spidsmus

Spidsmusene placeres i deres egen familie, Soricidae. De hører hjemme i ordenen insektædere (Eulipotyphla), der også omfatter pindsvin og gymnurer (familien Erinaceidae), muldvarpe (familien Talpidae) og solenodonter (familien Solenodontidae). Spidsmusenes nærmeste slægtninge er pindsvinene og gymnurerne.

IUCN Red List anerkender 436 nulevende arter af spidsmus, mens den anden hovedreference inden for pattedyrarter, Mammal Diversity Database (American Society of Mammalogists), anerkender 502 arter. Der bliver løbende beskrevet nye arter af spidsmus, først og fremmest når eksisterende arter bliver delt i flere arter.

Spidsmusfamilien er den fjerdestørste familie af pattedyr, kun overgået af de to gnaverfamilier Cricetidae og Muridae og af flagermusfamilien barnæser (Vespertilionidae). Slægten Crocidura, der tilhører de hvidtandede spidsmus, er med sine 211 arter den største af alle pattedyrslægter.

Spidsmusene inddeles i følgende tre underfamilier, som tilsammen omfatter 26 slægter:

Der lever spidsmus på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis.

De bruntandede spidsmus findes i Europa, Asien og Nord-, Mellem- og Sydamerika, men mangler i Afrika. De er de eneste spidsmus i Amerika og de eneste, som er udbredt i Jordens kolde, nordlige egne. I Sydamerika findes kun slægten småørede spidsmus, som er begrænset til det nordvestlige hjørne af kontinentet.

De hvidtandede spidsmus er udbredt i Afrika, Europa og Asien, mens underfamilien Myosoricinae kun findes i det centrale og sydlige Afrika.

Spidsmusene er udbredt fra troperne til den arktiske tundra, hvor man fx finder tundraspidsmusen (Sorex tundrensis). Højdeudbredelsen strækker sig fra havoverfladen til 4.500 meters højde; sidstnævnte gælder himalayaspidsmusen (Soriculus nigrescens). Spidsmus udnytter stort set alle terrestriske naturtyper i deres udbredelsesområde og mangler kun i de mest ekstreme ørkener i Nordafrika og Vestasien samt på Det Tibetanske Plateau.

De fleste arter lever i fugtige områder med tæt undervegetation, fx i skove, græsland og sumpe. Der findes dog også spidsmus i tørre områder som de nordamerikanske gråspidsmus, der lever i buskørken, og den centralasiatiske sorthvid spidsmus (Diplomesodon pulchellus), der holder til i sandørken. Den største artsrigdom af spidsmus findes i Afrika syd for Sahara, i Sydøstasien og i Mellemamerika. Det er ikke usædvanligt at finde 4-9 arter af spidsmus i samme område.

Vandspidsmusene er knyttet til vådområder som vandløb, søer og sumpe, da de jager i og langs med vand. De fleste vandspidsmus er endemiske for Asien, men de er også repræsenteret i Europa, Afrika og Nordamerika, heriblandt i Danmark.

På alle kontinenter, hvor spidsmus forekommer, findes der gravende former, som konstruerer og lever i gange under jorden ligesom muldvarpe. Disse arter færdes dog også på overfladen og betegnes derfor som delvist underjordiske (på engelsk semi-fossorial).

Spidsmus hører til verdens mindste pattedyr. Eurasisk pygmæspidsmus (Suncus etruscus) nævnes ofte som den allermindste art i familien; den har en hoved-og-kropslængde på 33-50 mm og en vægt på 1,2-2,7 gram. Faktisk er den så lille, at den konkurrerer med humlebiflagermusen (Craseonycteris thonglongyai) om titlen som verdens mindste pattedyr. Andre kandidater er centralafrikansk pygmæspidsmus (Suncus remy), som har en hoved-og-kropslængde på 42-49 mm og en vægt på 1,5-1,8 gram, samt nordøstafrikansk dværgspidsmus (Crocidura nana), der har en lignende længde, men som man ikke kender vægten på. Mange arter af spidsmus vejer under 10 gram. Til sammenligning vejer en husmus 12-24 gram.

