close

Call-and-reponse er en form for musikalsk antifoni. Begrebet bruges ofte i forbindelse med afrikansk-amerikansk musik og deraf afledte stilarter.

Faktaboks

Etymologi

Begrebet kommer fra engelsk call ('kald', 'udsagn') og response ('svar')

Musikalske kendetegn

Call-and-response finder sted, når musikalske fraser skifter (ofte mellem forskellige stemmer, instrumenter eller grupper) på en måde, så det giver indtryk af et spørgsmål/udsagn (’call’) og svar (’response’). Det kan også indeholde et skift i fx klang, lydstyrke, tonehøjde osv. for at skabe kontrast mellem de to dele.

Eksempler på call-and-response

Call-and-response i melodien

Mange melodier er komponeret, så de har indbygget call-and-response mellem vekslende fraser. Det hører fx i den afrikansk-amerikanske spiritual ’Down by the Riverside’, hvor melodiens første ’call’ (’I’m gonna lay down my burden’) besvares af et ’response’ (’down by the riverside’); eller i omkvædet til Carly Rae Jepsens (f. 1985) ’Call Me Maybe’, der er opbygget som en serie vekslende fraser af ’call’ (’Hi, I just met you’), ’response’ (’and this is crazy’), ’call’ (’but here’s my number’), ’response’ (’so call me, maybe’) osv.

Call-and-response mellem forsanger og kor/band

Et af de lettest genkendelige former for call-and-response er en vekslen mellem en forsanger og et kor (eller band). I afrikansk-diasporisk religiøs musik, fx gospel, svarer koret ofte på forsangerens melodifrase. Det er også udbredt i sekulær musik, fx mellem Beyoncé (’Who run the world?’) og korets svar (’Girls!’); eller i omkvædet til Jepsens ’Call Me Maybe’ (også beskrevet ovenfor), hvor hver af sangerens melodifraser besvares med et riff af synth-strygere.

Call-and-response mellem instrumenter

En oplagt måde at komponere og/eller arrangere call-and-response på er mellem forskellige instrumenter. Det kan fx være mellem trompetgruppen og saxofongruppen i begyndelsen af Duke Ellingtons ’Don’t Get Around Much Anymore’; eller mellem de to banjoer i ’Dueling Banjos’.

Call-and-response i improvisation

Call-and-response kan også findes i det improviserede sammenspil i fx jazz, hvor musikere besvarer hinanden. Det meste udtalte eksempel på dette er en chase mellem to solister. En mindre udtalt måde er små cues og besvarelser mellem medlemmerne af et jazzband.

Call-and-response mellem sanger og publikum

Call-and-response mellem musikere og publikum finder ofte sted til koncerter. Dette kan ske på både spontan og struktureret vis. I gospelmusik svarer menigheden fx ofte med udråb og musikalske svar på sangeren/korets musik. Musikere kan også direkte lægge op til call and response med publikum som sangeren Freddie Mercurys ”call” (”ay-o”) og publikums ”response” under Live Aid-koncerten i 1985.

Historie og æstetik

Musikalsk antifoni findes i alle typer musik, men call-and-response tillægges en særlig værdi i afrikansk-amerikansk musik. Call-and-response kan spores til vestafrikanske musikalske praksisser, der blev bragt til Amerika med slavegjorte. Det kan høres i afrikansk-amerikanske genrer som work songs, gospel, jazz, blues, r’n’b, soul, hiphop og andre afrikansk-diasporiske stilarter, fx reggae.

Flere musikere, kritikere og videnskabsfolk har påpeget den æstetiske værdi, som call-and-response har i afrikansk-amerikansk kultur, særligt i musik. I denne forståelsesramme er det dialogiske princip, som call-and-response er udtryk for, grundlæggende for afrikansk-amerikansk performance, komposition og improvisation. Det kan både være i form af en ligeværdig samtale (som i den venskabelige kærlighed mellem sangeren Billie Holiday og saxofonisten Lester Young) eller som en konfrontation (fx i beboppens cutting contests eller i rap-battles).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig