Montesquieu

Montesquieus skepsis over for enhver magtinstans førte ham til, med delvis inspiration fra John Locke (se Lockes Anden afhandling om styreformen, kap. 12) og den engelske forfatningspraksis, at formulere princippet om magtens (tre)deling (i en udøvende, lovgivende og dømmende magt) – med et latinsk udtryk: trias politica. Magtens tredeling blev en hovedinspiration ved udformningen af USA's forfatning og er stadig bærende i de fleste staters forfatning, herunder Danmarks, nærmere bestemt grundlovens §3.

Pointen med at tredele magten er, at de to andre instanser altid ville kunne holde øje med, og begrænse, den tredje instans. Denne deling kender man derfor også med det engelske udtryk checks and balances. Tredelingen gør despoti sværere at indføre eller udfolde, om end ikke umuligt.

Det er vigtigt ikke blot at dele magten i tre for at begrænse den størrelsesmæssigt. Magterne skal være gensidigt afhængige af hinanden, så deres moderation af hinanden bliver en aktiv begrænsning af de to andres magtudøvelse. Montesquieu lagde derfor vægt på moderation (modération) fremfor blot deling.

Montesquieu var tilhænger af en såkaldt blandet forfatning – en tradition der går tilbage til Polyb og Cicero – som inkorporerer dele af demokratiet, aristokratiet og monarkiet. Et eksempel er det daværende engelske konstitutionelle monarki, hvor monarken efter The Glorious Revolution (1688-1689) ikke længere var egenrådig, men skulle gennem det ene kammer i parlamentet (Underhuset). Parlamentet var selv delt i to kamre, Underhuset (House of Commons) og Overhuset (House of Lords), der, som de engelske navne afslører, består af adlen, der udgjorde det aristokratiske element, og af borgere, der udgjorde det demokratiske element i den blandede forfatning. Borgerne, Commons, var dengang kun de stemmeberettigede, dvs. ejendomsbesiddende mænd.

Under sit ophold i England blev Montesquieu stærkt inspireret af den engelske forfatning og i det hele taget af frihedstanken, der står centralt igennem Lovenes ånd. Hans lovprisning af England bygger ikke mindst på den indsigt, han fandt i landet, nemlig at menneskets fundamentale frygt og usikkerhed må tilfredsstilles både materielt og politisk for at sikre fred og frihed.

Berømt er Montesquieus påvisning af sammenhængen mellem en styreforms natur og dens grundlæggende princip. Eksempelvis er den despotiske styreforms natur, at én person bestemmer over alle andre, mens det princip, den hviler på, er frygten.

Ifølge Montesquieu står monarkiet i modsætning til tyranniet. Despoten besidder al magten og kan derfor regere efter sin egen følelse eller idiosynkratiske vilje. Derfor kan borgeren ikke regne med nogen konsekvent lovgivning eller retspraksis. Modsat er monarken i det konstitutionelle monarki flankeret af et parlament, hvorfor monarkiet er en styreform med et modereret system funderet i en forfatning, man som borger kan forholde sig til.

Menneskets love og samfund er mangefacetterede. På trods af det kan man studere dem og sammenligne dem. Det gør man ved at forstå de enkelte samfund gennem generelle variabler, fx klima, samfundets jords og afgrøders kvalitet, medlemmernes beskæftigelse, men også deres kultur, sædvaner og måder at være sammen på.

Selvom Montesquieu ofte citeres for sine betragtninger over klimaets betydning for politiske forskelle – noget, han nogle steder overdriver – var han ikke determinist i forhold til geografi og samfundets indretning. Han mente derimod, i øvrigt ligesom David Hume, der indirekte kritiserer denne forbindelse hos Montesquieu, at blandt de moralske og geografiske årsager var de moralske stærkest. Jean Bodin gjorde sig i øvrigt 150 år før Montesquieu lignende tanker om klimaets indvirkning på samfundet.

Lovene skal tilpasses det enkelte samfund og dets folks karakter (naturel). På grund af høj variation er lovkorpus nærmest aldrig ens lande imellem. For Montesquieu var der særligt tre former (udover de geografiske variabler), der bidrager til et samfunds særtræk, og som udover lovgivningen er dominerende faktorer: sæder eller skikke (mours), manerer (manières) og religion. Sæder og skikke er internaliserede normer, mens manerer er ekstern etikette. Religionen som system eller verdenssyn kan have stor indflydelse på befolkningens levemåde og være samfundsbevarende, når staten er svag.

Styreformer kan styrkes eller svækkes. Ifølge Montesquieu kan for eksempel et monarki styrke sig selv ved at gøre sine borgere mere frie, ved at tillade andre religioner, lave lovene proportionale med straffen osv. Det ville være en reform af monarkiet, men ikke et grundlæggende opgør med styreformen.

Styreformer svækkes på forskellige måder. Eksempelvis kan styreformen demokrati svækkes på to måder.

Den første svækkelse opstår, når der er for stor ulighed mellem borgerne. Ekstrem ulighed medfører, at borgerne ikke længere oplever, at deres egeninteresser stemmer overens med samfundets fælles interesse. Derfor begynder de at hævde deres private interesser og bringe dem i spil gennem det politiske system, der i stedet burde være baseret på statens almenvilje, udtrykt gennem den lovgivende magt og udført af den udøvende magt.

Den anden svækkelse af demokratiet opstår derimod ved en overdreven grad af lighed. Her ønsker borgerne ikke blot at være ligeværdige som borgere, men kræver også lighed i styringen af samfundet. Fordi borgerne ønsker, at systemet skal tilpasse sig deres individuelle viljer, opløses den demokratiske magtfordeling. Demokratiet svækkes og nærmer sig en despotisk styreform, præget af pøbelvælde.

Montesquieus syn på kvinder var bemærkelsesværdigt for sin tid. Han skrev, at fyrstens despoti var naturligt forbundet med kvindens underkastelse, og at der eksisterede en direkte sammenhæng mellem kvindens frihed og nationens frihed.

Han betragtede kvindens rolle som den mest afslørende faktor i forståelsen af et samfund. Ifølge Montesquieu kunne alle andre sociale og politiske variabler endda afledes ud fra denne enkeltstående dimension.

I modsætning til mange andre tænkere fra oplysningstiden rangerede Montesquieu ikke forskellige samfund, hverken vestlige eller ikke-vestlige, som højt udviklede eller underudviklede. Han forholdt sig mere nøgternt observerende end civilisatorisk dømmende.

Denne komparative tilgang fik Émile Durkheim til at betragte Montesquieu som en tidlig sociologisk tænker.

Montesquieu var pluralistisk, måske endda relativistisk, i sin analyse af forskellige samfundstyper, og han var den første betydningsfulde europæiske politiske tænker, der i et stort hovedværk sammenlignede det britiske og det kinesiske samfund.

Han tog afstand fra og argumenterede imod europæisk kolonialisme og slavehandel.

I Danmark var Ludvig Holberg en ivrig læser af og debattør med Montesquieu og udgav endog sine egne kommentarer til De l'Esprit des lois i København (1753).