pungdyr

De egentlige opossummer er den største familie af pungdyr. De vejer fra 10 gram (pygmæopossum) til 6,5 kg (nordamerikansk opossum). Flertallet af arterne er museopossummer med en vægt på under 100 gram. De fleste opossummer har en lang snohale, men nogle arter er korthalede. Familien indeholder både træ- og jordlevende arter samt verdens eneste amfibiske pungdyr, vandopossummen. De lever af en blanding af hvirvelløse dyr (invertebrater), hvirveldyr (vertebrater) og plantekost, især frugt.

Spidsmusopossummerne er små pungdyr på 20-50 gram med en lang, spids snude. Seks af arterne findes i Andesbjergene. De er jordlevende og forekommer typisk i fugtige tempererede skove med mosser og bregner. Føden består af en blanding af invertebrater, frugt, svampe og små vertebrater.

Monitoerne er musestore pungdyr på 16-32 gram med en lang snohale. De ligner museopossummer, men er nærmere beslægtet med Australiens pungdyr. De er begrænset til tempereret regnskov i det sydlige Chile og Argentina. Kosten domineres af insekter og frugt.

Diprotodonterne (Dasyuromorphia) er den største orden af pungdyr. Den indeholder 11 familier, inklusive kænguruerne, possummerne, koala og vombatter. De er alle kendetegnet ved kun at have to fremadrettede fortænder i underkæben, samt at bagfodens anden og tredje tå er små og sammenvoksede.

Kænguruerne er umiskendelige med deres ekstremt forlængede og kraftfulde bagben kombineret med relativt korte, tynde forben og en lang, kraftig hale, tilpasninger til at bevæge sig rundt hoppende på bagbenene. En undtagelse er de klatrende trækænguruer, der har udviklet kortere bagben og kraftigere forben. Rød kæmpekænguru og de to grå kæmpekænguruer kan veje op til 70-90 kg, mens de mindste kænguruer blot vejer omkring 1-2 kg. Arter i slægten Notamacropus kaldes for wallabyer. Kænguruer er planteædere.

Bettongerne og potorooerne er nære slægtninge til kænguruerne. De vejer 0.7-3 kg og er på størrelse med kaniner. Med deres lange bagben og bagfødder og korte forben minder de i kropsform om de mindste af kænguruerne, fx kaninkænguruerne. De har en usædvanlig kost, idet de især lever af svampe.

Rottekænguruen er en lille slægtning til kænguruerne, bettongerne og potorooerne, der lever i regnskov i det nordøstlige Queensland, Australien. Med en vægt på 360-680 gram er den kun ca. halvanden gang tungere end vores hjemlige egern. Bagbenene er længere end forbenene, men ikke i nær samme grad som hos kænguruerne, og den bevæger sig rundt på alle fire. Den lever især af frugt, men æder også frø, invertebrater og svampe.

Tidligere blev alle possummer samlet i en enkelt familie, men de fordeles nu på seks familier, der ikke udgør en samlet (monofyletisk) gruppe. Langt de fleste possummer er trælevende, og alle er fortrinlige klatrere. De har en modstillet storetå, så foden kan gribe om mindre grene og lianer, og nogle arter har også modstillet første og anden finger (svarende til vores tommel- og pegefinger).

Phalangeridae er den mest artsrige familie af possummer. I størrelse varierer de fra dværgkuskusen på 0,5-1 kg til den største af alle possummerne, stor bjørnekuskus, på 5-10 kg. Alle arter har veludviklet snohale. Marmorkuskuserne (slægten Spilocuscus) gør sig bemærkede ved kraftige mønstre og farver som orange og rød, og flere arter i familien har blå øjne. Kuskuserne lever i tropisk regnskov, mens de australske buskhalepossummer er vidt udbredte i eykalyptusskov. Føden domineres af blade og frugter.

Familien Burramyidae består af musestore pungdyr med lang snohale. Lille pygmæpossum vejer 6-10 gram og er den mindste af alle possummer. De lever bl.a. af nektar, pollen, honningdug, invertebrater, frugt og frø. Tungen har en børsteagtig tekstur, der gør den velegnet til at indsamle pollen og nektar. De kan gå i længerevarende dvale, hvor deres kropstemperatur kan falde helt ned til 1-6 °C. Den alpine dværgpossum kan sove vintersøvn i op til 7 måneder.

Familien Pseudocheiridae indeholder to vidt forskellige grupper: Snohalepossummerne med en veludviklet snohale, som de har for vane at rulle op til en spiral, når ikke den er i brug, og to svævende arter, kæmpesvævepossum og den nyligt genopdagede snohalesvævepossum. I størrelse varierer de fra dværgsnohalepossum på 100-200 gram til stor snohalepossum på 1,3-2,2 kg. Kæmpesvævepossummen er på størrelse med kaguangerne og kan svæve op til 150 meter. Medlemmerne af familien er planteædere.

Familien Petauridae rummer også to helt forskellige grupper. Svævepossummerne minder om flyveegern og har en endnu mere veludviklet svævehud end kæmpesvævepossummen. Den største art, gulbuget svævepossum, kan svæve op til 140 meter. De vejer 60-725 gram og lever af pollen, nektar, plantesaft, gummisaft, honningdug og leddyr. Triokkerne er kendetegnet ved et markant mønster af sorte og hvide striber samt en forlænget fjerde finger (svarende til vores ringfinger). Som aye-aye’en bruger triokkerne deres forlængede finger til at fiske store insektlarver ud af råddent eller dødt træ. Deres stinkdyragtige mønster suppleres af en skarp lugt.

