Sonny Rollins

Sonny Rollins var en amerikansk jazzsaxofonist. Han var særligt kendt for sine formfuldendte soler, spillet med en særdeles fyldig tone på tenorsaxofonen. Jazzkritikere og -musikere anser ham for at være én af de vigtigste saxofonister i anden halvdel af det tyvende århundrede.

Rollins voksede op i Harlem-bydelen af New York, hvor han kunne drage inspiration fra det pulserende jazzmiljø, selvom han dog ikke modtog nogen formel undervisning. Efter afslutningen af gymnasiet begyndte han at spille med nogle af tidens fremtrædende bebop-musikere. Efter at have rehabiliteret sig fra et heroinmisbrug, begyndte han i årene efter 1955 på et musikalsk virke, der placerede ham som en af de førende saxofonister i hardbop. Først kom han med i Clifford Brown-Max Roach-kvintetten, der spillede hardbop med melodisk kompleksitet, præcise arrangementer, højintenst samspil og blues-baseret musikalsk retorik. Dernæst slog han sit navn fast med atten albums under eget navn i årene 1955-59.

I perioden 1959-61 tog Rollins et afbræk fra at optræde og øvede bl.a. alene i timevis ved Williamsburg-broen i New York. Hans comeback-album, The Bridge (1962), var opkaldt efter denne proces. Han spillede sidenhen ofte lange kadencer eller hele uakkompagnerede koncerter, hvor man kan få et indtryk af, hvordan hans solo-øvere har lydt. Fra 1960’erne og fremad inkorporerede Rollins elementer af free jazz-improvisation i sit spil, men holdt fast i hardbop som fundamentet for sin musik.

Rollins’ tone er ofte blevet beskrevet som både ”fyldig” og ”bidende.” Sammen med lange, kraftfulde soloer, har det givet ham et image som en ”heroisk” figur i jazzen, fx eksemplificeret i titlen på hans mest succesfulde album Saxophone Colossus (1957). Jazzforskere og -kritikere har også fremhævet hans evne til at udvikle soloer ved hjælp af melodisk og rytmisk gentagne figurer på komplekse måder.