Iliaden

Årsagen til krigen var ifølge fortællingerne den trojanske prins Paris’ forførelse af den græske dronning Helena, som Paris tog med sig hjem til Troja, efter at han havde været på gæstebesøg hos Helenas mand kong Menelaos i den græske by Sparta.

Slutningen på krigen var grækernes erobring og nedbrænding af Troja, efterfulgt af de græske krigeres forskelligartede hjemrejser. Odysseus’ langvarige hjemrejse beretter digtet Odysséen om, mens kong Agamemnons skæbnesvangre hjemkomst gav materiale til adskillige græske tragedier, herunder Aischylos’ trilogi Orestien, Sofokles’ Elektra og Euripides’ Ifigenia i Aulis.

Med vreden emfatisk placeret i begyndelsen af sangen slår digteren temaet an for Iliadens begyndelse, men også for Iliadens slutning: Vreden, der først i digtet får grækernes største kriger, Peleus’ søn Achilleus, til at trække sig fra kamphandlingerne, indtil den sidst i digtet trækker ham ind i krigen igen.

Først i digtet bliver Achilleus vred på grækernes hærfører Agamemnon, fordi han ifølge Achilleus ikke viser ham tilstrækkelig respekt. Denne vrede medfører, at massevis af grækere i deres største krigers fravær dræbes af trojanerne i kampene om byen.

Sidst i digtet bliver Achilleus vred på trojanernes mægtigste kriger Hektor, fordi han har dræbt Achilleus’ kære ledsager Patroklos, der havde iført sig Achilleus’ udrustning. Denne vrede medfører, at Achilleus går tilbage ind i krigen, dræber Hektor og vanærer hans lig, indtil Achilleus i digtets sidste sang går med til at udlevere det skændede lig til Hektors far, kong Priamos.

Achilleus’ vrede – og Iliadens handling – finder sted i belejringens tiende år og sidste år. Digtet begynder altså længe efter, krigen er begyndt, og det slutter, inden krigen er forbi.

Dette fokus på en del, snarere end det hele af historien roste den senere græske filosof Aristoteles, der i sit værk om digtekunsten skrev, at det var tegn på Homers guddommelige inspiration:

“at han ikke, selvom krigen havde en begyndelse og en slutning, forsøgte at digte om det hele. For så ville fortællingen have været alt for stor og uoverskuelig” (Ar. Poet. 1459a).

Iliadens versemål påvirkede opførelsen af digtet på to måder: Dels muliggjorde rytmerne i versemålet, at Iliaden kunne reciteres og/eller synges til tonerne af et strengeinstrument. Dels muliggjorde versemålet, at sangerne af digtet nogenlunde kunne huske rækkefølgen af ord i de enkelte vers, da ordene skulle passe ind i rytmerne.

De homeriske sangere kaldtes rapsoder. Når vi siger, at Iliaden er tilskrevet Homer, mener vi, at det ikke er en person ved navn Homer, som har forfattet og nedskrevet Iliaden. Derimod er Iliaden blevet til ved, at rapsoder har sunget og digtet videre på Iliaden gennem hundredevis af år, indtil Iliaden på et tidspunkt blev skrevet ned i en form, som minder om det digt, vi læser i dag.

Versemålet er ét element, der muliggjorde, at Iliaden kunne reciteres og synges til tonerne af musik. Et andet element, der muliggjorde recitation og sang af digtet, er Iliadens såkaldte epiteter og formelvers. Disse er faste tillægsord til karakterer og sproglige vendinger, der passer ind i digtets rytme, og som rapsoden kan bruge som støtte til hukommelsen.

“Peleiden Achilleus” fra Iliadens første vers er et eksempel på en sådan vending, der rytmisk passer perfekt til sidste del af et heksametervers.

Iliaden består i sin nuværende form af næsten 16.000 vers fordelt på 24 sange. Antallet af vers og sange har varieret igennem antikken, men generelt har det været så stort, at det ville tage lang tid for en rapsode at fremføre. Rapsoderne kan derfor oftere have fremført enkeltsange fra Iliaden end hele digtet.

Disse opførelser af enkeltsange kan være blevet indledt med fremførelsen af en anden type heksameterdigte, som kaldes hymner. Vi har bevaret en samling af 33 sådanne Homeriske Hymner, digtet af forskellige digtere på forskellige tidspunkter.