Byen og det omliggende land har haft en betydelig plads i preussisk selvbevidsthed og tyskhedens udvikling. Byen grundlagdes i 1255 af de tyske ordensriddere som militært støttepunkt ved floden Pregels (Pregoljas) udløb. Den Tyske Ordens højmestre og de preussiske hertuger blev begravet i katedralen, påbegyndt 1333.
Byen var i 1500-tallet et af Reformationens udgangspunkter og blev med universitetets grundlæggelse i 1544 det åndelige midtpunkt i hertugdømmet Preussen.
I 1701 lod Frederik 1. sig her krone til konge af Preussen, og Königsberg blev hovedstad i provinsen, der siden 1773 hed Østpreussen. Byen var i årene 1758-1762 under Den Preussiske Syvårskrig besat af russiske tropper.
Byens centrum blev stærkt ødelagt af britiske luftbombardementer i august 1944 og igen under det tre måneder lange slag om byen kort før krigens ophør. De dengang ca. 300.000 indbyggere flygtede eller blev fordrevet, og byen har nu under 1 % tyske indbyggere.
I april 1945 blev byen besat af sovjetiske styrker, og på Potsdamkonferencen juli-august samme år blev det besluttet, at by og område skulle indgå som region (oblast) i Den Russiske Sovjetrepublik.
Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 fortsatte regionen som en administrativ del af Den Russiske Føderation. Da Polen og Litauen blev medlemmer af EU og deltagere i Schengensamarbejdet, skabte det vanskeligheder for indbyggerne i regionen. Ligesom andre russiske statsborgere kunne de nu ikke længere rejse uhindret frem og tilbage mellem eksklaven og det øvrige Rusland gennem Litauen uden visum, og under Danmarks EU-formandskab i 2002 forhandledes en aftale på plads mellem EU og Rusland om forenklede rejsedokumenter for russere på transit gennem Litauen.
Kommentarer (3)
skrev Torben Eriksen
Jeg synes at der er et kæmpe hul i historien om Kaliningrad.
I hopper fra 1762 og til 1945.
Jeg savner oplysninger om hvilket historisk argument russerne havde for i 1945 permanent at indlemme et tysk/polsk område - uden geografisk berøring med Sovjetunionen..
svarede Jørgen Nørby Jensen
Tak for din kommentar. Når vi får tilknyttet en fagansvarlig til området, vil vi bede vedkommende om at tage stilling til, om artiklen skal udvides.
skrev Marie-Louise Hammer
Vær opmærksom på at i billedteksten omtales Den Tyske Ordens stormestre men sådanne titulere(de)s højmestre !!
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.