Familien Acrobatidae omfatter to musestore arter, der begge har en hale formet som en fjer: svævefjerhalepossum fra Australien (8-19 g) og fjerhalepossum fra Ny Guinea (30-45 g). Svævefjerhalepossummen er det mindste svævende pattedyr i verden. De har klistrede håndflader og fodsåler, der gør dem i stand til at klatre på glatte overflader (såsom et lodret vindue). Svævefjerhalepossummen lever af nektar, pollen, insekter og frø. Fjerhalepossummens kost i naturen er ukendt.

Blomsterpossummen er et unikt, musestort, spidssnudet pungdyr på 7-20 gram. Hunnerne kan veje dobbelt så meget som hannerne. Den er begrænset til det sydvestlige hjørne af Australien. Som det eneste ikkeflyvende pattedyr (dvs. eksklusive flagermus) ernærer den sig udelukkende af nektar og pollen. Den har en kraftigt forlænget tunge beklædt med børsteagtige udvækster for enden, der effektivt indsamler pollen og nektar. Endnu et kuriosum ved blomsterpossummen er, at de små hanner producerer de længste sædceller af alle pattedyr i verden.

Koalaen er et ikonisk pungdyr fra det østlige og sydøstlige Australien. Den vejer 4-15 kg. Den er trælevende og lever udelukkende af eukalyptusblade, der er giftige for mange andre pattedyr. Usædvanligt for et trælevende pungdyr har koalahunnens pung en bagudvendt åbning. Dens nærmeste slægtninge er vombatterne.

Med en vægt på 18-40 kg er vombatterne nogle af de største nulevende pungdyr. De er lavbenede, tætbyggede dyr med kort hals og et massivt, bredt og fladt hoved; alle tilpasninger til at grave og leve under jorden. De konstruerer komplekse underjordiske boliger, som kan være op til 30 meter lange. De lever næsten udelukkende af græs, en kost der slider på tænderne, og som tilpasning dertil har de kindtænder og fortænder i overmunden med åbne rødder, dvs. at de vokser livet igennem.

Bandikutter er en gruppe af muse-til-kaninstore pungdyr med en lang, spids snude. Forbenene er korte, mens bagbenene er længere og mere muskuløst bygget. Forfoden er udstyret med tre kraftige, flade gravekløer. De bygger simple reder på eller lige under jorden. Bandikutterne er nogle af de mest altædende af alle pungdyr. Deres føde omfatter bl.a. insekter og deres larver, regnorme, frugt, frø, rødder, rodknolde, grønt plantemateriale og underjordiske svampe. Af og til tager de også mindre vertebrater. Sammen med stor bilby udgør bandikutterne ordenen Peramelemorphia.

Stor bilby er en nær slægtning til bandikutterne, men placeres i sin egen familie. Den vejer 1-2,5 kg og har lange kaninagtige ører (de relativt længste ører af alle pungdyr), spids snude, blågrå, silkeagtig pels og en langhåret hale. Ældre individer har af uvisse årsager en spore for enden af halen. Den lever i Australiens ørkner, og søger i dagtimerne tilflugt fra varmen i underjordiske huler. Den er altæder og lever af en blanding af invertebrater og planteføde som frø fra græsser og halvgræsser, rodknolde og frugt. Det meste af føden finder den ved at grave.

Pungrovdyrordenen (Dasyuromorphia) er den næststørste pungdyrorden. Den indeholder tre familier:

• Egentlige pungrovdyr (Dasyuridae)
• Numbat (Myrmecobiidae)
• Pungulv (Thylacinidae), som uddøde i 1900-tallet.

De egentlige pungrovdyr er den næststørste pungdyrfamilie. De mest kendte arter i familien er tasmansk pungdjævel (5-14 kg) og de hvidplettede quoller (pungmårer; 0,5-2,2 kg), men langt de fleste medlemmer i familien er ikke større end mus og rotter. Det gælder bl.a. antechinuser, dasyurer, phascogaler, planigaler, ningauier og dunnarter. Arten lille planigale er verdens mindste pungdyr med en vægt på 2,6-6,6 g og en hoved-og-kropslængde på 5-7 cm. Store som små beskrives de egentlige pungrovdyr som glubske og frygtløse jægere, der kan nedlægge bytte, som er større end dem selv. Deres byttedyr varierer i størrelse fra insekter til små kænguruer.

Numbatten (tidligere kaldt pungmyresluger) vejer 300-750 gram og er genkendelig på sine 4-11 hvide tværstriber på den bageste dele af kroppen samt en lang, spids snude og en sort øjenstribe. Den er pungdyrenes svar på myreslugerne. Dens kost består hovedsageligt af termitter, af hvilke den æder 15.000-20.000 om dagen. Som myreslugerne har den en lang, spaghettiagtig tunge. I dag overlever den truede art kun i det sydvestlige hjørne af Australien.

Pungmuldvarpene minder i udseende og levevis påfaldende om muldvarpe og guldmuldvarpe, men genkendes fra disse på et stort, nøgent og forhornet næseskjold. De er små (30-60 gram), mangler ydre øjne og ører og har en gylden, silkeblød pels og en kort hale. Forlemmerne er effektive graveredskaber; de er kraftige og muskuløse og udstyret med store spadeagtige kløer. Pungmuldvarpenes kropstemperatur er noget af det laveste, man kender blandt pattedyr. Den ligger på 22,7-30,8 °C. De lever i sandørkner og tilbringer livet under sandet. Deres føde består primært af underjordiske invertebrater.