musikinstrumenter

Musikinstrumenter har gennem tiderne haft forskellige funktioner og har udfyldt særlige behov i ethvert samfund. De kan tjene som meddelelsesredskaber, give signaler over lange afstande, de kan spille en rolle ved ritualer i religiøse eller verdslige sammenhænge, og de er uundværlige, når mennesket vil udtrykke sig i festligt lag eller i sørgelige anledninger. De benyttes til intim musiceren mellem få eller til storstilet samklang mellem mange. De bruges både til organiseret eller improviseret sammenspil og til enlig meditation. Musikinstrumenter er således et fast element i menneskets tilværelse fra vugge til grav i alle kulturer.

Musikinstrumenter har deres egen systematik, og der er tiderne igennem gjort mange forsøg rundt om i verden på at bringe orden i mangfoldigheden; hertil er anvendt en række forskellige principper.

I Kina inddelte man ifølge gammel tradition musikinstrumenterne i otte grupper ordnet efter materiale. Her skelnedes der mellem instrumenter af skind, sten, metal, ler, silke, træ, bambus og kalabas. Hos hinduerne delte man dem fra ca. 50 f.v.t. op i fire grupper: strengeinstrumenter, udhulede instrumenter (dvs. blæseinstrumenter), slaginstrumenter (af træ eller metal) og trommer.

De græske og romerske skrifter omtaler en inddeling i blæseinstrumenter, strengeinstrumenter og slaginstrumenter, og denne opdeling, som hebræerne tilsluttede sig, var den almindelige i Europa middelalderen igennem. I samme periode deltes instrumenterne yderligere i grupper afhængigt af deres klangstyrke; nogle tilhørte således haut-gruppen (højtlydende), andre bas-gruppen (svagtklingende). Instrumenter inden for disse grupper spillede ikke sammen i daglig praksis; en trompet blev fx ikke almindeligvis anvendt sammen med en lut, en sækkepibe ikke sammen med en blokfløjte.

Den første egentlig lærerige bog om musikinstrumenter udkom i Basel i 1511, Sebastian Virdungs Musica getutscht, som var illustreret med træsnit og beskrivelser af de dengang benyttede typer. Interessant nok omtales trommerne ikke. De blev først klassificeret som musikinstrumenter i 1600-tallet. I 1529 blev Martin Agricolas Musica instrumentalis deudsch udgivet i Wittenberg, en bog, der blev genudgivet flere gange og kom i udvidet form for femte og sidste gang i 1545. Agricola overtog mange af Virdungs illustrationer og gengav dem i endnu mere primitiv udformning, men han føjede dog et par nye instrumenttyper til. Illustrationerne i disse teoretiske værker er ikke på højde med kunstneren Hieronymus Boschs makabre malerier fra omkring 1500, hvori musikinstrumenter direkte fungerer som torturredskaber. Detaljerne overgår her i akkuratesse og virkelighedsgengivelse langt de primitive træsnits.

I 1618 udkom datidens grundigste værk om musikinstrumenter, Syntagma Musicum II, de Organographia af Michael Praetorius, suppleret i 1620 med en billeddel, Theatrum instrumentorum. Dette encyklopædiske værk indeholder flere instrumentgengivelser i kobberstik og grundigere omtaler end forgængerne, og det er traditionelt gennem tiden blevet benyttet som indgang til oplysninger om det sene 1500-tallets instrumenter.

Det var dog først i perioden 1880-1922, at et klassifikationsprincip på videnskabelig basis blev udarbejdet af belgieren V.C. Mahillon (1841-1924). Med instrumentsamlingen i Bruxelles som udgangspunkt opstillede han fire klasser efter akustiske principper, hvorved han rent faktisk genindførte hinduernes inddeling. Dennes systematik omfatter autofoner, dvs. instrumenter af ethvert materiale, som i sig selv er så elastisk, at der ved vibrationer frembringes en lyd. Man kan populært kalde dem for "selvklingere"; aerofoner, dvs. blæseinstrumenter, i hvilke en luftsøjle i instrumentet sættes i svingninger og frembringer den primære lyd; kordofoner er instrumenter med strenge, og membranofoner instrumenter med et skind, der skal udspændes, før det giver lyd fra sig.

Den moderne internationale videnskabelige instrumentsystematik, der viderefører disse principper, blev publiceret første gang i 1914 af Erich von Hornbostel (1877-1935) og Curt Sachs. Den hviler også hovedsagelig på akustiske principper og følger Mahillons fire grupper, blot er benævnelsen autofoner ændret til idiofoner. Alle grupperne omfatter et meget avanceret system af undergrupper, inden for hvilket hvert instrument indtager sin rette plads. Et vigtigt princip i en systematik er netop, at man efter de bestemmende overordnede principper kun kan placere en genstand ét sted i systemet. I det videnskabelige system er der en plads til alle kendte typer, herunder antikke og ikke-europæiske musikinstrumenter.

Som alle systemer er også Hornbostel og Sachs' forslag forsøgt forbedret; fx var det nødvendigt at placere de elektriske musikinstrumenter i deres egen gruppe, elektrofoner. Men trods forbedringsforsøg har hovedsystemet vist sig så holdbart og praktisk i brug, at der ikke grundlæggende er rokket ved det.

I 1940 udkom Curt Sachs' klassiske værk om musikinstrumenternes historie. Heri gennemgås verdens forskellige instrumentopfindelser kronologisk fra de ældste, primitive og præhistoriske tider over instrumenter hos sumerere, babyloniere, egyptere, hebræere, grækere, romere, etruskere, indere, kinesere og indianere til middelalderens ikke-europæiske og europæiske instrumenter. Sidste del beskæftiger sig udelukkende med europæiske forhold fra 1400-tallet til ind i 1900-tallet.

Middelalderens instrumenter i Europa overtog kun ganske lidt fra antikken; lyren synes at have været den eneste overleverede. I øvrigt stammede de fleste enten fra de asiatiske lande med Byzans som mellemled eller fra de islamiske områder i Nordafrika. Det gælder fx lutten, og de mange rørbladsinstrumenter kan også henføre deres aner til den arabisk-lilleasiatiske kulturkreds. Strygeinstrumenternes bue stammede ligeledes herfra. I Europa videreudvikledes instrumenterne, og nogle skiftede fuldstændig karakter, fx psalteriet, som i 1300-tallet fik påsat et klaviatur og dermed blev ændret til clavichordet, forløberen for det moderne klaver.

Bortset fra rene signalgivere blev de øvrige instrumenter i den tidlige middelalder efter alt at dømme hovedsagelig benyttet til ledsagelse af sang, men i 1400-tallet begyndte de at fungere mere uafhængigt, og den rene instrumentalmusik vandt frem. Meget af den sene middelaldermusik har kunnet udføres enten vokalt eller instrumentalt eller som en kombination af begge. I modsætning til senere tider var musikken ikke skrevet for bestemte ensembler, idet musikerne betjente sig af det udvalg, der stod til rådighed.

I 1400- og 1500-tallet fandtes der mange forskellige typer af musikinstrumenter, og det var karakteristisk, at de blev bygget i familier, dvs. at samme instrument blev fremstillet i flere størrelser, svarende til stemmerne i et kor, fx sopran-, alt-, tenor- og basblokfløjter. Sammenspillet foregik med instrumenter inden for samme familie eller ved blanding af instrumenter efter den middelalderlige haut- og bas-praksis. Før 1600-tallet var blæseinstrumenterne absolut dominerende med hensyn til antallet af typer, men i løbet af samme århundrede gik flere af dem af brug, andre kom til, og enkelte fik endda nye roller. Eksempelvis forsvandt krumhornet helt, pommer og skalmeje blev erstattet af obo, og tværfløjten fik efter en tilværelse i militæret en plads i kunstmusikken. Strengeinstrumenterne fik efterhånden en mere fremtrædende plads og blev konstruktionsmæssigt forfinede. Lutten havde sin store tid i dette århundrede, og strygeinstrumenterne blomstrede med hele to familier, viola da gamba og violin. Samtidig med denne udvikling, hvor de spilletekniske muligheder blev forøget, blev musikken skrevet direkte for bestemte instrumenter (idiomatisk skrivemåde).

I 1700-tallet indskrænkedes antallet af strengeinstrumenter. Lutten gik af brug, og violinfamilien fortrængte gamberne. Blandt blæserne dominerede tværfløjte og obo som soloinstrumenter. Fagotten kom til i begyndelsen af 1700-tallet, og klarinetten blev udviklet i sidste del af århundredet. De nævnte instrumenter dannede i forening med visse messingblæsere og slagtøj kernen i det klassiske symfoniorkester.

Visse musikinstrumenter blev også i stigende grad udbredt blandt amatører, både privat, i klubber og i selskaber. Yndede var harpe, violin og tværfløjte, men også datidens populære tasteinstrument, clavichordet, fik stor udbredelse. Cembaloet synes derimod at være forbeholdt en mere snæver, professionel kreds.

1800-tallet er kendetegnet af mange og store forandringer. Det klassiske symfoniorkester blev afløst af det romantiske, som fik en stærkt udvidet instrumentbestand med flere nye typer, bl.a. under påvirkning fra militær- og operaorkesteret. Harpen forsvandt som amatørinstrument og blev sammen med tværfløjten udkonkurreret af guitaren, der blev genstand for voksende interesse i begyndelsen af århundredet. Men det instrument, der mere end noget andet vandt i popularitet, var klaveret. Det hang til dels sammen med en gradvis ændring af musiklivet, der betød, at musiceren i hjemmene blev mere og mere almindelig. Især sang til klaverledsagelse blev meget populær. Disse nye musikvaner dannede sammen med de produktionsmæssige fordele, som den industrielle arbejdsproces medførte, og som prismæssigt gjorde anskaffelse af et klaver muligt for flere, baggrunden for denne udvikling.

1800-tallet var tillige en periode, i hvilken instrumenterne gennemgik mange og væsentlige konstruktionsmæssige forandringer. Det var opfindelsernes århundrede. Både træ- og messingblæsere var genstand for utallige forsøg med ændringer af klapper og ventiler til følge, og saxofonen kom til som nyt instrument. Strygerne gennemgik derimod kun ganske få forandringer. Violinen fik forlænget halsen, og buens form blev ændret. Men det var klaveret, der gennem hele 1800-tallet både i USA og i alle europæiske lande var genstand for den største udvikling. Her skete de fleste eksperimenter, og der blev udtaget mange patenter. Ved slutningen af århundredet fik det den udformning, der med kun få og for tilhøreren ubetydelige ændringer kendes og bruges den dag i dag.

1900-tallet kan nok opvise enkelte konstruktionsmæssige forandringer af de almindelige europæiske instrumenter som fx en nyudformning af tværfløjten, men det egentlig nyskabende ligger i tilkomsten af helt nye typer; det gælder de elektrisk forstærkede og senest de elektroniske instrumenter. Det bliver utvivlsomt med den syntetiske lyd, at fremtidens nye musik vil skabe helt anderledes klange, end man på tærsklen til 2000-tallet kan forestille sig.

Udviklingen i 1900-tallet har på den anden side vist, at de traditionelle instrumenter ikke kan undværes; der opføres konstant "klassisk" musik, og den store historiske interesse for ældre musik kræver i stigende grad, at den udføres på instrumenter, der svarer til den tid, kompositionerne stammer fra.

• historiske musikinstrumenter
• musikinstrumentbygning