Den største spidsmus er asiatisk husspidsmus (Suncus murinus), som har en hoved-og-kropslængde på 90-160 mm og en vægt på 24-147 gram. Herefter følger armeret heltespidsmus (Scutisorex somerent) på 42-92 gram og goliatspidsmus (Crocidura goliath) på 51-76 gram. Vægten for de tre danske arter er på henholdsvis 2,5-7,5 gram for eurasisk dværgspidsmus, 4-16 gram for almindelig eurasisk spidsmus og 8-25 gram for nordlig eurasisk vandspidsmus. Sædvanligvis er der ikke den store forskel i størrelsen på kønnene hos spidsmus, men hos nogle arter, fx asiatisk husspidsmus, er hannerne tungere end hunnerne.

Spidsmus er kendetegnet ved en lang, spids og bevægelig snude med en nøgen, fugtig snudespids (rhinarium) og lange knurhår. De har små øjne, relativt korte ører, en slank krop og korte, robuste ben med forholdsvis kraftige fødder. Flertallet af spidsmus har en kort, tæt, blød pels og en hale, der måler 60-90 % af hoved-og-kropslængden. De fleste spidsmus er jordlevende (terrestriske) og har en forholdsvis uspecialiseret kropsform. Spidsmusene omfatter dog også former med særlige tilpasninger til specialiserede levemåder og bevægelsesformer.

Der er ingen deciderede trælevende spidsmus, men nogle arter kan kravle op i buske og anden lav vegetation i deres søgen efter føde. Klatrende spidsmus kan have haler, der er længere end hoved-og-kropslængden, i særdeleshed klatrespidsmusen (Episoriculus macrurus), hvis hale er 150 % af hoved-og-kropslængden. Den forlængede hale kan bruges som balanceredskab under klatring og til at sno om grene, selv om den ikke er en decideret snohale. Klatrende spidsmus har desuden forlængede fingre/tæer, der giver dem en bedre gribeevne.

Der findes over 50 arter af delvist underjordiske spidsmus. De fordeler sig på syv slægter: asiatiske muldvarpespidsmus, afrikanske muldvarpespidsmus, asiatiske korthalespidsmus, nordamerikanske korthalespidsmus, småørede spidsmus og langkloede spidsmus (2 slægter). Disse spidsmus har flere muldvarpelignende træk: De har graveredskaber i form af forstørrede forfødder med lange, brede kløer, bittesmå ører, der er skjult i pelsen, en kort hale samt en kort, muldvarpeagtig pels, der mindsker friktionen mod væggene, når de bevæger sig rundt i deres tunneler. De mest muldvarpeagtige er de asiatiske muldvarpespidsmus, der helt har bortreduceret de ydre ører, og hvis hale blot er en lille stump.

De mest specialiserede spidsmus er på mange måder vandspidsmusene, der har talrige tilpasninger til at fouragere i vand, hvis temperatur kan være tæt på frysepunktet. Deres pels er meget tæt og længere end det normale hos spidsmus. Hårene har en særlig struktur, der gør, at luftbobler bliver fanget i pelsen under dykning, så vandspidsmusene er pakket ind i et isolerende luftlag. Det får dem til at se metalskinnende ud, når de er under vandet. Luftbobler i pelsen på bagfødderne gør det muligt for amerikanske vandspidsmus at løbe hen over vandoverfladen i op til fem sekunder, før de synker i. Vandspidsmus har svømmehud mellem tæerne og kan være neddykket i 15-60 sekunder ad gangen.

De afrikanske heltespidsmus har en unik rygrad. Pattedyr har normalt 5-7 lændehvirvler (den bageste del af rygraden), men heltespidsmus har hele 8-11. Lændehvirvlerne og en del af brysthvirvlerne hos heltespidsmusene er konstrueret på en måde, der forstærker rygraden i en usædvanlig høj grad. I en publikation fra 1917 beskrev den amerikanske zoolog J.A. Allen, at en armeret heltespidsmus ikke tog skade af, at en 160 kg tung mand havde stået oven på den på én fod i over et minut. Man forestiller sig, at formålet med den forstærkede rygrad er at gøre heltespidsmus i stand til at mase sig ind under tunge genstande og løfte dem ved at krumme ryggen.

Kraniet hos spidsmus er fladt med et langt, smalt kæbeparti. Tandsættet er karakteriseret af to uhyre lange, kraftige, krumme fortænder både i over- og undermunden. Tilsammen fungerer de som en pincet, der effektivt fanger og parterer byttedyr. Kindtænderne er udstyret med spidse takker, som er velegnede til at knuse og sønderdele insekter og andre leddyr med hårdt ydre skelet. De bruntandede spidsmus har rustbrune tænder, hvilket skyldes, at emaljen er forstærket med jernaflejringer. Det fænomen ses ikke hos de hvidtandede spidsmus, som derfor har hvide tænder.

