valg i Indien 2024

For første gang i Modis regeringstid blev der dannet en koalitionsregering, hvor BJP ikke har flertal, men kun kan regere som flertalsregering sammen med koalitionspartnerne, de regionale partier TDP og JD(U).

Regeringen med Narendra Modi som premierminister blev indsat ved en ceremoni foran præsidentboligen, Rashtrapati Bhavan, i New Delhi søndag den 9. juni 2024 med deltagelse af statsledere fra Bangladesh, Nepal, Sri Lanka, Maldiverne og Bhutan, fremtrædende Bollywood-stjerner og lederne af nogle af Indiens allerstørste virksomheder, bl.a. mangemilliardærerne Gautam Adani og Mukesh Ambani.

National Democratic Alliance (NDA), som dannede grundlag for den afgående regering, er en alliance af 25 overvejende højreorienterede partier anført af partiet Bharatiya Janata Party (BJP) under ledelse af Indiens premierminister, Narendra Modi, som også var alliancens spidskandidat i valget. NDA gik overordnet til valg på at sikre Modi genvalg som premierminister og videreføre den afgående regerings politik fra 2019-2024, herunder dens centralistiske og hindunationalistisk-tonede indenrigspolitik og dens selvsikre udenrigspolitik, der sigtede på at gøre Indien til en politisk og økonomisk stormagt.

De vigtigste partier i NDA-alliancen er BJP, som med ca. 38 % af alle stemmer ved valget i 2019 sikrede sig 55 % af parlamentets mandater, og de regionale partier Shiv Sena, Biju Janata Dal, Janata Dal (United) og Telugu Desam Party (TDP).

De vigtigste kandidater til parlamentsvalget i NDA var den politiske leder for BJP og nuværende premierminister, Narendra Modi, og indenrigsminister og præsident for NDA-alliancen, Amit Shah. Janata Dal (United)’s leder, Nitish Kumar, var ikke selv kandidat, men en vigtig stemme i valgkampen ligesom Shiv Senas leder Eknath Shinde.

Indian National Developmental Inclusive Alliance (I.N.D.I.A.) er en alliance af 27 oppositionspartier dannet i sommeren 2023 og anført af Kongrespartiet (INC), hvis præsident, Mallikarjun Kharge, også fungerer som præsident for alliancen. Partierne tilhører overvejende centrum-venstre-spektret af indisk politik, men er – navnlig på delstatsniveau – også politiske modstandere og konkurrenter. Derfor har I.N.D.I.A. siden sin oprettelse haft svært ved at formulere et fælles politisk program og enes om en premierministerkandidat. Fælles for mange af partierne er dog modstanden mod den hindunationalistiske ideologi.

De vigtigste partier i I.N.D.I.A.-alliancen er Kongrespartiet (INC), som ved valget i 2019 sikrede sig 19,5 % af stemmerne, men under 10 % af parlamentets mandater, socialistpartiet Samajwadi Party (SP) og Aam Aadmi Party (AAP). Sidstnævnte stillede op til det nationale parlamentsvalg for første gang i 2024. Desuden blev det magtfulde tamilske parti Dravida Munnetra Kazhagam (DMK) spået et godt valg.

Vigtige kandidater i I.N.D.I.A.-alliancen tæller foruden Kongrespartiets tidligere præsident og de facto spidskandidat, Rahul Gandhi, bl.a. Shashi Tharoor og Priyanka Gandhi Vadra. De regionale partiledere, M.K. Stalin (DMK), Arvind Kejriwal (AAP) og Akhilesh Yadav (Samajwadi Party) spiller ligesom kongrespartiveteranerne Mallikarjun Kharge og P. Chidambaram også en stor rolle i valgkampen, selv om de ikke selv stiller op til valget.

En række partier stod ved valget i 2024 uden for de to alliancer. Vigtigst af dem er det bengalske parti All India Trinamool Congress (TMC) ledet af Mamata Banerjee, som er førsteminister i West Bengal. Andre vigtige uafhængige, regionale partier er YSR Congress Party (YSRCP) i delstaten Andhra Pradesh og All India Anna Dravida Munetra Kazhagam (AIADMK) i delstaten Tamil Nadu. Desuden stod det nationale parti Bahujan Samaj Party (BSP), der har de fleste af sine vælgere i delstaten Uttar Pradesh, uden for partialliancerne.

Indisk politik er traditionelt overvejende klientelistisk, så de enkelte partier repræsenterer og appellerer til bestemte samfundsgrupper og kaster og tilgodeser deres særinteresser. BJP favner med sin ideologi om et hindunationalt majoritetsstyre potentielt den allerstørste vælgergruppe: de ca. 80 % hinduer. Partiets valgsucces afhænger i høj grad af, om andre partier formår at mobilisere vælgerne langs andre interesser og identiteter: fx kaste, sprog, regionalitet og køn.

Valgkampen formede sig overordnet som en duel mellem de to politiske alliancer. På den ene side stod BJP og alliancepartierne i NDA der slog på, at de har skabt økonomisk vækst og fremgang samt sikret Indien en fremtrædende plads i verden. På den anden side påpegede oppositionspartierne i I.N.D.I.A., at Indien siden Narendra Modis tiltræden i 2014 er blevet yderligere polariseret; at de fattige indere er blevet fattigere, og at selve fundamentet for det uafhængige, sekulære Indien med fuldstændig adskillelse af stat og religion er undermineret. Desuden mente de, at Modi-regeringens autoritære tendenser truede det demokratiske fundament og havde medført en indskrænkelse af ytrings- og pressefriheden. Oppositionen brugte bl.a. de aktuelle borgerkrigslignende tilstande i delstaten Manipur som skrækeksempel på, hvad polariseringen i yderste konsekvens kan medføre.

Valgets andet store tema var forholdet mellem Nordindien og Sydindien – og mellem centralregeringen og delstatsregeringerne. I løbet af Modis to regeringsperioder (2014-2019 og 2019-2024) havde centralregeringen og centraladministrationen gradvist fået større politisk og økonomisk magt på bekostning af delstatsregeringerne. I de fire sydindiske delstater, der overordnet er rigere, mere industrialiserede og har bedre offentlig service end resten af Indien, stod BJP svagt, og der var stor modstand mod yderligere centralisering og dominans fra det folkerige nord.

Forud for annonceringen af valget havde den siddende regering ført store kampagner for en række initiativer, der skulle sikre bedre vilkår for den fattige del af befolkningen. Det handlede bl.a. om at skaffe rindende vand, elektricitet og flaskegas til husholdningerne. Det var kampagner, der alle havde premierminister Modis prominente billede på store annoncer i aviser og i det offentlige rum, fx ved togstationer og busholdepladser. Der var således en form for valgkampagne i gang, længe inden den officielle annoncering af valget, og skellet mellem en politisk dagsorden og en generel offentlig indsats for velfærd var dermed blevet udvisket. Det gav den siddende regering et massivt forspring og gav oppositionen problemer – for hvem kan være imod velfærdsforbedringer?

BJP er det rigeste af Indiens politiske partier, en position de har styrket som følge af et system for anonyme partidonationer, såkaldte electoral bonds, som partiet indførte i 2017. Programmet blev i februar 2024 underkendt som forfatningsstridigt af den indiske højesteret, og i den forbindelse kom det frem, at partiet har modtaget seks gange så meget anonym støtte som Kongrespartiet.

Spørgsmålet om positiv særbehandling til de mange såkaldte OBC-kaster fik fornyet politisk fokus, efter at en undersøgelse i delstaten Bihar fastslog, at OBC-kasterne udgjorde en langt større del af samfundet end hidtil antaget.

En række af partierne i I.N.D.I.A.-alliancen stillede krav om, at de ti-årlige nationale folketællinger i fremtiden skal inkludere akkurate oplysninger om kastetilhørsforhold og om, at den positive særbehandling af OBC-kasterne i offentlig ansættelse og uddannelse skal udvides, så den modsvarer kasternes faktiske andel af befolkningen. NDA-alliancens partier var omvendt overvejende modstandere af øget fokus på kaste og af en udvidelse af omfanget af positiv særbehandling.

I valgkampen konkurrerede to meget forskellige udlægninger af Indiens økonomiske situation. Den siddende regering hævdede, at økonomien var stærk, at det var lykkedes at tiltrække flere udenlandske investeringer, og de pegede på, at gennemsnitsindkomsten i Indien er steget ret betragteligt de seneste ti år. Oppositionen påpegede på den anden side, at den økonomiske vækst særligt har begunstiget en lille gruppe industrimagnater tæt på regeringen. I.N.D.I.A. fremhævede, at arbejdsløsheden i Indien er stigende særligt for unge i aldersgruppen 20-24 år, der har en arbejdsløshed på over 40%. De pegede desuden på de kummerlige vilkår, som de indiske landbrugere lever under, hvilket har afstedkommet store bondeprotester i 2020-2021 og igen i 2024.

Årsagerne til BJP's tilbagegang var mange. Først og fremmest var økonomien i fokus hos især den indiske landbefolkning, der ikke har mærket nogen væsentlig fremgang under Narendra Modi. For mange landbrugere er indtægterne faldet, samtidig med at inflationen er steget. Det understreges også ved, at der procentuelt var flere fra landet, der stemte, end i byerne. Blandt lavkastegrupper og dalitter var der desuden bekymring for, om den gældende positive forskelsbehandling i forhold til jobs og uddannelsespladser ville blive afskaffet eller minimeret, hvis den tidligere regering igen fik flertal.

I begyndelsen af valgkampen udtalte Modi selvsikkert, at NDA ville opnå mere end 400 af de i alt 543 parlamentspladser, mens han i valgkampens slutspurt flere gange fremkom med stærkt antimuslimske budskaber. Skal man tolke valgresultatet, må man konstatere, at nok nyder hindunationalismen stadig opbakning, men uden økonomisk bedring af de fattiges vilkår er ideologiens tiltrækningskraft begrænset.

I alle delstater valgte BJP at fremhæve Modi som den centrale figur i valgkampen. Observatører har bemærket, at det derfor mere var et valg for eller imod Modi som premierminister end for eller imod partiet BJP og dets lokale parlamentskandidater. Valgresultatet viser, at Modi som samlende figur for inderne har betydelig mindre opbakning end tidligere.

I modsætning til valgene i 2014 og 2019 stod oppositionen relativt samlet som et alternativ til Modi-regeringen. Mange af de uafhængige partier, der ikke var med i én af de to alliancer, gik således tilbage. Alligevel valgte I.N.D.I.A.-alliancen ikke at udpege en kandidat til premierministerposten forud for valget. Det gjorde det vanskeligt for BJP at definere en enkelt hovedmodstander. Hvor valget i 2019 blev en slags ‘præsidentvalg’ mellem Narendra Modi eller Rahul Gandhi var det ikke tilfældet i 2024.

Oppositionspartierne havde held med at indfange og udnytte utilfredsheden med de manglende økonomiske fremskridt i landdistrikterne. På samme måde blev spørgsmålet om bedre vilkår for den store lavkaste-befolkning, der også kendes som other backward classes, et omdrejningspunkt, der viste sig effektivt.