E.T.A. Hoffmann

Han var født i Königsberg i Østpreussen, hvor han blev jurist og var embedsmand i den preussiske del af Polen, indtil han afskedigedes efter Preussens nederlag til Napoleon i 1806. Fra 1814 til sin død var han dommer ved kammerretten i Berlin.

I tiden mellem de juridiske ansættelser var Hoffmann, der i beundring af Mozart havde antaget fornavnet Amadeus, dirigent og scenograf ved teatret i Bamberg, og i årene 1812-1814 var han kapelmester ved teatre i Leipzig og Dresden. I den tid skrev han flere kompositioner, mens hans litterære værk fortrinsvis blev til i tiden i Berlin.

Hoffmann er en hovedskikkelse i den "sorte" romantik eller "skrækromantikken" med dens elementer af uhygge såsom gengangere og dobbeltgængere, slægtsforbandelser m.v., der løber parallelt med den begyndende psykologiske indsigt i naturens og menneskets natsider, som siden videreførtes af psykoanalysen og dybdepsykologien.

I Das Unheimliche (1919, da. Det uhyggelige) analyserer Sigmund Freud en novelle af Hoffmann (Der Sandmann).

Hoffmanns livsanskuelse er dualistisk, modsat enhedstænkningen hos de tidligere romantikere. Åndens verden er den eneste virkelige, den såkaldte virkelighed er en illusion, og her hersker det onde og det latterlige side om side.

Dette ytrer sig også i Hoffmanns sprog, der kan svinge mellem det patetiske, det realistiske og det grotesk-komiske. Om sin mest berømte tekst, det "moderne eventyr" Der goldne Topf (1814, da. Guldskålen, 1996) skrev han, at eventyret skulle træde "lige midt ind i dagligdagen".

Allerede i debutværket Ritter Gluck (1809, da. Ridder Gluck) ses disse træk det moderne Berlin er komisk, men midt i det flakker den afdøde komponist C.W. Gluck omkring som en genganger, fordi han med sin musik har "forrådt det hellige til de uhellige". Musikkens tvetydighed som åbenbaring og forbandelse er også tema i Kreisleriana om den geniale kapelmester Johannes Kreisler.

Disse og andre noveller samledes i bindet Phantasiestücke in Callots Manier (1814-15), "opkaldt" efter den franske tegner Jacques Callot, kendt især for sine barske skildringer af Trediveårskrigen).

En senere samling har titlen Nachtstücke (1816/1817), hvis noveller som de foregående lader der det stå åbent, om den anden verden, personerne oplever, er den sande eller skabt af deres vanvid. Det er også temaet i romanen Die Elixiere des Teufels (1815-1816, da. Djævlens eliksir (1965), hvor munken Medardustvangsmæssigt må gentage sine forfædres forbrydelser.

I Hoffmanns seneste år træder det satiriske stærkere frem, således i romanen Lebensansichten des Katers Murr (1819-21), som er en parodi på dannelsesromanen (hankatten skriver sine memoirer på bagsiden af kapelmester Kreislers dybt alvorlige optegnelser), og Klein Zaches genannt Zinnober (1819, da. Lille Zacharias kaldet Zinnober, 1944) om en latterlig nar, der har held til at forføre sin omverden.

Blandt de forfattere, som blev influeret af E.T.A. Hoffmann, er H.C. Andersen, Nikolaj Gogol, Edgar Allan Poe, Fjodor Dostojevskij, Honoré de Balzac og Charles Dickens.

Flere komponister har ligeledes været inspireret af Hoffmann, således Robert Schumann (Kreisleriana, 1838), Jacques Offenbach (Les Contes d'Hoffmann, 1881, da. Hoffmanns eventyr) og Peter Tjajkovskij (balletten Nøddeknækkeren (1892, efter novellen Nussknacker und Mäusekönig).

I sin debutbog Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager (1831) tager H.C. Andersens fortæller Hoffmanns roman med i lommen for "dog at have nogen fantasi i reserve, dersom min egen stoppede."

• tysk litteratur
• Wolfgang Amadeus Mozart
• dualisme
• psykoanalyse
• romantik