stridsvogn

I mykensk tid samtidigt med dansk ældre bronzealder var stridsvognen forspændt med to heste, hvilket er afbildet på gravsteler i Mykene. I vognen befandt krigeren og en vognstyrer sig, begge stående. Fremstillinger fra 800-600-tallet f.v.t. viser krigeren udrustet med skjold, sværd og to spyd.

Den tohjulede stridsvogn spredtes af kelterne til England i tiden omkring begyndelsen af vor tidsregning. I York-området er der således fundet stridsvogne i våbengrave med hjul og beslag, som minder meget om hjul og beslag på de danske pragtvogne Dejbjergvognene. De keltiske (galliske) stridsvogne figurerer i Julius Cæsars beretning om Gallerkrigene og anses for at være inspireret via stepperne fra vogne med mangeegede hjul i kinesiske (og måske indiske) områder.

Stridsvognen kendes også fra Homer, der fortæller, at selve kampen ikke foregik fra vogn. Man kørte til kamppladsen for derefter til fods at udkæmpe tvekampen. Rent taktisk har vognen dog kunnet anvendes i forbindelse med flugt eller forfølgelse.

Efterhånden mistede stridsvognen sin militære betydning i Romerriget for at overgå til en anvendelse som triumfvogn og til væddeløb i hippodromerne.

Stridsvogne ses afbildet på svenske helleristninger fra bronzealderen (Villfarasten i Skåne, Kivik i Skåne og Vitlyckes i, Bohuslän) og kan være inspirationen til Solvognen af støbt bronze fra Trundholm på Sjælland fra ældre bronzealder. Et tidligt depot fra Gallemose ved Randers Fjord indeholder støbte bronzer, som af arkæologerne har været tolket som dele af et trækåg til en hestetrukket stridsvogn. Tolkningen har imidlertid ikke kunnet verificeres, og der er således ikke fundet sikre rester af stridsvogne fra Nordens oldtid.

• quadriga
• romerske vogne
• Sintashta-kulturen
• Ruslands forhistorie