endokrine kirtler

Flere forskellige reguleringssystemer er i brug for at opretholde korrekt balance i hormonproduktionen og hormonsekretionen. Det er fx indbyrdes reguleringssystemer mellem forskellige kirtler, kaldet feedbacksystemer, overordnede impulser i centralnervesystemet og det autonome nervesystem. De to sidstnævnte systemer er bl.a. med til at justere hormonsekretionen i forhold til ydre og miljøbestemte forhold. De endokrine kirtlers funktion kan også påvirkes direkte af miljøfaktorer.

Hos mennesket og de fleste andre hvirveldyr indtager hypofysen en central plads i reguleringen af vigtige hormonfunktioner. Hypofysen består af to lapper, en forlap (adenohypofysen) og en baglap (nevrohypofysen), som er adskilt fra hinanden af det, der nogle gange kaldes midtlappen (pars intermedia).

Skjoldbruskkirtlens funktion reguleres af det thyreotrope hormon (TSH), som produceres i bestemte celler i hypofysen. TSH styrer produktionen af thyroxin i skjoldbruskkirtlen. Hvis der dannes for meget thyroxin, vil frigørelsen af TSH fra hypofysen aftage. Hvis der dannes for lidt thyroxin, vil frigørelsen alternativt tiltage. Det hypotalamiske frigørelseshormon (TRH) deltager i denne reguleringsproces. Korrekt niveau af thyroxin er vigtigt for en række kropsfunktioner, og større afvigelser fører til hyper- eller hypothyreose.

Binyrebarkens funktion reguleres på tilsvarende vis. Fra hypofyseforlappen stimulerer det adrenokortikotrope hormon (ACTH) produktionen og sekretionen af kortisol i binyrebarken, som står i et gensidigt balanceforhold med hinanden. Fra hypothalamus deltager CRH (corticotropin releasing hormone) i dette samspil. Udtalte afvigelser i denne balance fører til Cushings syndrom eller Addisons sygdom.

Gonaderne kaldes også kønskirtlerne og producerer kønsceller. I mænd er gonaderne testikler, som producerer sædceller, mens gonaderne i kvinder er æggestokke, som producerer ægceller. Gonadefunktionen reguleres af hypofyseforlappens hormoner luteiniserende hormon (LH) og follikelstimulerende hormon (FSH) i samspil med gonadoliberin (Gn-RH) fra hypothalamus. I dette samspil er der ændringer med alder, fx i forbindelse med pubertet og overgangsalder.

For væksthormonets vedkommende er der også en aldersafhængig sekretion fra hypofyseforlappen, hvor sekretionen aftager, efter at personen er færdig med at vokse. Dette hormon reguleres ved et meget kompliceret samspil mellem insulin-lignende vækstfaktor type 1 (IGF-1), som dannes i flere organer, og de hypotalamiske hormoner væksthormonfrigørende hormon (growth hormone-releasing hormone, GH-RH) og somatostatin. Væksthormonmangel fører til væksthæmning, mens for stor væksthormonproduktion giver kæmpevækst (gigantisme) eller akromegali.

Reguleringen af prolaktinsekretionen er speciel. Dette hormon, som hos mennesket hovedsageligt regulerer mælkesekretionen under amning, virker i modsætning til de øvrige hormoner fra hypofyseforlappen til kun at være reguleret af et hæmmende hormon fra hypothalamus, dopamin. Under graviditeten virker østrogene hormoner imidlertid til at have en stimulerende effekt på prolaktinsekretionen. Hormonet findes også hos ikke-pattedyr, men der vides lidt om, hvilken funktion hormonet har hos de dyrearter.

Den medicinske behandling har som opgave at genoprette kroppens normale hormonbalance. Der er meget viden om, hvordan hormonmangel- og overskudstilstande skal behandles, men det kan ofte være problematisk at finjustere hormonafvigelser pga. de mange og komplekse reguleringsmekanismer, der dagligt styrer de endokrine kirtler.