close
Spring til indhold

Mors dag

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Mors dag (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Mors dag)

Mors dag er en hyldestdag for mødre, som i Danmark fejres anden søndag i maj. Dagen blev oprindeligt lanceret i 1872 i USA af forfatteren og kvindevalgretsforkæmperen Julia Ward Howe (1819–1910), der også havde et fredspolitisk sigte. Den fik senere sin mere varige form gennem Anna Jarvis (1864–1948), som først arbejdede for at hædre sin egen mor, Anna Marie Reeves Jarvis, der blandt andet havde virket for bedre sanitære forhold og lavere børnedødelighed, men siden for at dagen skulle blive en almindelig hyldest til mødres arbejde.

I 1914 vedtog den amerikanske kongres at gøre dagen til officiel helligdag i USA. Den blev først knyttet til 11. maj, men siden fastlagt til anden søndag i maj, sådan som Anna Jarvis havde ønsket det. Dagens hensigt var ikke mindst socialpolitisk: børn blev opfordret til at købe særlige blomster til deres mødre, og overskuddet fra salget gik til støtte for dårligt stillede mødre. Fra USA bredte traditionen sig hurtigt til mange andre lande, herunder Danmark, hvor den blev indført i 1929. Det oprindelige sociale og idealistiske sigte blev dog efterhånden i vid udstrækning overskygget af dagens kommercielle karakter.[1]

Før Julia Ward Howe opfandt mors dag i USA fandtes der en gammel tradition i Storbritannien med en lidt anden udgave af mors dag. Siden 1600-tallet har børn og unge hver fjerde søndag i fasten traditionelt fået fri fra tjenestestedet for at besøge deres mother church (en), hvilket normalt var en større kirke eller katedral i området. Dagen blev kaldt Mothering Sunday (en) og var ofte den eneste dag om året hele familier kunne være sammen. I Nordengland og Skotland blev dagen kaldt Carling Sunday, da en speciel slags pandekager (carlings) normalt blev serveret. Andre traditionelle lækkerier blev serveret andre steder i landet på dagen – f.eks. en plumkage med rosiner og frugt eller sød og krydret hvedegrød kogt på sødmælk.

Mothering Sunday var dog ved langsomt at dø ud, da dagen blev genoplivet med inspiration fra den nye amerikanske tradition. Dagens afholdes stadig den fjerde søndag i fasten, men kaldes nu Mothers Day og er nu dedikeret mødre ligesom den amerikanske variant.

Anna Jarvis forsøgte at introducere den hvide nellike som symbol på mors dag. Nelliken skulle symbolisere mødrenes dyder: renhed, trofasthed, ærbarhed, barmhjertighed, kærlighed og skønhed. Ideen blev videreudviklet, så folk med levende mødre bar røde nelliker, mens folk, hvis mødre var døde bar hvide nelliker. Traditionen var ikke tiltænkt at være kommerciel, men da nelliken blev symbol på mors dag fik blomsterhandlende en fremtrædende rolle i traditionen omkring mors dag.

Mors dag i Danmark

[redigér | rediger kildetekst]

Mors dag kom til Danmark i 1910, da baptistmenigheden i Rønne inviterede til fejring af "Moders Dag".[2] 400 mennesker deltog i fejringen i Rønne.

I 1929 krydrede rigsdagsbetjent Christian Svenningsen (1896 – 1979) traditionen med sin egen ide til arrangementer indenfor foreningen De Allieredes Danske Vaabenfæller til pengeindsamling til fordel for krigsenker og mødre, der havde mistet en søn.[kilde mangler] Han havde kæmpet som soldat i USA's hær under 1. verdenskrig og hørte da om den nye tradition fra soldaterkameraterne. Senere gik pengene til Mødrehjælpen.

Ud over blomsterhandlernes udbud af mors dag-buketter og kort, produceres der i Danmark også hos porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl siden 1969 mors dag-platter[3] beregnet til samlere.

Datoer for mors dag i andre lande

[redigér | rediger kildetekst]
Dato Land
2. søndag i februar Norge
30. dag i måneden Schewat (normalt i februar) Israel
4. fastesøndag Storbritannien, Irland
8. marts Albanien, Bulgarien, Rumænien, Moldova
21. marts Palæstina, Syrien, Jordan
1. forårsdag Libanon
1. søndag i maj Ungarn, Portugal, Sydafrika, Spanien, Litauen
10. maj Størstedelen af Sydamerika og Mexico, Bahrain, Hong Kong, Indien, Malaysia, Oman, Pakistan, Qatar, Saudi-Arabien, Singapore, Forenede Arabiske Emirater
2. søndag i maj Australien, Belgien, Brasilien, Canada, Colombia, Danmark, Finland, Estland, Grønland, Island, Italien, Japan, Nederlandene(Holland), New Zealand, Østrig, Schweiz, Taiwan, Tjekkiet, Tyskland, Tyrkiet, USA, Luxembourg, Filippinerne
26. maj Polen
Sidste søndag i maj Frankrig, Sverige
12. august Thailand (Dronning Sirikits fødselsdag)
15. august Antwerpen (Belgien), Costa Rica
2. søndag i oktober Argentina
14. oktober Rusland, Hviderusland
  1. Sørensen, Nils Arne (2016). "Mors dag". I Jensen, Grethe (red.). Gads Historieleksikon (5. udgave). Gads Forlag. s. 425. ISBN 9788712054399. OCLC 957388478.
  2. Bent Hylleberg, m.fl., Et kirkesamfund bliver til (1989), s. 182
  3. Cockerspaniel med hvalpe 1969, Bing & Grøndahl Mors dag platte | År 1969 | Nr. bm1969 | Alt. 1902669 | DPH Trading

Kilder/Henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Wikimedia Commons har medier relateret til: