Jens Peter Jacobsen
Kaldes efter almindelig skik i hans egen samtid for I.P. Jacobsen
J.P. Jacobsen tilbragte to vintre som rekonvalescent i syden: 1877-78 i Montreux, 1878-79 i Italien. I Rom færdedes han i skandinaviske kunstnerkredse, hvor han bl.a. lærte den svenske maler Ernst Josephson at kende. Josephsons portræt, malet i Rom 1879, foregriber på mange måder århundredskiftets opfattelse af Jacobsen som den dekadent-forfinede, syge og tungsindige digter. Portrættet findes i det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.
Georg Brandes. Møde i Bogstaveligheden, 1. marts 1882, hvor J.P. Jacobsen oplæser novellen Pesten i Bergamo efter sit manuskript. Erik Henningsen tegnede i 1910 denne situation fra det toneangivende kunstneriske miljø i København, hvor man andægtigt lytter til digterens lidenskabelige prosa, et skriftsprog, som indtager rummet. Siddende fra venstre: Erik Skram, Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Viggo Johansen, August Jerndorff, Herman Trier, J.P. Jacobsen, P.S. Krøyer, Karl Madsen, Pietro Krohn, Kristian Zahrtmann. Stående fra venstre: F. Hendriksen, Karl Gjellerup, Otto Borchsenius, Hans Nic. Hansen, Martinus Galschiøt, Laurits Tuxen, Harald Høffding, Michael Ancher.
J.P. Jacobsen er en af dansk litteraturs mest betydelige skikkelser. Han er en helt central kunstner i det moderne gennembrud, som foldede sig ud i et opgør med senromantikkens former og metafysik fra og med begyndelsen af 1870’erne.
Jacobsen hører dermed til i en generation, som også tæller kritikeren Georg Brandes samt forfatterkolleger som Herman Bang, Henrik Pontoppidan og Amalie Skram.
J.P. Jacobsen debuterede skønlitterært i Nyt dansk Maanedsskrift i 1872 med novellen ”Mogens”, hvor en helt ny impressionistisk og naturalistisk stil første gang får mæle i dansk litteratur. Drifterne og de underbevidste instinkter skildres diskret.
Den mere eller mindre ubevidste indre natur, de rå instinkter, livet og dets drivkræfter, som finder udtryk i kærlighedshunger og lidenskabernes ustyrlighed, skildres endnu skarpere i romanerne Fru Marie Grubbe (1876) og Niels Lyhne (1880). Begge er hovedværker i dansk litteratur.
I Fru Marie Grubbe fortælles den ubønhørlige historie om en adelsfrøken, der ikke bare giver afkald på sin rang og stand, men som også konsekvent følger de driftstyrede længsler og begær, på trods af et det betyder en voldsom social deroute.
I Niels Lyhne skildres en hovedperson, en idealist, som begærer lyset og livskraften, og som vil kaste alle ’falske’ ideologiske og tros-betingede bånd af sig. Han vil livet og lyset og begærer, at det også vil ham. Hans egen tvivlrådighed, hans drømmende og reflekterende natur er imidlertid afgørende hindringer, som forkvakler hans idealistiske mål og væren. Niels Lyhne forbliver en fantast og dør som en tvivler.
De to romaner, Fru Marie Grubbe og Niels Lyhne, udgør sammen med Mogens og andre Noveller (1882) det samlede forfatterskab sammen med en række digte og udkast, hvor af et meget begrænset antal blev udgivet i Jacobsens levetid, men som blev samlet og udgivet posthumt som Digte og Udkast (1886).
Dette smalle, men nyskabende forfatterværk har rod i en radikal udgave af naturalismen og i en ny forståelse for menneskets afhængighed af og forbundethed med naturen. Af mange centrale europæiske forfattere blev Jacobsens værk anset for at være en digterisk forløber for europæisk symbolisme og dermed modernisme.
J.P. Jacobsen døde af en uhelbredelig lungetuberkulose, kun 38 år gammel. Det sidste digt skrev han i 1884; det er kort, men det rummer i koncentreret form kunstnerens sprogkraft og begær efter lyset, livet, kunsten:
Lys over Landet!
Det er det, vi vil.
J.P. Jacobsen voksede op som den ældste af tre søskende i Thisted, der dengang var en driftig købstad med omkring 2.300 indbyggere. Faderen var småhandlende, og sammen med sin hustru opbyggede han en købmandsgård, et rederi med en flåde af handelspramme, og de grundlagde og drev et brændevinsbrænderi.
Religion, kristendom og åndelige spørgsmål spillede ingen rolle i Jacobsens opvækst, og forældrene var ikke særlig optaget af kulturelle spørgsmål. Alligevel var det et hjem med udsyn og ambitioner på børnenes vegne.
Jens Peter var allerede i realskolen glad for faget botanik, og han fulgte det op med studier i mark og ved kyster. Han nedskrev de iagttagelser, han gjorde i naturen, og han indfangede den diversitet og mangfoldighed, som findes i området ved Silstrup. Han beskrev, hvad han fandt og så, i et hæfte, der er bevaret, og som har titlen Silstrups mærkeligste Planter. Et botanisk Vink (1863).
Forældrene sendte sønnen til København i 1863 for at tage studentereksamen; den ellers så begavede dreng dumpede første forsøg, men i andet forsøg fik han sin studentereksamen, og han blev student i 1867.
J.P. læste naturhistorie på Københavns Universitet. I årene 1870 til 1873 offentliggjorde han flere artikler i Nyt dansk Maanedsskrift, som var et af tidens formidlere af det moderne. Han skrev om botaniske emner, og flere af hans artikler gengav og introducerede Charles Darwins tanker og synspunkter.
Interessen for Darwin førte til, at J.P. Jacobsen fik den opgave at oversætte Darwins hovedværk On the Origin of Species by Means of Natural Selection (1859). Jacobsens oversættelse Om Arternes Oprindelse lå klar i 1872. Senere oversatte han Darwins Descent of Man and Selection in Relation to Sex (1871); den udkom I 1874 under titlen Menneskets Oprindelse og Parringsvalget.
På studiet specialiserede Jacobsen sig i ferskvandsalger, som han opsøgte i vandhuller over hele landet. Han modtog universitetets guldmedalje for sin afhandling Systematisk og kritisk Oversigt over Desmidiaceerne i Danmark; den blev trykt i Botanisk Tidsskrift og bl.a. oversat til fransk.
J.P. Jacobsen stod ved begyndelsen af en lovende videnskabelig karriere, men samtidig ønskede han at beskæftige sig med poesien og litteraturen, som han blev mere og mere optaget af og draget mod. Allerede i 1867 skrev han i sin dagbog:
”Der gives Øjeblikke i mit Liv, hvori jeg troer, at Studiet af Naturen er mit Livs Kald; men til andre Tider er det, som om Poesien var det, der skulde være min Idræt”.
Undervejs i studietiden havde Jacobsen frigjort sig fra kristendommen og taget et kritisk, naturvidenskabelig livssyn til sig. Han erkendte i stadig højere grad, at mennesket er en integreret del af naturen og derfor, som hævdet af Darwin, styret af naturens lovmæssigheder og udvikling.
Mennesket er altså derfor dybest set et væsen, der er styret af drifter og instinkter. Dette, mente Jacobsen, kaldte på en helt ny poesi, der kunne erstatte den ’gamle’ digtning med en ny, som udtrykte tilværelsens lovbestemthed og ”en klar Naturordning”.
Allerede under de første år på universitetet skrev Jacobsen lyrik, bl.a. digtkredsene Hervert Sperring (1868) og En Cactus springer ud (ca. 1868-1870); begge blev først udgivet efter hans død.
I denne tidlige lyrik skildrer Jacobsen jegets begær efter at folde sig ud i naturens egen poesi.
Hervert Sperring består af 54 digte. I digtet ”I Drømmenes Land” hedder det:
Jeg kan bæve som Duggen paa Bøgetræets Blad
Og fange Glands og svinde ved Solstraalers Bad,
Jeg kan ruge som Skygge i Skov og i Lund,
Kan bølge som Duft fra Liljens Blomstermund,
Jeg kan taarne mig som Bølge og knuses imod Strand, -
O herligt at leve i Drømmenes Land.
Digtet og drømmen rummer en solidaritet og dyb identifikation med det mindste i det største og det største i det mindste, som fx ferskvandsalger, dufte og duggens dråber, men også havets bølger og kraftfulde knus.
I En Cactus springer ud indgår flere arabeskdigte, som Jacobsens kaldte dem. Begrebet om en arabesk stammer fra klassisk arabisk kultur og betegner et nonfigurativt billede, et ornament, der bevæger sig gennem gentagelser og slyngninger, og som på den måde mimer naturens former, der folder sig ud uden samlet overordnet plan eller centrering.
