Fukushima-kernekraftværkerne, kernekraftværkerne Fukushima 1 (Fukushima Dai-ichi) og Fukushima 2 (Fukushima Daini), der ligger i præfekturet Fukushima på øen Honshu i Japan. Værkerne blev taget i brug i hhv. 1971 og 1982 og ligger ca. 11 km fra hinanden.
Kraftværkerne lukkede begge ned i forbindelse med de kraftige jordskælv den 11.3.2011. Ved Fukushima 2 blev kølevandspumperne til tre af reaktorerne beskadiget. Alvorligst var det imidlertid ved Fukushima 1, hvor køleanlæggene ophørte med at fungere, og man måtte pumpe havvand ind for at nedkøle reaktorerne. Bygningerne, der huser tre af reaktorerne, blev ødelagt ved tre eksplosioner af brint, der var akkumuleret i bygningerne. Radioaktive udslip fandt sted, til at begynde med ikke alvorlige, men udslippene forværredes efter den tredje eksplosion. Der var frygt for reaktornedsmeltning, og omkring 200.000 mennesker i det omliggende område blev evakueret.