Frants Buhl

Problemstillingen omkring bibelteksternes sammensætning og historicitet går tilbage til midten af 1700-tallet, hvor man i oplysningstidens Europa så småt begyndte at løsrive sig fra den opfattelse, at overleveringerne i Mosebøgerne skildrer faktiske historiske begivenheder. Denne tænkemåde kan blandt andet ses som en følge af Martin Luthers princip om Sola Scriptura ('Skriften alene'), hvorefter bibelteksten blev tillagt større autoritet end den kirkelige tradition. Det gav med tiden plads til, at Bibelen også kunne fortolkes uafhængigt af kirkens traditionelle udlægning. En af de tidligste tendenser på denne udvikling ses hos teologen Hermann Samuel Reimarus og filosoffen Gotthold Ephraim Lessing, der begge understreger de logistiske problemer ved ørkenvandringen til Kanaan, sådan som den beskrives i bibelteksten.

I 2 Mos 12,37 fremgår det nemlig, at skaren af israelitter, der drog ud af Egypten, bestod af ca. 600.000 voksne mænd (foruden et ukendt, større antal kvinder og børn), og Lessing bemærker i den forbindelse pladsproblemerne ved at påpege, at de første israelitter i så fald var trådt ind i Kanaan længe inden de sidste havde forladt Egypten. Disse gradvise erkendelser om bibelteksternes beskaffenhed førte med tiden til den konklusion, at Mosebøgerne måtte bestå af forskellige kildelag med hvert deres sigte, men uden historisk karakter.

I stedet blev beretningerne i Mosebøgerne og Josvabogen snart betragtet som legender og grundlæggelsesmyter. Inden for den historisk-kritiske forskning begynder den egentlige historiske fremstilling derfor først med Dommerbogen, altså efter at israelitterne har fået fodfæste i Kanaan (ca. 1200-1000 f.v.t.), men inden storriget Israel blev etableret (ca. 1000-930 f.v.t.) under kong David og Salomon.

Det betød omvendt ikke, at man i forskningen på den tid ikke ledte efter en historisk kerne i Mosebøgerne – tværtimod. Selv om det er stort set forladt i forskningen i dag, kan man inden for de mere konservative kredse stadig finde fortalere for, at bl.a. Urhistorien (1 Mos 1-11), Patriarkhistorien (1 Mos 12-36) og Josefhistorien (1 Mos 37-50) i Første Mosebog foruden ørkenvandringen i Anden til Femte Mosebog afspejler reelle historiske epoker, om end de gemmer sig bag et lag af mytologisk fortællestof.

Hen mod slutningen af 1870'erne havde udviklingen inden for den nyere bibelforskning udmøntet sig i den hypotese, at Mosebøgerne måtte bestå af fire hovedkilder, der hver især er kendetegnet ved bestemte litterære træk. Denne kildesondringshypotese, der stadig anvendes inden for bibelforskningen, om end typisk med forbehold, kaldes firkildehypotesen eller Graf-Kuenen-Wellhausen-hypotesen efter Karl Heinrich Graf (1815-1869), Abraham Kuenen (1828-1891) og Julius Wellhausen. Sidstnævnte gav hypotesen sin endelige form i 1878 med værket, Geschichte Israels, 'Israels historie'.

De fire kilder kaldes henholdsvis Jahvisten (J), Elohisten (E), Præsteskriftet (P) og Deuteronomisten (D). J, E og P findes spredt rundt i Første, Anden, Tredje og Fjerde Mosebog, mens D udgør hele Femte Mosebog. Groft sagt er J kendetegnet ved de steder i Mosebøgerne, hvor Gudsnavnet Jahve (יהוה) anvendes, mens E gennemgående bruger navnet Elohim, 'Gud' (אלהים). J er desuden kendetegnet ved fortællinger, hvor Gud fremstilles antropomorft og taler direkte til mennesket, mens det hos E snarere foregår gennem engle eller i drømme.

P, der selv anvender Elohim frem for Jahve, er karakteriseret ved at koncentrere sig om den specifikke fremgangsmåde inden for tempelkulten samt slægtshistorier og religiøst lovstof. D, som også foretrækker Elohim frem for Jahve, er opkaldt efter det græsk-latinske navn for Femte Mosebog, Deuteronomium, og udtrykker sin helt egen teologiske dagsorden med særlig vægt på overholdelsen af pagten mellem Gud og Israel. Af disse grunde blev J anset for at være det ældste af de fire kildelag, efterfulgt af E, D og P.

Hen mod midten af det 20. århundrede nåede man derudover i forskningen frem til, at det deuteronomistiske kildelag strakte sig fra Femte Mosebog og helt frem til Anden Kongebog. Dette tekstkompleks kaldes det deuteronomistiske historieværk.

Litterærkritikken blev i begyndelsen af 1880'erne indført med en vis tilbageholdenhed af Buhl i faget Det Gamle Testamente, som han fra 1879 var blevet ansat som docent i ved Københavns Universitet og fra den 1. september 1882 som professor i teologi. Denne indførelse foregik dog alligevel ikke uden modstand fra konservativ fløj på både Det Teologiske Fakultet og i kirkemiljøet, selv om Buhl ikke var en ukritisk formidler af Wellhausens resultater, og selv om han personligt havde tilknytning til kirken bl.a. gennem sit venskab med Biskop Fog. Buhl lod ikke desto mindre en rent faglig vurdering råde, og han brød derfor i praksis med den kirkelige tradition omkring bibelteksternes historicitet, der indtil da blev betragtet som en selvfølge blandt hans kolleger på fakultetet.

Selv om han i slutningen af 1880'erne endte med grundlæggende at give Wellhausen ret, bevarede Buhl sit blik for faldgruberne inden for dette forskningsparadigme, idet han vurderede, at det tilbyder en besnærende, men urealistisk helhedsløsning på samtlige tekstuelle problemer selv i den allermindste detaljegrad, hvilket heller ikke tog højde for bibelbøgernes kompleksitet som sammensatte tekster. Buhl går imidlertid skridtet videre ved at påpege, at der er en fare for, at litterærkritikkens resultater blot ligger i forlængelse af den enkelte forskers personlige overbevisning.

I forbindelse med det sidste kritikpunkt foregriber Buhl en større problematik omkring hele det historisk-kritiske forskningsparadigme, som kom til at præge hele bibelforskningen i det 20. århundrede, nemlig den overhængende risiko for cirkelslutninger. Dette skyldes, at Bibelen typisk er den eneste reelt anvendte kilde i disse studier. Med hensyn til den førnævnte sendatering af Femte Mosebog til omkring kong Josias' tid, hviler denne vurdering da også udelukkende på andre oplysninger i Bibelen (2 Kong 22), nemlig fundet af Moses' lovbog, der formodentlig skulle have indeholdt buddene i 5 Mos 12-26.

Dette kan ikke bekræftes af samtidige kilder uden for Biblen. Der findes ikke en eneste samtidig kilde uden for Bibelen, som kan be- eller afkræfte det, og det er derfor lige så vanskeligt at fastslå som påstanden om, at Femte Mosebog skulle stamme fra Moses' egen tid, hvortil der heller ikke findes nogen relevante eksterne kilder. Det egyptiske kildemateriale, som i den forbindelse ellers ville have været oplagt, indeholder ingen samtidige beskrivelser om Moses eller begivenhederne fra Exodus-beretningen. Det er derfor mindst lige så tænkeligt, at Femte Mosebog er endnu yngre og stammer fra tiden efter det babylonske eksil (586/587 f.v.t.) eller endda fra tidlig hellenistisk tid (ca. år 300 f.v.t.), hvortil de ældst kendte gammeltestamentlige fragmenter fra Qumran dateres.

Inden for selve litterærkritikken består faren for cirkelslutninger i, at J, E, D og P slet ikke eksisterer som egentlige kildetekster, men er udelukkende abstraktioner, der er afledt af de forskellige tendenser og mønstre, man finder i Bibelen. De øvrige historisk-kritiske metoder, der kom til efter Buhl i løbet af det 20. århundrede (henholdsvis formkritik, traditionskritik og redaktionskritik), har også Bibelen som deres kildemæssige udgangspunkt og er derfor af kritikere blevet beskyldt for at rumme den samme metodiske svaghed.

Det betyder omvendt ikke, at alle erkendelserne fra litterærkritikken (eller de senere historisk-kritiske metoder) er ubrugelige. Det er for så vidt et udmærket redskab til at opfange og systematisere litterære tendenser i Bibelen. Et godt eksempel herpå findes bl.a. i skabelsesberetningen (1 Mos 1-2). Her kan en litterærkritisk inddeling i selvstændige kildelag give et godt bud på, hvorfor der findes to skabelsesberetninger i Første Mosebog. Ud over det ejendommelige, at skabelsesberetningen gentages, er det påfaldende, hvordan 1 Mos 1,1-2,3 kun bruger Elohim, 'Gud' (E), אלהים, mens 1 Mos 2,4-25 konsekvent har Jahve Elohim, 'Gud Herren' (J), יהוה אלהים. Det ville derfor give mening, hvis der er tale om to oprindeligt selvstændige fortællinger, som så er blevet sat sammen til den endelige bibeltekst, vi kender i dag.