close

Fotografisk film er en betegnelse for lysfølsomt materiale til optagelse af film og fotografier.

Sort-hvid film

Moderne sort-hvid film består af en lysfølsom emulsion af halogensølvforbindelser (bromsølv) og gelatine, gydet på gennemsigtig og fleksibel film fremstillet af acetat eller polyester;. Tidligere anvendtes glas eller celluloid. Filmformatet kan variere fra såkaldte spionfilm på 8x11 mm til storformat på 8x10".

Ved blanding af emulsionen kan man variere lysfølsomhed (se filmfølsomhed), konturskarphed og finkornethed. I kombination med forskellige fremkaldervæsker og -teknikker kan man udvide og optimere filmens egenskaber.

De tidlige fotografiske film var kun følsomme for blåt og violet lys; senere udvikledes ortokromatiske film, der tillige er følsomme for grønt lys, og de pankromatiske film, der udelukkende bruges i dag, og som er følsomme for hele farvespektret.

Farvefilm

Farvefilm er principielt opbygget som sort-hvide film i tre lag, hvor hvert lag ved hjælp af farvekoblere er lysfølsomt for én af de tre grundfarver, cyan, gul og magenta. Dagslysfilm er afstemt efter en farvetemperatur på 5500° K, kunstlysfilm til 3200°-3400° K.

Både sort-hvid og farvefilm fremstilles som negativfilm til fremstilling af papirbilleder og diapositiv- eller omvendefilm, der bruges til fremvisning (lysbilleder) og reproduktion. Specialfilm omfatter bl.a. infrarøde film, kontraststærke lith-film og røntgenfilm.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig