close

World Economic Forum (WEF) er en uafhængig organisation oprettet i 1971 som European Management Forum med hovedsæde i Genève. I 1987 ændredes navnet til World Economic Forum.

Forum for økonomisk og politisk debat

World Economic Forum danner ramme om topmøder – både globale, regionale og tematiske – hvor centrale ledere bl.a. drøfter økonomiske og politiske spørgsmål. Organisationen er baseret på finansielle bidrag fra ca. 1000 af verdens største firmaer og blev oprettet på privat initiativ som forum for især management. Efter oliekrisen i 1973 blev interessefeltet udvidet til også at omfatte politiske, økonomiske og sociale spørgsmål. Siden er emner som partnerskaber, bæredygtighed, teknologi og globalisering kommet højt på dagsordenen.

Topmødet i Davos

Gradvis er det årlige møde i skisportsbyen Davos i Schweiz blevet et uformelt verdenstopmøde, hvor en bred kreds af verdensledere mødes til uformelle diskussioner.

Rapport om konkurrenceevne

Arbejdet er koncentreret i en række netværk og regionale og globale arbejdsgrupper. Der udgives løbende en lang række rapporter om international og regional økonomi, der omfatter en bred vifte af problemstillinger.

Der blev årligt fra 1979 til 2020 udgivet en Global Competitiveness Report, som bl.a. analyserede og sammenlignede de nationale økonomier.

World Economic Forum ser sig selv som den internationale organisation for offentligt-privat samarbejde.

Hovedsæde i Geneve

WEF har hovedsæde i Geneve i Schweiz og har omkring 800 ansatte (2023). Bestyrelsesformand frem til 2025 var stifteren professor Klaus Schwab (f. 1938). Efter hans tilbagetræden er posten blevet delt mellem forretningsmændene Larry Fink og André Hoffmann. Direktionen ledes pt. (2026) af Alois Zwinggi, efter at den tidligere leder siden 2017, Børge Brende (tidligere norsk udenrigsminister, f. 1965), måtte gå af oven på afsløringer af sine forbindelser med den amerikanske finansmand og dømte sexforbryder Jeffrey Epstein.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig