portugisisk

Portugisisk-galicisk, der som de øvrige romanske sprog går tilbage til latin, fremtrådte op til ca. 1300 endnu som en enhed, karakteriseret over for de øvrige romanske sprog ved især manglende diftongering og bortfald af n og l mellem vokaler. Da det politiske tyngdepunkt i Portugal kom til at ligge i syd, er visse træk nordfra ikke slået igennem i det portugisiske standardsprog, som fx skelner mellem b og v til forskel fra galicisk og spansk. Fra 1500-t. har sproget bortset fra lydændringer i ubetonede vokaler kun forandret sig lidt, og det fremstår også i grammatik og ordforråd som et af de mere konservative romanske sprog.

De tidligste tekster på portugisisk-galicisk (fra 1200-t.) er juridiske dokumenter og trubadurviser. Overgangen til moderne portugisisk fandt sted i 1500-t. med forfattere som Gil Vicente og Luís Vaz de Camões, omtrent samtidig med at det gennem kolonialisering blev et verdenssprog.

Portugisisk har to hovedvarianter, europæisk og brasiliansk portugisisk; se Brasilien (sprog). I europæisk portugisisk er der en vis variation i det talte sprog, især mellem nord og syd. Desuden forekommer regionale træk, bl.a. på Azorerne og Madeira, fx de rundede fortungevokaler [y] og [ø], som ellers ikke findes i portugisisk.

Her ligger portugisisk nærmere fransk end spansk og galicisk. Vokalsystemet er især i europæisk portugisisk kompliceret og omfatter 13 vokaler, heraf fem nasale, foruden orale og nasale diftonger. Tryk og vokalkvalitet kan i skriften angives vha. accenter, idet accent aigu og accent grave viser åben vokal hhv. med og uden tryk, fx a farmácia 'apoteket', à farmácia 'til apoteket'. En cirkumfleks betegner lukket vokal, fx três 'tre', og tilde angiver nasal udtale, fx não 'nej, ikke'. Både for- og bagtunge-r forekommer, fx caro 'kær, dyr' over for carro 'bil'. Vokalskifte under bøjning forekommer hyppigt, især i verber, men også i pronominer, substantiver og adjektiver.

Verbalsystemet afspejler i et vist omfang sprogets konservatisme: Som på latin angiver usammensat perfektum perfektivt aspekt med betydning af både førnutid og datid, fx fui 'jeg har været, jeg var', modsat den nyere sammensatte perfektum, der angiver imperfektivt aspekt, fx tenho sido 'jeg har været' om en uafgrænset periode op til nutiden; specielt portugisisk er således, at aspektmodsætningen har bredt sig til førnutid. Også den latinske pluskvamperfektum er bevaret, fx cantara 'jeg havde sunget'. Endelig er der af den latinske perfektum konjunktiv udviklet en futurum konjunktiv, som er en hyppigt brugt fremtidsform, fx se for meu 'hvis det bliver min'. I de sammensatte verbalformer futurum og konditionalis kan pronominer indføjes i verbet, jf. udtrykket 'jeg vil give dig det i morgen':

Særegent for portugisisk er, at infinitiv kan bøjes i person og tal, fx ser, seres, ser, sermos, serdes, serem 'at være' om hhv. jeg, du, han/hun/den/det, vi, I og de, og dermed ofte erstatte en ledsætning, fx é bom seres daqui 'det er godt, at du er herfra', egl. '(det) er godt at være (du) herfra'.