close

Faktaboks

Christina Egelund
Født
9. december 1977, Hjørring
Christina Egelund fotograferet 6.11.2020.
Christina Egelund i 2020.
Af .
Hjemmesiden for midterpartiet Fremad, stiftet den 7. november 2019 af Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund. Ammitzbøll-Bille var MF, udtrådt af Liberal Alliances folketingsgruppe. Han blev formand og Christina Egelund næstformand og politisk ordfører.
Annonce for partiet Fremad, 2019
Af /Ritzau Scanpix.

Christina Egelund er en dansk politiker fra partiet Moderaterne, som var uddannelses- og forskningsminister i Mette Frederiksens SVM-regering fra december 2022 til juni 2026. Da SVM-regeringen 3. juni 2026 blev afløst af mindretalsregeringen S-SF-M-R, var hun en af de få som fortsatte som minister på sit eget område, og tillige tillagt ansvaret som digitaliseringsminister.

Ved folketingsvalget 2026 var hun opstillet for Moderaterne i Hedenstedkredsen i Østjyllands Storkreds, hvor hun blev valgt ind med 3549 personlige stemmer.

Politisk virke

Christina Egelund meldte sig som 13-årig ind i Konservativ Ungdom, hvor hun blev formand for lokalafdelingen i Hjørring. Hun var medlem af Det Konservative Folkeparti indtil 2010, og meldte sig derefter ind i Liberal Alliance.

Hun var partiets spidskandidat ved europaparlamentsvalget i 2014, hvor hun fik 32.406 personlige stemmer, hvilket dog ikke rakte til en plads i parlamentssalene i Bruxelles og Strasbourg. I 2015 stillede hun op for sit parti i Nordjyllands Storkreds og sikrede sig et kredsmandat med 8.468 personlige stemmer.

I 2016 kom Liberal Alliance med i Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering sammen med Venstre og Det Konservative Folkeparti, og Christina Egelund blev partiets politiske ordfører og desuden bl.a. retsordfører. Fra 2018 overtog hun posten som formand for partiets folketingsgruppe efter Leif Mikkelsen.

Ved folketingsvalget grundlovsdag 2019 gik Liberal Alliance tilbage fra 13 til 4 mandater, og Egelund var blandt de mange folketingsmedlemmer, der ikke blev genvalgt.

Nogle måneder senere, i november 2019 dannede hun et nyt midterparti, Fremad, sammen med Simon Ammitzbøll-Bille, der var udtrådt af Liberal Alliances folketingsgruppe kort efter valget. Det lykkedes imidlertid ikke det nye parti at samle det nødvendige antal vælgererklæringer for at blive opstillet til Folketinget, og partiet blev nedlagt igen i oktober året efter.

I 2022 meldte Christina Egelund sig ind i Lars Løkke Rasmussens nye parti Moderaterne, og ved dannelsen af SVM-regeringen sammen med Socialdemokratiet og Venstre i december 2022 blev hun udnævnt til uddannelses- og forskningsminister.

Fra august til november 2025 var hun tillige fungerende kulturminister som barselsvikar for Jakob Engel-Schmidt, og fra 20. januar 2026 til 27. februar var hun fungerende digitaliseringsminister som barselsvikar for Caroline Stage.

Baggrund, uddannelse og øvrig karriere

Christina Egelund er født 9. december 1977 i Hjørring, hun blev student fra Hjørring Gymnasium i 1996 og læste 2000-2003 lingvistik og litteraturvidenskab på Sorbonne i Paris 2000-2003, dog uden at afslutte uddannelserne.

Hjemme i Danmark etablerede hun sig som selvstændig erhvervsdrivende fra 2006. Hun ejede og drev luksuscampingpladsen Jambo Feriepark ved Saltum Strand i Nordjylland 2006-2023.

Efter sin første folketingsperiode 2015-2019 fungerede Christina Egelund i perioden 2021-2022 som leder af den juridiske tænketank Justitias akademi for jurastuderende, Justitia Akademi.

Fra september 2021 til begyndelsen af 2022 arbejdede hun som public affairs-direktør hos kommunikationsbureauet Rud Pedersen. Hun var i 2022 samtidig været særlig politisk udvikler i Dansk Industri.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig