close

Faktaboks

Sisse Marie Welling
Født
25. februar 1986, Aarhus

Sisse Marie Welling.

Sisse Marie Welling er en dansk politiker fra Socialistisk Folkeparti (SF), som efter kommunalvalget den 18. november 2025 blev overborgmester i København med virkning fra 1. januar 2026.

Gennem en konstitueringsaftale med deltagelse af SF, Enhedslisten, Alternativet, Venstre, Konservative, Radikale, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti overtager SF overborgmesterposten, efter at Socialdemokratiet har haft posten siden 1938.

Sent kandidatur

Sisse Marie Welling var fra 1. januar 2018 til udgangen af 2025 sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune. Hun har været medlem af Borgerrepræsentationen siden 2010.

Sisse Marie Welling kom sent ind i kampen om overborgmesterposten op til valget i november 2025. Først den 2. oktober 2025 meddelte hun, at hun "stillede sig til rådighed" og udfordrede Socialdemokratiet ved at gøre op med den tanke, at overborgmesterposten i København ligefrem tilhørte Socialdemokratiet.

SF blev valgets næststørste part og mindre end Enhedslisten, men hun samlede et flertal til en konstitueringsaftale, der gik helt uden om Socialdemokratiet og partiets overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil.

Sisse Marie Wellings karriere i SF

Sisse Marie Welling er student fra Aarhus Statsgymnasium 2005 og Master of Arts (MA), History and Political Science, fra Københavns Universitet, 2017.

Sisse Marie Welling er politisk leder for Socialistisk Folkeparti i København. I årene 2003-2005 og igen fra 2007 til 2010 var hun medlem af landsledelsen i SF Ungdom (SFU), og hun har tillige rod i det studenterpolitiske arbejde i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) som redaktør af medlemsbladet Pensum og som sekretariatsmedarbejder.

Welling hørte i Villy Søvndals formandstid til den fløj i SF, der udgjorde den såkaldte Børnebande, som i den periode dominerede partiet. Hun valgte at blive i partiet, da mange andre fra Børnebanden, bl.a. Jesper Petersen, Astrid Krag og Thor Möger Pedersen, skiftede til Socialdemokratiet. Hun havde, sagde hun dengang, tillid til, at den nye formand Pia Olsen Dyhr kunne genopbygge SF, og Welling ses nu i et markant og tæt samarbejde med SF-formanden.

Siden sit første valg til Borgerrepræsentationen København i 2009 har Welling valg for valg haft en solid fremgang i det personlige stemmetal, og hun fik 7.016 stemmer ved valget i november 2021.

I 2025 blev Københavns Kommune den første kommune i Danmark, som tilbyder et gratis, kommunalt efterfødselstilbud til kvinder, der oplever fysiske eller psykiske gener efter en fødsel. Det var et initiativ, der blev sat i værk af Sisse Marie Welling.

Op til kommunalvalget i november 2025 skabte omsorgssvigt på københavnske plejehjem kritisk opmærksomhed om Welling og sundhedsforvaltningen.

Sisse Marie Welling har til 2025 delt formandsposten for sundheds- og ældreudvalget i KL (Kommunernes Landsforening) med Aarhus-borgmesteren Anders Winnerskjold med Welling som ansvarlig for sundhedsområdet.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig