Juliane Marie, 4.9.1729-10.10.1796, dansk dronning, datter af hertug Ferdinand Albert 2. (1680-1735) af Braunschweig-Wolfenbüttel, gift i 1752 med Frederik 5.; mor til arveprins Frederik.
Juliane Marie var Frederik 5.s anden hustru og kom på grund af sit tillukkede væsen til at stå i skyggen af den populære dronning Louise, som var død i 1751.
Efter Frederik 5.s død 1766 fik hun dog en central rolle som deltager i sammensværgelsen mod Johann Friedrich Struensee, uden at man på nogen måde kan betragte hende som initiativtager. Kontaktperson mellem Juliane Marie og de sammensvorne var arveprinsens kabinetssekretær, Ove Høegh-Guldberg, og det var hende, der ved kuppet 17.1.1772 sikrede sig den sindssyge Christian 7.s underskrift. Herefter oprettedes et Gehejmestatsråd, hvor arveprins Frederik fik forsædet.
Magten gled dog i stigende grad over til hoffet, som via det såkaldte kabinetsstyre kunne regere uden om Gehejmestatsrådet, og de egentlige magthavere blev Juliane Marie og Høegh-Guldberg. Deres styre arbejdede for styrkelse af danskheden, fx ved indførelse af Indfødsretten 1776, og fik en ikke ringe opbakning fra byborgerskabet. Efter kronprins Frederiks (Frederik 6.s) kup i 1784 var Juliane Maries politiske rolle udspillet.