Tatarstan

Tatarstan dækker et areal på 68.000 km². Regionen er klart delt i tre dele af floden Volga med Kujbysjev-reservoiret og floden Kama med Nizjnekamsk-reservoiret. Kazan ligger ved Volga. Bortset fra enkelte lave bakkedrag, især i sydøst, er landskabet overalt fladt med løvskove og landbrug. Klimaet er tempereret fastlandsklima med kolde vintre og tørre, varme somre.

Tatarstan er en af Ruslands rigeste og mest udviklede regioner og som sådan en væsentlig bidragyder til det føderale budget. Her produceres passagerfly, bombefly, helikoptere, droner og lastbiler. De sydlige dele af republikken ligger i sortjordsområdet (chernozem), og området vest for Volga regnes for republikkens kornkammer.

Den sydøstlige del af Tatarstan har rige oliefelter, der har været udnyttet siden 2. Verdenskrig. Olieledningen Druzjba, der forsyner Østeuropa, udgår herfra. Virksomheder inden for udvinding, raffinering samt oliebaserede kemiske industrier ydede i 1990'erne omkring halvdelen af republikkens BNP. Republikken udvinder ca. 30 mio. ton olie om året eller 6,7 % af den samlede russiske produktion.

I 900-tallet dannede protobulgarske stammer i området en egen stat, der bestod indtil 1200-tallet, da den blev indlemmet i mongolernes Gyldne Horde. Hordens senere sammenbrud førte i 1438 til en udskillelse af området, denne gang i form af Kazankhanatet. I den mellemliggende periode var protobulgarerne blevet enten fordrevet eller optaget i de nyankomnes rækker, og khanatet havde ved sin dannelse en stærk tatarisk dominans.

I 1552 blev Kazankhanatet erobret af russiske styrker, og det regeredes herefter fra Rusland; i 1708 dannedes Kazanguvernementet, som bestod indtil Oktoberrevolutionen 1917. Efter revolutionen etablerede det sovjetiske styre i 1920 Den Tatariske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik, der ved dannelsen af Sovjetunionen i 1922 blev en del af den russiske sovjetrepublik.

• Kazan