resiliens

Signifikant risiko og alvorlig modgang betegner de belastninger, som truer et systems normale balance og funktion. Risiko gradueres i henholdsvis ’lav’, ’mellem’ og ’høj’ grad af modgang.

Man taler også om multiple risici, hvor mange belastninger optræder på samme tid. Kumulativ risiko er, når alvorlig modgang med tiden oplagres og bliver selvforstærkende. Eksempelvis er mennesker i krigszoner eller børn udsat for vold og overgreb i familien i risiko for at ophobe mangfoldige belastninger.

Såfremt det er muligt, er fjernelse af signifikant risiko og alvorlig modgang det første vigtige skridt henimod at skabe resiliens.

Positiv adaptation betegner en markant bedre tilpasning end forventet, når man kender til fx et individs udsættelse for risici og alvorlig modgang.

’Bedre end forventet’ er blevet vurderet på mange måder. Eksempelvis som alderssvarende ’social evne’; ’følelsesudvikling’; ’kognitiv kompetence’. Så positiv adaptation er ikke et generelt udsagn, men bliver fastlagt konkret i forskningen.

Positive vendepunkter er tidspunkter eller situationer i menneskets livsforløb, hvor positiv adaptation får udviklingen til at tage en ny retning. Resiliens-fremme har derfor potentiale til at skabe ét eller flere positive skift i udviklingsforløbet.

Beskyttende faktorer er forhold, der skærmer mod risiko og alvorlig modgang. Beskyttende faktorer kan være til stede selv i risikomiljøer. Eksempelvis en bedstemor, der tager sig af det risikotruede omsorgssvigtede barn, når forældrene ikke magter det. Eller at man gennem intervention fjerner alvorlige risikofaktorer.

Forskningen i beskyttende faktorer er meget omfattende. Den kan organiseres i disse 10 niveauer, rangerende fra individ til samfund:

1. Hjernen og indre stressregulering: Der er ingen alvorlige neurologiske skader; hjernefunktion og immunforsvar er normale; stress-systemet er i balance; der er ingen alvorlig psykisk lidelse og psykopatologi.
2. Kognitiv funktion: Alderssvarende tænkning og anvendelse af viden samt problemløsningsevne.
3. Selvregulering, impulskontrol og socialitet: Imødekommende personlighed; stabilt temperament; samvittighedsfuldhed; forstår sociale koder.
4. Mestring, mening og formål: Oplever kontrol og mening; positivt livssyn; rimelig præstationsmotivation.
5. Tilknytningsrelationer: Sikker tilknytning til mindst én person; forbindelse til kompetente omsorgsgivende voksne; fx bedsteforældre; plejeforældre; mentorer; social støtte.
6. Familien: Nær relation til mindst én forældre; rolige trøste-rutiner; demokratisk inddragende opdragelsesstil; forældrestøtte til uddannelse; supervisering; faste velfungerende samværsvaner.
7. Netværk: Venskab med mindst én jævnaldrende; kærlig tilknytning til prosocial partner; positivt netværk af ikke-kriminelle kammerater.
8. Daginstitution og skole: Gode normeringer; små børnegrupper; muligheder for leg og læring; gode relationer til pædagoger/lærere og klassekammerater; demokratisk inddragende lærerstil; positivt skoleklima; tilknytning til skolen.
9. Værdi- og trossystemer: Livet opleves som åndeligt meningsfuldt; tilknytning til og støtte fra religiøs menighed; bønner og religiøse ritualer.
10. Samfunds- og nærmiljø systemer: Tillidssamfund. Velfærdssystemer og lovgivning, der reducerer risici. Nærmiljø uden vold, og som er velfungerende; samlende aktiviteter (fx sport, musik og fritid); fravær af fx krig og akutte klimatrusler.

Beskyttelsesaktorerne er her stipuleret på en række, gående fra individ til samfund. De opererer dog ikke adskilt fra hinanden; men er i en dynamisk vekselvirkning. Vendes karakteristikkerne til deres modsætning, får man en liste over signifikante risikofaktorer. Det vil altså sige, at fx nogle familier; daginstitutioner, skoler, nærmiljøer og samfund kan udgøre alvorlige trusler mod børns udvikling.

Listen over beskyttelsesfaktorer viser det helt optimale udviklende scenarium. Det er næppe mange mennesker begunstiget med. Man kan leve et resilient liv uden dem alle. Et liv udelukkende omgivet af beskyttelsesfaktorer er således ikke det typiske. Men jo flere beskyttende faktorer, der er til stede, desto mere resiliens.