Spidsmus er alsidige og opportunistiske rovdyr med en glubende appetit. De jager især hvirvelløse dyr (invertebrater), men kan også nedlægge hvirveldyr (vertebrater) og æde ådsler.

De kan have 20-50 forskellige arter af hvirvelløse dyr på menuen. Det kan være fx biller og andre insekter (både voksne og larver), edderkopper, skolopendre, regnorme og snegle. Af hvirveldyr kan spidsmus jage mus, andre spidsmus, padder, øgler og slanger; især giftige spidsmus er effektive til at nedlægge hvirveldyr. Mange spidsmus er i stand til at takle byttedyr større end dem selv. Vandspidsmus fouragerer typisk i og langs med vand, og deres føde omfatter mange akvatiske insekter samt mere sjældent fisk. Plantedele og svampe udgør til gengæld sjældent en del af spidsmusenes kost.

Fordi spidsmus har så højt et stofskifte, har de behov for at æde meget og hyppigt, og de bruger derfor en stor del af dagen på at jage. Almindelig eurasisk spidsmus skal indtage 80-90 % af sin egen vægt i føde hver dag, og det tal stiger til 125 % hos diegivende hunner. Eurasisk dværgspidsmus har dagligt brug for 1-2 gange sin kropsvægt i byttedyr, hvilket svarer til omkring 250 små hvirvelløse dyr.

Spidsmus konstruerer både hvilereder og mere solidt byggede ynglereder, hvor de opfostrer deres unger. Reder yder beskyttelse mod både fjender og kulde. Som byggemateriale bruger spidsmus fx blade, græs og mos, og de kan enten væve en kugleformet rede på jordoverfladen eller fore en fordybning. Delvist underjordiske spidsmus kan have deres reder under jorden.

Mange spidsmus har et gangsystem på jordoverfladen under tæt vegetation. Delvist underjordiske spidsmus kan have et udstrakt gangsystem under jorden både med tunneler, de selv graver, og tunneler fra andre pattedyr, fx muldvarpe. Almindelig eurasisk spidsmus og nordlig eurasisk vandspidsmus, to af vores danske arter, har gangsystemer både på jordoverfladen og under jorden. Vandspidsmusens gangsystemer kan have udgange under vandoverfladen.

Bortset fra hunner med unger lever bruntandede spidsmus typisk alene. De er stærkt territoriale, og møder fører tit til slåskampe. I tråd med deres asociale væsen deler bruntandede spidsmus normalt ikke reder med hinanden. En undtagelse er dog nordamerikansk småørespidsmus (Cryptotis parvus), hos hvem man fundet 32 individer i samme rede.

Hvidtandede spidsmus kan også have territoriestridigheder med fremmede individer, men de er ofte tolerante over for slægtninge og deler hyppigt rede, især uden for yngleperioden. Det gælder bl.a. slægterne Crocidura og Suncus.

De fleste spidsmus er promiskuøse og parrer sig med flere individer i løbet af yngleperioden. Husspidsmusen (Crocidura russula) lever dog i monogame parforhold, og hannen tager del i forældrepligterne.

Hos flere arter af hvidtandede spidsmus har man observeret, at unge hanner bliver med deres mor og hjælper med at indsamle redemateriale og tage sig af det nye kuld. Det gælder bl.a. eurasisk pygmæspidsmus, asiatisk husspidsmus og husspidsmus.

Drægtigheden hos spidsmus er 20-33 dage. Hvidtandede spidsmus går generelt drægtige i længere tid og føder mere udviklede unger end bruntandede spidsmus. Blandt spidsmus har man set kuldstørrelser på 1-15 unger. De fleste arter får mindst 2-4 unger ad gangen.

Ungerne fødes blinde, nøgne og hjælpeløse. Fødselsvægten ligger på ca. 0,25 gram hos eurasisk dværgspidsmus, 0,5 gram hos almindelig eurasisk spidsmus og 0,9 gram hos husspidsmus. Mange arter af spidsmus i tempererede egne kan producere flere kuld per ynglesæson. Det maksimale er fire kuld hos almindelig eurasisk spidsmus.

Spidsmus er kortlivede. Den ældste spidsmus, man kender til i fangenskab, blev 4 år gammel. I naturen lever de fleste spidsmus dog ikke længere end 12-13 måneder.

• insektædere
• pattedyr