norsk film

Den første norske spillefilm er fra 1907, og indtil 1930'erne var landets filmproduktion begrænset. Her var den vigtigste strømning de nationalromantiske folkelivsskildringer f.eks. Carl Th. Dreyers Glomdalsbruden (1926) og Tancred Ibsens Gjest Baardsen Landstrygernes Konge (1939).

Efterkrigstiden bød på patetisk realisme i form af besættelsestidsdramaer som Arne Skouens Ni liv (1957), men også på folkekomedier og litterært anlagte film som Astrid Henning-Jensens Kranes konditori (1951). Inspireret af samtidens "nye bølger" i europæisk film kan Pål Løkkebergs Liv (1967) nævnes.

I løbet af 1970'erne og 1980'erne førte en forbedret statsstøtte til filmproduktionen til mere samfundsengagerede film gerne med et feministisk touch. Her kan nævnes Anja Breiens Hustruer (1975), den apokalyptiske satire af Svend Wams og Petter Vennerøds Det tause flertall (1977) og Sølve Skagens socialrealistiske Hard asfalt (1986).

En særstilling indtog dukkefilminstruktøren Ivo Caprino, der især er kendt for den ikoniske dukkefilm Bjergkøbing Grand Prix (1975).

Af nyere norske film kan vildmarksdramaerne Orions bælte (1985) af Ola Solum og Veiviseren (1987) af Nils Gaup nævnes samt Berit Nesheims romantiske hverdagskomedie Frida — med hjertet i hånden (1991) og Pål Sletaunes thriller Budbringeren (1997).

I løbet af det 21. århundrede har film som Peter Næss' Elling (2001), Knut Erik Jensens Heftig og begeistret (2001), som er en dokumentarfilm om et mandskor, samt Bent Hamers bizarre komedie Salmer fra kjøkkenet (2003) vakt international opmærksomhed. Det samme gælder Erik Poppes Oslo-mosaik Hawaii, Oslo (2004). Poppe er også kendt for filmen Udvandrene (2021), en filmatisering af Vilhelm Mobergs roman af samme navn, Utøya 22. juli (2018) og særligt Quslings sidste dage (2024), som fik stor succes.

De seneste årtier er der sket et stort gennembrud i norsk film, hvor særligt Joachim Trier har slået sit navn fast med Oslo-trilogien, der består af Reprise (2006), Oslo, 31. august (2011) og Verdens værste menneske (2022). Også Dag Johan Haugerud har cementeret sit navn som en af Skandinaviens mest interessante instruktører med sin trilogi Sex, Drømme og Kærlighed.

Et nyere navn på den norske filmscene er Halfdan Ullmann Tøndel (Ingmar Bergmans og Liv Ullmanns barnebarn), som netop er debuteret med filmen Armand (2024) med Renate Reinsve i hovedrollen. Af nyere norske instruktører kan også nævnes Lilja Ingolfsdottir, der også kredser om den moderne tilværelse i Oslo i hendes realistiske, anmelderroste skilsmissedrama Elskling (2025).

• Norge
• Joachim Trier