Beskyttende faktorer er der dog ikke altid, fx ikke for dem, der lever i signifikant risiko. Men beskyttelse kan aktivt skabes igennem intervention. I så fald kaldes det resiliensfremme.

Resiliens er ikke et generaliseret teoretisk begreb. Det er afledt, baseret på viden om bestemte balancer mellem nøglebegreberne. Der er fx tale om resiliens, når signifikant risiko fjernes, og vigtige beskyttelsesfaktorer samtidig styrkes. Dette skaber positiv adaptation som en buffer imod alvorlig modgang.

Den internationale forskning startede for mere end 50 år siden i England, hvor Norman Garmezy (1918-2009) og kolleger publicerede et banebrydende studie af skizofreni hos børn. Et sideresultat var her, at nogle af dem udviste en overraskende og uforklarlig bedre psykisk tilstand end forventet.

Det store Hawaii-langtidsstudie fulgte en hel generation, født i 1954, til voksenalderen. Her påviste man for første gang dette: Børn, der vokser op i alvorlig modgang, kan udvise positiv adaptation. Men kun hvis der er nogle forhold, der beskytter dem, i deres risikomiljø.

Herfra bredte resiliensforskningen hurtigt og er i dag meget omfattende. Den opdeles sædvanligvis historisk i disse fire bølger:

Her blev nogle individers særlige evne til at modstå alvorlige belastninger rask væk forklaret med idéen om ’det usårlige individ’. Det usårlige individ har tilsyneladende de nødvendige indre karakteregenskaber, der skal til. Alvorlig modgang ’preller af som vand på en gås’ på det resiliente individ, som opfattes som immunt overfor stress og traumer. Kodeord for den tids forståelse var stålsathed, hårdhed, usårlighed, udholdenhed og ego-styrke.

Det blev bl.a. omsat til idéen om hærdningsopdragelse: Tidlig modgang er nødvendig, fordi den stålsætter barnet til at tåle belastninger senere i livet. Men første bølges bastante individfokusering blev forladt, da efterfølgende undersøgelser ikke kunne underbygge det.

Gennem 1980’erene nærmest eksploderede forskningen. Her handlede det om at udvikle en ny resiliensforståelse i stedet for første bølges stereotype forståelser. Arbejdet med at identificere hidtil ukendte beskyttelsesfaktorer tog også fart.

Længdesnitsundersøgelser fulgte endvidere børn i forskellige opvækstmiljøer helt op til deres voksenalder. Nogle få af mange fokuspunkter i anden bølges forskning er tilknytning og familiesamspil, beskyttelse mod stress, selvregulering af følelser og skoler som risikomiljø.

Forskningen fra anden bølge fortsatte i 1990’erne, men udbyggedes markant. Arbejdet med at raffinere forståelsen af resiliens som fænomen fortsatte. Som noget nyt opstod en stigende interesse i intervention, dvs. hvordan man kan skabe resiliensfremme for børn i udsatte opvækstmiljøer. Det gjorde man bl.a. ved at identificere og opdage beskyttende ressourcer i selve i risikomiljøerne. Disse beskyttende ressourcer kan fx være en varm og engageret og nærværende lærer i skolen, en velfungerende plejefamilie, fælles fritids- og sportsaktiviteter eller et godt kammeratnetværk.

Store forskningsbaserede interventionsprojekter opstod i anden bølge. Det har beriget vores viden om, hvordan man aktivt kan skabe resiliens og hvorfor intervention virker.

Fra omkring år 2000 og frem ses et endnu større fokus på afklaring af de centrale nøglebegreber signifikant risiko, alvorlig modgang, beskyttelsesfaktorer og positiv adaptation.

Interessen for neurobiologi og -psykologi er nu stærkt voksende, og et dynamisk og systemisk paradigme vinder frem. Man konstruerer tværfaglige psykobiologiske, dynamiske modeller, der integrerer miljømæssige, psykologiske og molekylærbiologiske processer – dvs. helt ned på celleniveau.

Eksempler på denne type resiliensforskning kan være, hvordan miljøskabt alvorlig modgang – via såkaldte epigenetiske tænd/sluk-processer – kan igangsætte skadelig produktion af stresshor-monerne adrenalin og kortisol. Eller modsat, hvordan en beskyttelsesfaktor, såsom aktiveret tryg tilknytning, igangsætter produktionen af hormonet oxytocin med tilnavnet kærlighedshormonet.