egyptisk medicin

Oliemaleri fra ca. år 1900, der viser tilbedelsen af lægeguden Imhotep. Lægevidenskaben var nært forbundet med samfundets religion.

Imhotep

Af Ernest Board/Wellcome Collection.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Ebers Papyrus befinder sig i dag på universitetet i Leipzig. Det er et af de mest omfattende medicinske papyri. På billedet ses en kopi.

Ebers Papyrus

Af ukendt fotograf/National Library of Medicine.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Egyptisk medicin er lægevidenskaben i landområderne langs Nilen i den periode af oldtiden, hvor disse områder udgjorde en selvstændig højkultur. Tidsmæssigt dækker det perioden fra skriftens opståen og de første organiserede statsdannelser og frem til den sidste kendte hieroglyfindskrift. Det vil sige fra ca. 3200 f.v.t – 395 e.v.t. Oldtidens egyptiske samfund rådede over forskellige selvstændige lægelige professioner og ligeledes en lægevidenskabelig litteratur, der redegør for en lang række sygdomme, undersøgelsesmetoder, behandlinger m.m. Det er dokumenteret gennem både skriftlige kilder og arkæologiske udgravninger.

Det kan diskuteres, om perioden fra 525 f.v.t. og frem, hvor Egypten kom under først persisk og derpå græsk-makedonsk og til sidst romersk dominans, skal medregnes som hørende til den særegne egyptiske medicins periode. Men nylige oversættelser af en række medicinske tekster fra disse perioder indikerer, at de sene tekster i høj grad afspejler samme medicinske praksis som tidligere perioder.

Selvom lægekunsten i Egypten i meget høj grad var sammenvævet med religionen, og man normalt henlægger den moderne lægevidenskabs vugge til Grækenland og til tiden omkring Hippokrates, så var egyptisk medicin empirisk i sin egen ret. Der er også flere eksempler på, hvordan den græske lægekunst blev påvirket af den egyptiske, altså tilfælde hvor grækerne tog bestemte egyptiske behandlinger og behandlingsformer til sig fra den egyptiske civilisation.

Kilder til egyptisk medicin

Kilderne til studiet af den egyptiske medicin består dels af skriftlige kilder og dels de dele af den materielle kultur, som arkæologien har klarlagt. Blandt de vigtige skriftlige kilder findes de håndskrevne tekster, der er blevet affattet på papyrus og skrevet på det oldegyptiske sprog samt grækeren Herodots redegørelser og rejsebeskrivelser. Udover de egyptiske medicinske tekster findes der en lang række breve, som giver eksempler på sygdom og behandling, tekster skrevet af andre græske og romerske forfattere m.m.

De arkæologiske udgravninger har frilagt kirurgiske instrumenter, krukker med indhold af salver og andre lægemider m.m. Der er tillige fundet flere potteskår og flager af kalksten, der bærer indskrifter med navne på lægemidler. Palæopatologiske studier af mumier har bidraget med interessant og nyttig viden om datidens sygdomme set med nutidens øjne. Derudover findes der i det arkæologiske materiale bl.a. afbildninger af personer med forskellige sygdomme, udførelse af lægelig behandling og sygepleje.

Stat, samfund, religion og kulturliv

I en årtusindelang periode var Egypten sæde for en højtstående kultur, som bevarede et særpræg fra først til sidst. Allerede tidligt i denne kulturs udvikling blev der skabt fremskridt inden for arkitektur, lægekunst, astronomi og matematik. Der opstod en unik skrift (hieroglyfskrift) med en dertilhørende litteratur inden for alle genrer. De imponerende pyramider er formentlig det, der har sat sig de største spor i eftertidens bevidsthed, og endnu i dag vækker den egyptiske bygningskunst forundring, og der er mange spørgsmål og gåder knyttet til de anvendte teknikker.

Geografi og landbrug

Oldtidens Egypten bestod af den 1.200 km lange flodslette langs Nilen fra Middelhavet i nord til Aswan i syd. Nilens frugtbare dyndaflejringer i forbindelse med de årlige oversvømmelser gav landbruget gunstige betingelser. Bønderne begyndte omkring år 5000 f.v.t. at udvikle kanaler, lave dræningssystemer og bygge vandingsanlæg. Der opstod velstående og komplekse samfund med landsbyer og småbyer, der havde et økonomisk overskud, der var stort nok til at en elite kunne etableres og beskæftige sig med kreative og intellektuelle aktiviteter. Omkring år 3000 f.v.t. begyndte en samling af disse samfund i et større rige.

Religion

Religionen spillede en uhyre vigtig rolle i det egyptiske samfund, inklusive lægekunsten. Den kendetegnedes ved et mylder af guder i menneskeskikkelse med dyrehoveder, plantehoveder eller hoveder formet som livløse ting, fx sten. Denne religions rødder kan spores tilbage til en totemdyrkelse i de landsbyer, der fandtes langs med Nilen i bondestenalderen.

Guderne og religiøse ritualer prægede dagligdagen og var også en del af både den teoretiske og praktiske lægevidenskab. I både det offentlige rum, i templerne og private hjem var der husaltre og votiver med hymnetekster som inskription. Disse hymner, som man har reciteret eller måske sunget flere gange dagligt, ligesom når munke afsynger messer og tidebønner, har tekster, der ofte handler om en bøn til guderne om et liv uden sygdom og svækkelse. Det kan opfattes som en form for forebyggelse eller beskyttelse mod sygdom baseret på overtro.

Troen på sjælens evige liv var et centralt tema i religionen. Med “sjælen” skal man i oldegyptisk sammenhæng nok forstå et aspekt af mennesket, der var forbundet med guderne og i stand til at samle kroppens komponenter og sanseapparatet efter døden. Egypterne gjorde derfor, hvad de kunne for at sikre sjælen gode betingelser efter døden, bl.a. gennem gravgaver, ofringer og indretning af fine grave. Alle mennesker, inklusiv farao, havde ved siden af sin menneskelige sjæl eller livskraft (ka) også en "personlighed" (ba), som forenedes i efterlivet, og gjorde den afdøde i stand til agere i verden igen (akh). Farao blev identificeret med guden Osiris, som var blevet dræbt af sin bror Seth, men vakt til live igen af sin søster Nephtys og hustru Isis i fællesskab. Efterfølgende fødte Isis sønnen Horus, avlet af Osiris. Af hensyn til Faraos guddommelige sjæl, der også var med til at opretholde samfundets og verdens orden og harmoni, var det vigtigt at bevare hans krop, så sjælen efter døden kunne vende tilbage til den. På den måde kom balsameringskunsten og mumierne ind i religionen.

Balsamering af samfundets døde

Fra forhistorisk tid kender vi til naturlige mumier i Egypten, dvs. individer, som på naturlig vis er mumificeret. De blev gravlagt i det varme sand, som på meget kort tid udtørrede kroppen og på den måde bevarede både hud, hår og negle. Ud fra observationer af naturlige mumier udviklede egypterne idéen til på kunstig vis at mumificere deres afdøde (vha. natron og olier), for bedst muligt at bevare kroppen for efterlivet. Egypterne begyndte også at balsamere dyr, bl.a. katte og falke. Balsameringen blev varetaget af dels professionelle håndværkere, der var oplært i faget og dels læger. De nærmere omstændigheder vedrørende arbejdsdelingen er dog ukendt.

Det har været en udbredt misforståelse, som skyldes den romerske historiker og encyklopædist Plinius den ældre, at egypterne gennem balsamering opnåede et stort kendskab til kroppens anatomi. Det er den almindelige opfattelse, at egypterne ikke foretog nogen dissektioner eller nærmere undersøgelser af de udtagne organer. Tarme, lunger, mave (eller milt) og lever blev taget ud af kroppen og gemt i krukker. Hjertet blev efterladt i den afdøde, da det blev anset som sædet for en persons tanker og væren.

