Integriner er en familie af adhæsionsmolekyler, der spiller en central rolle i cellers binding til den ekstracellulære matrix og til andre celler. De indgår i specialiserede celleforbindelser, som sikrer mekanisk forankring og signaltransduktion mellem cellens indre og omgivelserne.
Integriner er involveret i en række biologiske processer, herunder immunreaktioner. Dette ses bl.a. hos hvide blodlegemer (leukocytter), hvor integriner medvirker til cellernes binding til blodkarvæggen ved immunreaktioner. En medfødt defekt i en bestemt gruppe af integriner på de hvide blodlegemer, de såkaldte β2-integriner, fører til sygdommen leukocyt-adhæsionsdefekt type 1 (LAD-1), som er karakteriseret ved tilbagevendende og alvorlige bakterielle infektioner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.