Jacobsen omsætter arabeskens sammenslyngede former til litteraturen. Det gør han ved at lade det lyriske sprog bevæge sig frit, urimet, uregelbundet. Det er ikke mindst denne form, der fremkalder den æstetiske og lyriske dvælen, en poetisk tøven, som bliver bærende sider også i Jacobsens prosa.
En Cactus springer ud er bygget op som en rammefortælling om prosastykker og poesi. Det rummer en digtcyklus, som Jacobsens kalder ”Gurre-sange”; de bygger på sagnene om Valdemar Atterdag og hans kærlighed til Tove.
I 1871 indledte Georg Brandes forelæsningsrækken Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur ved Københavns Universitet. Her introducerede Brandes de nye strømninger i europæisk litteratur, og disse forelæsninger blev startskuddet til det det moderne gennembrud. J.P. Jacobsen var til stede i salen og lod sig straks indrullere i kredsen om Brandes, hvor han blev nær ven med Edvard Brandes.
J.P. bevarede drømmen om at beskæftige sig med både naturvidenskab og poesi. Han ønskede at skrive disputats om botaniske emner, og samtidig ønskede han en karriere som digter. Da han debuterede med digtet ”Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo”, trykt i 1874 i tidsskriftet Flyvende Blade, var han stadig præget af denne splittelse mellem naturvidenskaben og poesien.
Omkring den tid, hvor Jacobsen debuterede, drog han på sin første store rejse. Han valgte en af de klassiske dannelsesruter over Berlin, Dresden, Prag, Wien, Venedig og Firenze, hvor så mange nordiske kunstnere og videnskabsmænd havde rejst.
I Firenze blev han imidlertid ramt af en blodstyrtning. Alvorligt syg rejste han hjem til Thisted, hvor han blev diagnosticeret med fremskreden lungetuberkulose. Døden blev således nærværende for Jacobsen. Han var svækket og måtte vælge mellem naturvidenskaben og kunsten, og han valgte kunsten. Før sin død i 1885 nåede han at skrive de to romaner Fru Marie Grubbe (1876) og Niels Lyhne (1880).
J.P. Jacobsens første roman, Fru Marie Grubbe, former sig som en æstetisk undersøgelse af en kvindes begær og driftsliv. Romanen handler om adelskvinden Marie Grubbe, der levede ca. 1643-1718. I romanens indledning møder læseren den unge og sanselige Marie i en smuk blomsterhave:
Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med al sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden … og saa den tunge, søde Duft, den drivende Em af den røde Nektar, som koger i Blomsterets Bund. Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, (…)
Marie er adelig, og som helt ung stiger hun opad i hierarkiet, da hun bliver gift med kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve. Men han er hende utro, og hun reagerer voldsomt; hun er styret af sine drifter og impulser, og efter bruddet har hun en række korte forhold til mænd, der fører hende i nedadgående spiral mod samfundets bund.
Da hun til sidst slår sig til rom med en mand, er det den simple Søren Ladefoged, og dermed er hendes sociale fald fuldbragt.
I løbet af romanen aflægger Marie Grubbe sig adelskvindens lag af dannelse, og hun bliver hun bliver ét med sin drift. Hendes skæbneforløb har både Holberg, Blicher og H.C. Andersen også har haft under kunstnerisk behandling.
Her i Fru Marie Grubbe sker det i et fint ciseleret sprog og i en stil, som er nyskabende og et eksempel på den naturalistiske æstetik, hvor naturen og naturens determinerende kraft er den egentlige ’hovedperson’.
Fru Marie Grubbe er ikke så meget en roman om en kvindes fald, men en skildring af et menneskes realisering og kommen overens med sine indre mål.
Romanen Niels Lyhne følger dannelsesromans struktur. Niels Lyhnes livsrejse er sat til årene 1828-1864, og den begynder og ender i faderens gård. Men hvor helten i en dannelsesroman udvikler sig, vokser og bliver stærkere, går Niels i opløsning. Han mangler evnen til at gribe livet, han mister venner, sin familie og sit mål. Han er en ensom, desillusioneret skabning, der:
(…) ikke har en eneste lille Plet, som den kan velsigne og ønske Godt for, som den kan vende sit Hjærte imod, naar Hjærtet vil svulme, som den kan længes imod, naar Længslen vil Sprede sine Vinger; men har han sit Livsmaals klare, faste Stjærne blinkende over sig, da er der ingen Nat saa ensom, at han er helt ene. Men Niels Lyhne havde ingen Stjærne.
Hvor Marie Grubbe konsekvent følger sit instinkt og sine længsler uden at tage hensyn til samfundets normer, der er Niels Lyhne en helt anden passiv karakter. Han hæmmes af sine egne refleksioner og af sin drømmende natur. Han er veg og handlingslammet, og han føres ud i en slags eksistentiel hjemløshed:
Blot det vilde komme over ham – Livet, Kjærlighed, Lidenskab, saadan at han ikke kunde digte med det, men saa det digtede med ham.
Skønt Niels Lyhne er struktureret som en dannelsesroman, rummer den ikke dannelsesromanens håb og udvikling. Niels Lyhne lærer ikke af sine erfaringer, han bliver blot ramt af modløshed og desillusion. Denne gradvise opløsning af personen Niels Lyhne afspejler sig i romanens komposition, der er løs og uden mål.
Læseren føres gennem den unge Lyhnes liv – barndommen, studentertiden, ungdomsforelskelsen i Fennimore – men han formår ikke at gribe det liv. Romantikkens dannelsesroman omskrives til den moderne sammenbrudsroman.
Niels' erotiske længsler er rettet mod Fennimore, men han gifter sig med Gerda og finder måske ind til et mere simpelt, ordnet liv, som kan bære. Men Gerda dør, og hans elskede søn dør – alt tages fra denne hovedperson. Den stolte ateist går på knæ og anråber den gud, han ikke tror på. Det er tvivlen og fortvivlelsen, der tager over, og ikke et liv i helterustning:
Sidste Gang Hjerrild saae til Niels Lyhne, laa han og fablede om sinn Rustning og om, at han vilde dø staaende. Og endelig døde han da Døden, den vanskelige Død.
Marie Grubbe er en moderne skikkelse, kvinden der vælger kærligheden i stedet for ægteskabet; hun trodser den kristne moral og følger sine drifter. Ligeledes er Niels Lyhne en moderne skikkelse; han kan ikke gribe tilværelsen, han er en eksistentiel flakker, og dermed er han en skikkelse som fører direkte mod væsentlige sider af det 20. århundredes modernisme.
Den desillusion, som skildres i Niels Lyhne, er også det gennemgående motiv i novellen ”Pesten i Bergamo” (1882), mens en novelle som ”Fru Fønss” (1882) omvendt skildrer en kvinde, der kan tage vare på sin tilværelse, fordi hun bliver sig sin sanselighed bevidst.
Noveller som ”Der burde have været Roser” (1882) og ”Doktor Faust” (1884) er især bemærkelsesværdige, fordi de er eksperimenterende i sprog, stil og form. De sproglige billeder er således præget af myte og af en surrealistisk drømmeagtighed, som Franz Kafka, der beundrede Jacobsen, bemærkede.
J.P. Jacobsen blev allerede i sin samtid læst i udlandet, og særligt i det tysksprogede område blev han meget kendt. Berømmelsens vej ud i den store verden gik også for J.P. Jacobsens værker via tyske oversættelser. J.P. Jacobsens digtning dannede port til tysk modernisme og symbolisme.
”Gurresange” blev sat i musik af Schönberg i 1913; denne version bliver sangene verdensberømte som Gurre-Lieder. Et motiv fra Niels Lyhne blev til operaen Fennimore og Gerda, som den britiske komponist Frederick Delius lod opføre i 1908.
Jacobsen blev kultfigur og en digter, der inspirerede Rainer Maria Rilke, Stefan George, som oversatte flere af J.P. Jacobsens digte. Desuden Kafka, Hermann Hesse, Thomas Mann, Gottfried Benn, Stefan Zweig, der alle skal nævnes i denne forbindelse. James Joyce i Dublin, Boris Pasternak i Moskva læste begge Jacobsen i tysk oversættelse.
TEMA | USA og Iran har nu underskrevet en aftale, der skal bringe krigen i Iran til en afslutning. Det er endnu uklart, om og hvordan aftalen vil slå igennem i Iran – og i Libanon, der fortsat er under angreb fra Israel.
Den norske kronprinsesse Mette-Marit har fået en lungetransplantation. Kronprinsessen, der lider af lungefibrose, blev skrevet på akutlisten for transplantation den 5. juni.
Det kan tage op til to år at genopbygge Huleklosteret i Kyiv, der natten til den 15. juni blev ramt af et russisk missilangreb.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.