Hesede Skov er en 424 hektar stor skov, som ligger mellem Haslev og Næstved på Sydsjælland. Den ejes af godset Gisselfeld. Skoven er et yndet udflugtsmål, bl.a. pga. restauranten Villa Gallina, som ligger idyllisk ved en lille skovsø.
Faktaboks
- Etymologi
- Stednavnet kendes fra 1288 som Hyrsaet, måske af gammeldansk *hyrsa 'hoppe' og *sæte 'opholdssted'.
Terrænet er stærkt kuperet med dødisprægede sandede morænebakker, der i syd når 100 m.o.h. Mange af dødishullerne i øst er omdannet til karpedamme. Smeltevand har skåret dybe kløfter i bakkerne; navnlig en, Svenskekløften, forbindes med romanen Gøngehøvdingen.
Øst herfor ligger Paradishaven, som er en rest af en tidligere (1837-1925) planteskole, med sjældne træer og urter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.