Hosni Mubarak

Mubaraks forgænger Sadat blev skudt og dræbt af militante islamister under en militærparade i 1981. Flere tilsvarende grupper voksede frem i Egypten i 1970’erne, og gerningsmændene havde bånd til to af de mest centrale af disse, Jamaat al-Jihad (eller Tanzim al-Jihad, Jihad-gruppen) og al-Jamaa al-Islamiya (Den islamsike gruppe). I kølvandet på attentatet på Sadat udbrød der kampe i byen Asyut i det sydlige Egypten, hvor væbnede islamister angreb politiet i et forsøg på at starte et oprør mod myndighederne. Oprøret i Asyut blev hurtigt slået ned, men angreb fra og kampe mod væbnede islamister fortsatte gennem store dele af Mubaraks præsidentperiode.

Igennem 1980’erne og 1990’erne gennemførte Jamaat al-Jihad, al-Jamaa al-Islamiya og andre grupper en række angreb mod egyptiske myndigheder, mod landets kristne minoriteter og mod turister. Bevæbnede islamister udførte også en række angreb på højtstående politikere, herunder et angreb mod Mubarak i Etiopien i 1995, som var tæt på at lykkes.

Efter et angreb mod en gruppe turister i Luxor i 1997, hvor 62 personer blev dræbt, døde disse gruppers væbnede kamp ud. I 2000-tallet blev der imidlertid udført nye bombeangreb rettet mod turister og andre civile, denne gang i populære feriedestinationer på Sinaihalvøen.

Sadat havde drejet Egypten væk fra Sovjetunionen til fordel for USA, og Mubarak holdt fast ved denne politik. Egypten var under hans styre en vigtig allieret for USA, og landet var den næststørste modtager af amerikansk bistand efter Israel. Størstedelen af denne støtte gik til den egyptiske hær, som siden begyndelsen af 1980’erne også jævnligt har gennemført øvelser med sin amerikanske modpart.

Egypten deltog også i den amerikanskledede koalition mod Irak under Golfkrigen (1990-1991), og landet spillede længe en central rolle i fredsprocessen mellem israelske og palæstinensiske myndigheder. Mubarak portrætterede sig selv som en uundværlig allieret i kampen mod islamistiske ekstremister, og siden også i krigen mod terror. Forholdet kølnedes imidlertid en del i 2000-tallet, blandt andet grundet Mubaraks modstand mod Irakkrigen i 2003 og amerikansk utilfredshed med hans autoritære styre. Men Egypten forblev en tæt allieret til USA under hele hans embedsperiode.

Samtidig søgte Mubarak at forbedre Egyptens forhold til de andre arabiske lande. Som en konsekvens af fredsaftalen med Israel (Camp David-aftalen) blev Egypten i 1979 ekskluderet fra Den Arabiske Liga, hvis hovedkvarter i den forbindelse blev flyttet til Tunis. I 1989 blev Egypten genoptaget som medlem, og hovedkvarteret flyttede tilbage til Cairo.

Et andet udenrigspolitisk mål for Mubarak var at genvinde kontrollen over alle dele af det, man anså som egyptiske områder besat af Israel under Seksdageskrigen i 1967. Som en følge af fredsaftalen i 1979 trak Israel sig ud af Sinaihalvøen, men beholdt kontrollen over den lille by Taba i nord og hævdede, at denne retmæssigt tilhørte Israel. En international kommission gav imidlertid Egypten medhold, og i marts 1989 overtog egyptiske myndigheder igen kontrollen over byen, hvilket Mubaraks regime markerede som en stor sejr.

I 1980'erne åbnede Mubarak landets politiske system lidt op og gennemførte i lighed med flere andre arabiske lande det, som blev præsenteret som demokratiserende reformer. Ved parlamentsvalgene i 1984 og 1987 vandt oppositionspartier og -politikere flere sæder end tidligere. Det Muslimske Broderskab gik frem. Selv om organisationen var forbudt, fik den lov til at stille kandidater på andre partiers lister eller som uafhængige kandidater. Broderskabet udgjorde den mest velorganiserede og populære oppositionsbevægelse i Egypten under Mubaraks tid ved magten.

Den politiske åbenhed i 1980’erne havde imidlertid sine tydelige grænser, og regimet gav aldrig reelt magten fra sig. Fra begyndelsen af 1990’erne strammede regimet igen grebet og tillod kun i meget begrænset omfang oppositionens deltagelse i parlamentet. Myndighederne indførte en række ordninger, som gav regimet udstrakt mulighed for at gribe ind overfor fagbevægelser, foreninger, oppositionspartier og NGO’er. Mange regimekritikere blev også arresteret og fængslet. Gennem hele sin regeringstid fastholdt Mubarak desuden den undtagelsestilstand, som var blevet indført, da Sadat blev dræbt. Undtagelsestilstanden gav myndighederne fuldmagt til at kontrollere politik og offentlighed.

Efter et stort pres fra USA tillod Mubarak i 2005 for første gang flere kandidater at opstille til præsidentvalget. Inden da var han kun blevet bekræftet som præsident ved folkeafstemninger, hvor han som eneste kandidat vandt med et overvældende flertal. Mubarak vandt imidlertid også med overvældende flertal i 2005, og efter valget blev hans hovedmodstander fængslet.

Utilfredsheden med Mubaraks styre kom stadig tydeligere til udtryk i løbet af 2000-tallet. Denne skyldtes flere forhold. Et element var regimets økonomiske politik med fokus på liberalisering og privatisering, som gjorde, at mange offentligt ansatte fik dårligere vilkår eller mistede deres arbejde. Mange i kredsen omkring Mubarak blev velhavende på, at statsejede virksomheder blev solgt til underpris, og korruption var et gennemgående problem. Arbejdsløsheden var høj ikke mindst blandt unge under 30 år, som udgjorde en stadig større andel af befolkningen. Mubarak lod også til at forberede sønnen Gamal på at skulle overtage magten efter ham som i et monarki, hvilket gav anledning til stærke protester.

Utilfredsheden kom fra midten af 00’erne til udtryk gennem offentlige protester, som blandt andet blev organiseret af Kifaya-bevægelsen. De krævede Mubaraks afgang og demokratiske reformer. I samme periode fandt en række strejker og arbejderaktioner sted. Aktivister brugte forskellige online platforme til at sprede information, dokumentere regimets overgreb og diskutere mulige alternativer. Mubaraks regime tillod i udstrakt grad frie diskussioner på nettet, men arresterede mange aktivister og oppositionspolitikere for aktiviteter, som ikke fandt sted online.

Mubarak blev i juni 2012 idømt livsvarigt fængsel for medvirken til drab på civile demonstranter under oprøret i vinteren 2011. I august 2013 blev han frikendt for flere af anklagerne og løsladt fra fængsel, men han blev fortsat holdt i husarrest. I maj 2015 blev han dømt til tre års fængsel for korruption. I november 2014 blev anklagerne om medvirken til drab på demonstranter afvist i retten, men kendelsen blev anket. I marts 2017 blev Mubarak dog endeligt frifundet for for medvirken til drab på demonstranter, og samme måned blev han løsladt.