Cubas litteratur

Havanas universitet var blevet grundlagt i 1728, men først med Félix Varela (1788-1853) og hans elever fik det en rolle i Cubas egen litteratur og kultur. Selv karakteriserede han sin lærestol som viet til friheden og menneskerettighederne.

1800-tallets mange akademier og litterære tidsskrifter havde uafhængighed af Spanien og kulturel identitet som fælles mål. I årene op til Den Spansk-amerikanske Krig kæmpede José Martí i et stort antal skrifter for uafhængigheden, ikke blot af Spanien, men også af "monstret mod nord", USA.

Cuba havde i 1800-tallet sine costumbristas, skildrere af dagliglivet, såsom Victoriano Betancourt (1813-1877) og Cirilo Villaverde (1812-1894). Uafhængighedstrangen førte tidligt sidstnævnte ind i den romantiske bevægelse, bl.a. med romanen Cecilia Valdés (1839, fuldendt i eksil i 1882).

Tidens mest berømmede digter og forfatter Gertrudis Gómez de Avellaneda (1814-1873) satte med romanen Sab (1841) fokus på et andet af hovedspørgsmålene i det cubanske samfund: racekonflikten, her tematiseret i den slavegjortes forhold til herskabets hvide datter.

Realismen på Cuba har franske forbilleder; Carlos Loveira (1882-1928) fremhæves ofte for sin Zola-inspirerede, fordømmende roman Juan Criollo (1927, Kreoleren Juan).

Det sociale engagement fortsatte blandt 1900-tallets forfattere, dels med kritik af konkrete forhold som hos Luis Felipe Rodríguez (1888-1947), der beskrev fornedrelsen på landet, dels med direkte politisk appel mod Machados diktatur.

Den særlige négritude-litteratur om den afrocubanske kultur tæller mange fine værker. Først og fremmest Alejo Carpentiers roman Ecué-Yamba-O (1933); folkloristen Lydia Cabreras (1899-1991) Cuentos de Cuba (1940, Fortællinger fra Cuba) beskriver de sortes magiske kultur indefra. Blandt négritude-digterne regnes Nicolás Guillén for den bedste.

Carpentier skrev sig efterhånden fra en magisk realisme ind i en socialistisk realisme, i en egen stil inspireret af barokken. José Lezama Lima bevægede sig indholdsmæssigt ad andre stier i sine hermetiske værker, hvor sjælelivet behandles i en stil påvirket af den vanskeligt tilgængelige og dunkle barokstil gongorisme. (Se også Góngora).

Med Castros revolution blev der trukket en skillelinje. Mange yngre forfattere hyldede revolutionen; andre foretrak eksilet. Guillermo Cabrera Infante var en tid en af revolutionens frontfigurer, men udvandrede ligesom Servero Sarduy (1937-1993). Begge var de stilskabende i den spansksprogede litteratur.

Blandt digterne har Heberto Padilla (1932-2000) haft en bemærkelsesværdig rolle: Han fik i 1968 Forfattersammenslutningens pris for sin bog Fuera de juego (Off-side), men blev senere fængslet for sin kritik af regimet og måtte i eksil. "Sagen Padilla" åbnede øjnene på mange cubanske intellektuelle.

• Cuba
• Latinamerikas litteratur