Sociale og politiske forhold

Det egyptiske samfund var et strengt hierarkisk og autoritært teokrati. En guddommelig hersker, Farao, omgivet af et bureaukrati af embedsmænd og præster udgjorde samfundets stærke og synlige centralmagt. Farao havde uindskrænket magt, og han kunne beslutte, hvad han ville.

I spidsen for embedsværket stod en vesir eller førsteminister, tjati, der var Faraos udøvende magt og som regel udpeget blandt hans familiemedlemmer. Embedsstanden organiserede sig også som økonomiske magthavere, idet de var samfundets jord-, ejendoms- og slavebesiddende klasse. Blandt disse embedsmænd var der også nogle, der havde titlen sehedj swnw. De havde til opgave at føre tilsyn med de egyptiske læger.

Ifølge nogle græske historieskrivere kunne egyptiske læger ikke udøve deres kunst frit og eksperimentere og behandle patienterne efter eget skøn. Behandlingen skulle foregå i overensstemmelse med traditioner og gældende retningslinjer. Da dette ikke er beskrevet i de egyptiske kilder, står det dog ikke klart, hvorvidt det reelt forholdt sig sådan.

De medicinske papyrusser

De vigtigste skriftlige kilder til indsigt i den egyptiske medicin er de medicinske papyrusser. Det varierer, hvor mange papyrusser, der henregnes til denne kategori, da mange af dem også indeholder oplysninger om andre emner end lægevidenskab eller kun har sporadiske oplysninger om lægevidenskab og lægemidler. De navngives som regel enten efter den egyptolog, arkæolog eller lignende, som har fundet dem, efter deres findested eller efter det museum eller den by, hvor de i dag befinder sig. De tidligste medicinske tekster, man kender, stammer fra Mellemste Rige (2055-1773), mens de seneste tekster på det egyptiske sprog dateres til omkring det 3. århundrede e.v.t.

Liste over ofte citerede medicinske papyrusser

Papyrus Edwin Smith
Papyrus Ebers
Papyrus Kahun
Papyrus Hearst
Papyrus Chester Beatty V-XVIII
Papyrus Louvre-Carlsberg
Berlin
London
Athen
Papyrus Carlsberg 8 recto + verso
Ramessum III-V
Leiden I 343 + 345
Brooklyn 47.218.48 + .85
Wien

Anatomi

Ifølge den romerske historiker Sextus Julius Africanus (160-240), der havde læst de nu tabte værker af den egyptiske historiker Manetho (ca. 300 f.v.t.), så var Farao Djer (ca. 3.000 f.v.t.), der var en af de første faraoer og fra den tid, hvor Egypten blev samlet som stat, også læge, og han skrev om anatomi. Nogle egyptologer mener desuden, at papyrus Edwin Smith bærer præg af, at der har eksisteret en form for anatomisk litteratur, som man har refereret til. Der er imidlertid ingen egyptiske anatomiske værker, der har overlevet frem til nutiden, så det er en hypotese, der kan diskuteres.

De indre organer

Egypterne havde navne for følgende af de indre organer:

spiserør
lunger
hjerte
lever
milt
galdeblære
mave
endetarm
tynd- og tyktarm (samme organ)
nyrer
urinblære
livmoder
skede
testikler

Alle aflange og/eller rørformede strukturer såsom luftrør, spiserør, urinledere, urinrør, sædledere, blodkar, sener, muskler, m.m. blev betegnet med ordet metu, der er svært at oversætte, men betyder noget i retning af "transportvej" eller "kanal". Der er flere af de indre organer, der ikke findes navn for, bl.a. bugspytkirtlen, binyrerne, bitestiklerne, skjoldbruskkirtlen, brislen m.m. Desuden blev tynd- og tyktarm opfattet som et samlet organ. I den kvindelige anatomi mangler der bl.a. navne for æggeleder og æggestok. Det er bemærkelsesværdigt, at der findes et udtryk for området svarende til livmoderens åbning og livmoderhalsen. Det vidner om enten studium af organer eller muligvis gynækologisk undersøgelsesteknik. Ordet for livmoder betyder desuden "menneskehedens moder".

Ydre anatomi

Der findes egyptiske navne for følgende strukturer:

hud
hår
øjne (og mange af øjets delelementer)
øjenbryn
næse
næsebor
læber
mund
ører
pande
tindinger
baghoved
skulder
nakke
hals
arm
overarm
hænder
torso
ryg
mave
hofte
balder
bryster
brystvorter
navle
penis
forhud
endetarmsåbningen (anus)
skedens åbning
ben
lår
underben
fødder

Øjets anatomi

Der er attesteret ord for pupil og for senehinde (sclera), der populært sagt svarer til "det hvide i øjnene". Derudover har øjenlåg og øjenvipper deres egne navne, men der er ikke nogle eksempler på, at regnbuehinden (iris) er navngivet.

Skelettets anatomi

Man kender navnene for nøgleben (clavicula) og flere af kranieknoglerne: underkæbe, tindingeben, isseben, nakkeben, pandeben og øjenhule.

Embryologi

Der findes et ord for foster, navlestreng og moderkage (placenta). Ordet for navlestreng er det samme som ordet for navle, hvilket kan tyde på, at de havde kendskab til navlens oprindelse. Ordet for foster er det samme som ordet for æg. Der er dog intet, der tyder på, at egypterne kendte til æg- og sædceller. Det skal snarere forklares med den symbolske lighed mellem menneskefostre og ufødte dyreunger i et æg.

Fysiologi

Den egyptiske fysiologi var simpel og, set med nutidens øjne, fejlfyldt og mangelfuld. Der er i øvrigt ikke noget, der tyder på, at en selvstændig fysiologisk videnskab eksisterede. Fysiologien fremgår implicit af patologien og behandlingsprincipperne. Der findes ikke noget papyrus eller andre skriftlige kilder, der særskilt omhandler fysiologi, der er kroppens forskellige funktioner og deres indbyrdes afhængighed og samspil. Det betyder ikke nødvendigvis, at en sådan videnskab ikke fandtes, blot at den ikke er dokumenteret i det materiale, der er tilgængeligt i dag.

Nervesystemet

Der er intet der tyder på, at egypterne forbandt hjernen med tanker, følelser, bearbejdelse af sanseindtryk eller kontrol over bevægeapparat og indre organer. Hjertet blev opfattet som sæde for følelseslivet. I papyrus Edwin Smith er der en beskrivelse af, hvad der muligvis er en tetraplegiker (lammelse eller muskelsvækkelse i både over- og underekstremiteter). Det kan tolkes som et udtryk for, at de kendte til rygmarvens funktion og forbindelsen mellem hjerne og rygmarv (medulla spinalis).

Metu

Blodkar, luftrør, spiserør, urinledere, urinrøret og tarmene opfattes som et transportsystem for føde, væske, blod, urin, afføring, luft m.m., og det blev anset som vigtigt at sikre fri passage og undgå at dette system blev tilstoppet. Blæren blev primært opfattet som et organ til passage af urin.

Hjerte- og kredsløb

Egypterne kendte ifølge en tekstpassage i papyrus Edwin Smith til pulsen, som de opfattede som hjertets åndedræt. De mente, at hjertet indtog luft med vejrtrækningen. Et andet sted omtales pulsen som hjertets tale. Der findes beskrivelser af, at lægerne, i forbindelse med deres undersøgelse, skulle lægge hånden på patienten. Måske er der tale om pulsen eller hjerteslaget, der skulle føles.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Medicinens historie

Jesper From

Lektor og speciallæge, Frederiksberg Hospital