close

Lisbeth Rømer er en dansk skattejurist, der fra 1979 til 2013 arbejdede i skatteforvaltningen og endte som kontorchef. Rømer var fra 2002 til november 2013 ansvarlig for den afdeling hos det daværende SKAT, der stod for refundering af udbytteskat. Danmark blev i årene 2012-2015 bedraget for mindst 12,7 mia. kr. i det, der blev kendt som udbyttesagen. Afhøringerne i Undersøgelseskommissionen om SKAT viste, at Lisbeth Rømer i årevis havde advaret om risikoen for svindel i stor skala.

Udbyttesagen efter sparerunde i SKAT

Det var her i afhøringslokalet i Retten på Frederiksberg, at Lisbeth Rømer fortalte Undersøgelseskommissionen om SKAT, at hun gang på gang havde advaret ledende skattefolk om problemerne med udbytteskatten.
Undersøgelseskommission om Skat
Byline: Mads Nissen/Ritzau Scanpix.

Det var kriminelle finansfolk med den britiske erhvervsmand Sanjay Shah som hovedmand, der uberettiget fik refunderet milliardbeløb fra den afdeling af SKAT, der hed Regnskab 2. Afdelingen var forinden blevet flyttet tre gange og fik til sidst navnet Regnskab 2. Den lå under Region Midtjylland, selvom den fysisk var placeret i Høje Taastrup.

Navnet var skabt i forbindelse med en større omrokering af SKAT, hvor funktioner skulle flyttes mod vest i Danmark samtidig med, at der blev gennemført store besparelser.

Det var en sådan politisk fastlagt sparerunde, som netop i 2013 også førte til nedskæringer i Lisbeth Rømers afdeling, hvor hun selv gik på pension.

Lisbeth Rømers advarsler til ledelsen

I årene op til sin pensionering advarede Lisbeth Rømer talrige gange sine overordnede om den mangelfulde kontrol og den medfølgende risiko for, at den danske stat kunne blive bedraget for store beløb. Det var disse advarsler, der senere detaljeret blev dokumenteret af Undersøgelseskommissionen om SKAT.

Ifølge referater af møder mellem Lisbeth Rømers afdeling og SKAT's interne revision, blev der blandt andet fremført følgende advarsler ved årsskiftet 2009-2010:

”Det er Regnskab 2’s vurdering, at der er et kæmpe hul i forbindelse med udbyttebeskatningen.”

”..der laves ikke en kontrol af, om den pågældende person (den der får refunderet udbytteskat) reelt er aktionær i det pågældende selskab, eller om den pågældende person reelt er skattepligtig til det pågældende udland.”

”..at der ikke er kendskab til de reelle ejere af aktierne, hvorfor refusionen udbetales uden dokumentation for ejerskabet og den faktiske udlodning..”

Advarsler uden effekt

Skuespiller Karen-Lise Mynster den 6. januar 2025. I den dansk-tyske dramaserie Andre folks penge (tysk titel: Die Affäre Cum-Ex) fra 2025 spiller Karen-Lise Mynster rollen som Inger Brøgger. Rollen har visse ligheder med Lisbeth Rømers historie.
Karen-Lise Mynster
Byline: Ditte Valente/Ritzau Scanpix.

På grund af manglende opfølgning på problemerne, skrev Lisbeth Rømer den 21. november 2011 en e-mail til sine kolleger i Skatteministeriet.

”Vi har en meget kritisk revisionsrapport om refusioner, som der så ikke gøres noget ved, og der er før 1. oktober 2011 refunderet mere end 1 milliard, så det er ikke småpenge vi taler om. Da vi oftest refunderer 13 %, svarer beløbet til et udbytte på ca 7,5 milliarder.”

Lisbeth Rømers advarsler fortsatte helt frem til hendes pensionering i november 2013, hvor hun bl.a. i et notatudkast skrev til sin chef:

”Det er ikke nemt ganske kort at beskrive de store huller, som jeg synes der pt er i udbytteskatteadministrationen. Men her er et forsøg. Jeg håber, at du vil læse det, som en lidt mere udenforstående, og give dine kommentarer til mig, så papiret kan blive godt og forhåbentlig speede processen op.”

Efter Lisbeth Rømers pensionering blev hendes afdeling yderligere nedskåret. På et tidspunkt sidder hendes mangeårige medarbejder Sven Jørgen Nielsen som eneste medarbejder med ansvar for godkendelse af refusion af udbytteskat. Han blev i 2018 dømt for selv at have været involveret en sag om svindel med refusion af udbytteskat for 37,4 mio. kroner.

Bhutan

Forud for sin ansættelse som afdelingsleder med ansvar for blandt andet refusion af udbytteskat havde Lisbeth Rømer flere andre funktioner. Blandt andet blev hun fra 1994 til 1997 udlånt som skatterådgiver til det lille asiatiske bjergland Bhutan. Her var Lisbeth Rømer med til at opbygge et system til indførsel af personskat i et land, der på det tidspunkt ikke beskattede privatpersoner.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig