cellekontakter

Cellekontakter har tre hovedopgaver:

1. Virke som mekanisk sammenkobling af celler, så de ikke rives fra hinanden
2. Forsegle rummet mellem celler, så de danner en sammenhængende, tæt barriere
3. Bidrage til direkte kommunikation mellem cellerne

Der findes tre hovedtyper cellekontakter:

• Forankringskontakter (adhærerende kontakter)
• Okkluderende (forseglende) kontakter
• Kommunikationskontakter

Forankringskontakters (adhærerende kontakter) vigtigste opgave er at holde celler sammen mekanisk. Dette sker ved, at nabocellers cytoskelet bindes sammen, eller ved at cytoskelettet bindes til intercellulærsubstansen. Disse cellekontakter er særligt til stede i væv udsat for mekanisk belastning såsom muskler og overhuden (epidermis).

Okkluderende kontakter (engelsk tight junctions) holder celler tæt sammen i epitelvæv. På denne måde forsegles rummet mellem cellerne, hvilket forhindrer lækage på tværs af epitelvævet. Sådanne celleforbindelser findes blandt andet mellem epitelcellerne i tarmslimhinden. De transmembrane proteiner claudiner er centrale for opbygning og funktion af okkluderende celleforbindelser.

Kommunikationskontakter omfatter gap junctions og (kemiske) synapser. Gap junctions er en type cellekontakter, der danner specialiserede, rørformede kanaler på tværs af cellemembranen mellem to naboceller. Gennem disse kan små, vandopløselige molekyler passere mellem de to cellers cytoplasma. Dette muliggør kommunikation mellem celler ved, at ioner, sekundære budbringere og små metabolitter hurtigt kan udveksles. Gap junctions dannes af transmembrane proteiner kaldet connexiner.

• adhæsionsmolekyler
• integriner
• gap junctions
• okkluderende kontakter