhold på kejser Domitians tid (81-96).

Efter en indledende hilsen (1,1-2) og en optakt om at føje gudsfrygt og erkendelse til troen (1,3-11), minder "apostlen", stående over for sit opbrud fra denne verden, en sidste gang om betydningen af profeternes vidnesbyrd (1,12-21); herunder henviser forfatteren til sin oplevelse som angiveligt vidne til Guds tilsagn til Jesus ved den såkaldte forklarelse på bjerget (1,17-18; jf. Markusevangeliet 9,2-9; Matthæusevangeliet 17,1-13; Lukasevangeliet 9,28-36). Efter et heftigt opgør med falske profeter og (vrang)lærere (2,1-22), udtrykker forfatteren sin forvisning om, at Jesus virkelig vil komme igen (3,1-13), hvorefter brevet afrundes med en formaning og en afsluttende lovprisning (3,14-18).

2. Petersbrev antages i almindelighed i sit opgør med falske profeter og vranglærere i kapitel 2 at bygge på Judasbrevet 3-16. Kapitel 3 vil ikke mindst være en opmuntring til at fastholde håbet om Jesu genkomst, hvis udeblivelse åbenbart har fremkaldt tvivl hos de troende og spot fra omgivelserne. Med en skjult henvisning til Salme 90,4 i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente argumenteres der således med, at for Gud er én dag som tusinde år (3,8), og hans langmodighed skyldes vilje til at udstrække muligheden er til frelse (3,9.15).

Brevet indeholder i 1,21 det ene af de to steder i Det Nye Testamente – det andet er 2. Timotheusbrev 3,16 – der taler om Skriftens guddommelig inspiration:

"Ingen profeti har nogensinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud."

Og så optræder i dette brev også et tidligt vidnesbyrd om, at Paulus' breve, der altså forudsættes at udgøre en samling, kunne opleves som et problem. Som det hedder i forbindelse med talen om Guds langmodighed (3,15-16):

"Det har også vor kære broder Paulus skrevet om med den visdom, som han har fået, sådan som han jo skriver i alle sine breve, for så vidt han kommer ind på dette emne. I hans breve er der nogle ting, som er vanskelige at forstå, og som ukynidge og ubefæstede sjæle fordrejer – men det gør de jo også med de øvrige skrifter – til deres eget fordærv".

I det hele taget viser den situation og de modstandere, som dette brev afspejler, at vi er langt henne i menighedens historie.